Jobs bok forord

Forord til Jobs bok.

Naar jeg taler om boden, som Johannes er et forbillede paa, saa forstaar jeg ikke dermed bare en bestemt strenghet, men jeg tænker ogsaa dermed paa angeren over at ha bedrøvet Gud, hvilket gjør at en nyomvendt sjæl er ganske beskjæftiget med at begræde sin synd. Dette kalder jeg: det første skridt.

Derefter maa man gjennem en ydmyg tillid vende sig til Jesus Kristus og forvente mer av ham end av den møie vi selv har anvendt. Man maa arbeide som om alt avhang av os og vort arbeide; men ikke bygge paa nogen av vore gjerninger; men bare paa Jesus Kristus.

Overgivelsen er en hengivelse av os selv i Guds hænder i bevisstheten om vor avmagt og Guds godhet. Denne overgivelse bevirker, at man lar sig føre av ham likesaa tillidsfuld som et barn. Denne holdning og førelse er befalet os av Jesus Kristus selv, og utspringer fra underkastelsen av vor vilje under Guds vilje, hvilket gjør, at vi mottar fra Gud paa samme maate, baade det som er sødt og det som er bittert for vort ytre og indre menneske.

Denne øvelse befrier os efterhvert fra en viss motstand og motvilje, som vi har i os selv, mot at la os korsfæste.

Jo mer vor vilje underkaster sig Guds vilje, desto mer blir vi lik Gud. Vor viljes forening med Guds vilje utgjør foreningen med Gud. Dette er bønnen i «Fader vor», ske din vilje paa jorden som i himlen. Naar vi gjør Guds vilje uten motstand, ja endog uten motvilje; saa gjør vi Guds vilje saa langt som det staar til os, som i himlen.

Da utvirkes i os den bøn som Jesus Kristus bad til sin far, «at de maa være ett likesom vi.»

Denne vidunderlige overensstemmelse av menneskets vilje med Guds vilje, virker menneskets lyksalighet og gir den aller dypeste fred midt i de allertungeste videværdigheter.

Likesom man ved den ofte gjentagne underkastelse under Guds vilje, og gjennem den oftere villige og glade antagelse av Guds befaling, opnaar en vane, saa kalder man dette forvandling, en omforening, eller en overgang av vor vilje i Guds vilje.

Likesom vor motstand mot Guds vilje blir kaldt et skille, eller en spaltning som er større eller mindre eftersom motstanderen i os er mere eller mindre sterk, saaledes blir overensstemmelsen av vor vilje med Guds vilje kaldt en forening, og denne forening blir sluttet saa fast, og sterk, at sjælen taper al motstand.

Dette kalder man tilintetgjørelse av selvet eller selvets død.

Likesom vor vilje fører det allerhøieste overherredømme over vor sjæls evner, og likesom vort frihets væsen beror paa vor vilje, og vort liv har sit sæte der, saa blir det som skiller os fra den, og gjør, at vi fornekter vor egen vilje, kaldet død. Tilintetgjørelse kalder man det, naar der indtræder en saa dyp død i vor egenvilje, at vi ikke mer finder nogen motstand mot det som Gud vil. Motstanden og motviljen foraarsaker egne begjær, som gjør, at vi vil, hvad vi ikke har, og ikke vil det vi har. Dette er kilden til egenhet.

Gud hadde skapt os i en vidunderlig ordning og underordning, saaledes at menneskets aand var underkastet Gud, og menneskets lavere sjæliske dele var underkastet aanden i ham; men da mennesket ved synden gjorde oprør mot Gud og ved sin ulydighet drog sin vilje ut av foreningen med Gud, saa kom mennesket ind i uorden, og samtidig gjorde kjødet oprør mot aanden. Dette er kilden til den onde lyst som ved synden er kommet paa jorden. Men Jesus Kristus er kommet i kjød, for igjen at bringe mennesket ind i skapningens orden.

For at befordre skaperen og forløserens raadslutninger og forsæt, maa mennesket underkaste sin vilje under Guds aand, forat kjødet efterhvert kan bli underkastet aanden; og da menneskets synd er kommet bare ved hovmod og egeninteresse, saa maa han for at befordre forløserens verk gaa ind i hans planer og bli ydmyget paa det dypeste og tape egeninteressen.

Kjærligheten til vor egen fortræffeliget er helt sammensmeltet med vor natur, siden Adam vilde være den høieste lik. Denne kjærlighet til sin egen fortræffelighet kalder man egeninteresse, og denne maa man miste.

Fordi denne egeninteresse er smeltet sammen med os til ett væsen, saa foraarsaker tapet av disse ting os ubegripelig store smerter.

Naturens motstand blir forsterket gjennem djævelen; ti da denne ser, at en sjæl slaar ind paa de indre veie og underkastelsen under Guds vilje, og derved begynder at indgaa igjen saalangt det er mulig i dette liv, i den stand som han har faat det til at falde ut av, saa opvækker han en skrækkelig larm i sjælens lavere dele og opvækker igjen fristelserne, for at faa sjælen til at avstaa fra sit forsæt.

Men Jesus Kristus som er kommet for at ødelægge denne menneskefiende, og som gjør at alt virker til det gode for dem som elsker Gud, han betjener sig netop av denne fiendens ondskap til bedste for sjælen; ti denne forskrækkelige djævelens og naturens larm ydmyger sjælen uendelig, idet den mener sig at være i en endda værre tilstand end den tidligere har været. Allikevel vil den dog ikke ophøre at elske og tjene Gud, og dette har jeg kaldet det rene offer, som bestaar deri, at man ofrer til Gud sin egeninteresse for tid og evighet; likesaa ogsaa ens egen fortræffelighet og alt haap som er grundet paa vort eget.

Naar man har avskaaret selvlivet det sanselige liv, hvori kjærligheten til selvet har sit sæte, saa nærer dette selvliv sig paa en finere maate, nemlig i og med kjærligheten til sin egen fortræffelighet, i gaver og bevisste dyder. Jesus Kristus er kommet for at slaa denne slange til jorden, og han alene kan knuse dens hode. Herav opstaar nødvendigheten av at la sig føre til Jesus Kristus og saa meget mere overgi sig til hans førelse, da vor egen førelse er saa fyldt av mangler og feil.

Selv om dette kun synes at være noget ganske lite, saa klæber vi dog saa sterkt ved os selv, at denne utskillelse fra selvet og vore egne veie foraarsaker os de største smerter. Naar et menneske er bundet til et ytre gode og lider saa heftig, naar man river dette fra ham, hvad vil han da ikke maatte utholde, naar man berøver ham besiddelsen av sig selv. De som ikke har erfaret det vil ogsaa ha vanskelig for at fatte det.

I alle disse skrifter er meget sagt om den fuldkomne selvopgivelse og tapet av egenhet. Enkelte har opfattet denne selvopgivelse som en fraskrivelse av ytre goder. Dette er vistnok noget; men man kan med alt dette dog beholde sin egenhet.

Egenheten er aandlig og den tapes kun ved en fuldstændig fattigdom i Aanden, den fattigdom som er saa høit anbefalet i evangelierne; men nu saa lite kjendt.

Fattigdommen i Aanden strækker sig ut over alt, hvad der hører ind under vor forstand, nemlig: videnskap, meninger, fornuftslutninger, virksomhet, egen bedømmelse og hvad der ellers skriver sig fra vor forstand.

Videre med hensyn til hukommelsen strækker den sig ut over al erindring, unyttige tanker, beskjæftigelse med denne verdens ting, indblanding i nyheter, nysgjerrigheter og kritik o.s.v.

Hvad viljen angaar maa denne bli blottet for al tilbøielighet endog i aandelige ting, fra al smak, følelse, valg, egne begjær, endogsaa i de aller guddommeligste ting, fra al egeninteresse for tid og evighet.

At forstanden paa grund av troen er i mørke, hukommelsen tom og erstattet av det ukjendte haap, og viljen fuldstændig uttømt og opslukt av den rene kjærlighet; ja, viljen er ganske tapt i denne kjærlighet. Sjælens anlæg kan ikke naa denne fulde fattigdom uten at tape den første maate at begripe og forstaa at elske paa. En ting kan ikke anta en ny skikkelse uten først at tape den gamle, likesaa kan heller ikke vor sjæl bli forvandlet og omdannet til Guds billede, som er dens originalvæsen, hvis den ikke har tapt, hvad den før hadde av eget erhvervet eller indgydt. Man maa tape alt vedhængende. Først al vedhængen ved onde eller skadelige ting, dernæst vedhængen ved unyttige ting, og endelig vedhængen ved gode ting, hvilket er det sværeste at tape.

Vi hænger paa denne maate ved vort velbefindende saa der trænges store prøver for at faa os til at opgi det.

Da stifterne av munkeordenen hadde indgaaet løfte om fattigdom, kyskhet og lydighet, var det saavel for det indre som for det ytre menneske; men det blev anvendt kun paa det ytre og derved forfaldt man til endda større egenhet i det indre.

Forsakelsen av forstanden, bedømmelsen, videnskapen og meninger er den sande fattigdom, naar den ogsaa er forbundet med fattigdom paa jordisk gods.

Den viljens fattigdom som fremkommer ved at alle vore begjær faar avløp i Gud er den rette lydighet, naar den er forbundet med den ytre lydighet.

Den sande kyskhet vil heller ikke tillate nogen unyttig tanke, og naar dertil kommer den ytre kyskhet, da fremstaar den sande renhet.

Men hvilke veie maa ikke Gud føre os for at vi skal naa denne aandens fattigdom og tape alt det som hænger ved os og al egenhet som binder os til os selv. De allerhøieste naadesbevisninger uten denne aandelige fattigdom vilde gjøre os til djævle under et ytre skin av ydmyghet.

Jo mindre motstand vi gjør, desto mindre pine lider vi, og Guds verk blir saa meget hurtigere utført.

Dette er hele naadens husholdning og denne tilbedelsesværdige visdom er rettet paa os kun med det maal for øie at gjøre os likedannet med Gud og at forene os med ham.

Aandens fattigdom gjør mennesket enfoldig, og idet den befrier ham fra al mangfoldighet, saa bereder den ham til at bli forenet med Guds aand, som er enfoldig, ren og uten nogen blanding.

Hvad viljen angaar maa den tapes i Gud; men den kan ikke tapes i ham uten at al egenvilje endogsaa i gode ting opgives. I himlen er en ren og enfoldig aand forenet med Guds rene og enfoldige aand.

Erkjendelsen og indsigten der er klar paa grund av herlighetens lys. Viljen er tapt i kjærligheten, som sluker den ganske og helt i sig og gjør at viljen ikke længer elsker med sin indskrænkede og begrænsede og urene kjærlighet; men den elsker ved den kjærlighet hvormed Gud elsker sig selv, ganske rent, ganske enfoldig, altid sig selv lik; fuldkommen rolig og fattet. Denne kjendes ikke længer smertelig, men saliggjørende. Hvis viljen hadde den ringeste bevægelse og ikke var i fuldkommen hvile, saa vilde den ikke være saliggjørende; ti det som frembringer bevægelse foraarsaker ogsaa forandring. Herav sees let, at i dette liv er ikke den heftige kjærlighet den fuldkomne kjærlighet; men at den kun er fuldkommen, naar den er i enkelhet i hvile og i enfold.