Brev til J. O. Smith, livsskjebner

Livsskjæbner.

Kjære broder Johan.

Og han kaldte hungeren over landet, og han sønderbrød hver brødets stav.
Han sendte en mand foran dem, til træl blev Josef solgt.
De plaget hans føtter med lænker, hans sjæl kom i jern,
indtil den tid da hans ord indtraf, da Herrens ord beviste hans uskyld. Ps. 105, 16. 19.

Gjennem kors til krone, gjennem lidelser til herlighet.

Josef led ikke bare for sig selv og for sin egen herlighet. Han led for sit kald. Hvad gjør Gud med den mand han vil bruke? «Han sendte en mand foran dem, til træl blev Josef solgt.» Den mand Gud sender foran de andre vil finde samme skjæbne. Til træl blev Josef solgt. «De plaget hans føtter med lænker, hans sjæl kom i jern.»

Den mand Gud sender foran, hans føtter plager de med lænker, hans løp hindrer de, han er et «sendebud i lænker». Han kjender sit kald og sin opgave, og enhver hindring er som jern i sjælen. Det er haardt for en mand med et bud, for en mand der skal gaa foran, fordi Gud har kaldt ham, at bli «lagt i lænker». Hvor blev budskapet av; det ser ut til at det hele mislykkes.

O. disse forbryderlænker man skal ha om sine føtter! Denne misundelsen som gjør renhet til smuds, den helligste til den største forbryter.

Job var en mand der levet gudfrygtig, han var retskaffen og ustraffelig og vek fra det onde. Han var retfærdigere end sine tre venner. Ti de talte ikke ret om Gud som Job. Job. 42, 7.

Men trods Job var retfærdigere end dem, saa gjorde de Job til en forbryder, til en der fortjente den største straf, trods de ikke kunne bevise hans skyld. Der staar ikke meget tale om Jobs bylder og saar. De forsvinder som en ringe ting. Men i Jobs sjæl kom der jern. Og de lidelser man oplever der er større end de fysiske lidelser.

Jobs venner forsøkte paa alle maater at finde synd hos Job. De magtet det ikke. De stak paa kryds og tvers. De boret anklagesverdet dypt i hans sjæl. Det sved værre end Jobs bylder. De optraadte som dem der viste alt bedst, som de barmhjertige og gode veiledere. Hvor Job maatte vri sig i smerte under deres skjønne ord overfor ham som forbryder. Se hvad de kan prestere: «Hvis du retter dit hjerte, og utbreder dine hænder til ham, (er der synd i den haand, da fjern den og la ikke uret bo i dine telte). Ja, da skal du fri for lyde opløfte dit aasyn og bli fast og ikke frygte, ti da skal du glemme møie, som forbifaren vande skal du komme den ihu; og lysere end middagen skal dit liv opgaa, mørket skal bli for dig som morgenen. Og du skal være tryg; ti der er haab» osv. Job. 11, 13. 19.

De saa hjælpsomme ut likeoverfor Job, der de hadde gjort ham til forbryder trods de ikke magtet at finde skyld hos ham. Det var bittert for Job at høre, at han skulde følge deres anvisning for at komme ut av den skyld han ikke var sig bevisst. Derfor svarer ogsaa Job dem ut fra sin sjæls bitre smerte. Ja, sandelig, I er de rette folk og med eder dør visdommen ut. 12, 2. Job svarer videre sine venner. Hvor længe vil I bedrøve min sjæl og knuse mig med ord. Job. 19, 2.

Job sier videre i sin smerte: Mine brødre har han fjernet fra mig, og mine kjendinger er blevet ganske fremmede for mig. Mine nærmeste blir borte og mine bekjendte har glemt mig. Mine husfolk og mine tjenestepiker agte mig for en fremmed, og jeg er en utlænding i deres øine. Paa min tjener kalder jeg, og han svarer ikke, med egen mund maa jeg bønfalde ham — endog børn foragte mig, vil jeg reise mig, tale de imot mig, alle mine fortrolige avsky mig, og de jeg elskede har vendt sig mot mig — Job. 19. 13. 19.

Men trods alle «gode venner» som satan sendte for at plage ham og gjøre ham til en forbryder der maatte omvende sig, saa roper Job ut fra sine smerter, roper ut sit livs haab, det som satan overfor Gud mente at Job skulde gi avkald paa: «Men jeg, jeg vet, min gjenløser lever, og som den sidste skal han staa frem paa støvet! Og efterat denne min hud er bleven ødelagt, skal jeg ut fra mit kjød skue Gud.» V. 25. 26.

Endog Jobs sidste haab vil hans venner utslukke. De tror ham ikke. Alle hans ord regner de for intet. Og Job faar nok en skjøn paamindelse av Elifas: Vender du om til den retfærdige, da skal du vorde gjenopbygget, naar du fjerner uret fra dine telte. Kast dit guld i støvet og dit offirguld blandt bækkens stene. Saa skal den almægtige være dit guld, være dig dynger av sølv. 22, 22. 23.

Der skal noget til for en sjæl at utholde slike ubeføiede omvendelsesprækener.

I Jobs sjæl kom der jern.

Det var koldt, det var haardt og brutalt.

Men det kom i Guds navn under megen visdom, barmhjertighet og skjønhet.

Kun den som har erfaret det, vet hvad det vil si at bli regnet blandt overtrædere, uten at man selv er sig sin skyld bevist eller andre kan bevise den.

Gud selv klaret op i Jobs liv paa en retfærdig maate.

Og likesom Josef blev en frelser for sine brødre som hadde solgt ham som træl, saaledes blev ogsaa Job en frelser for sine daarlige venner. Job. 42, 8.

Moses. Og Mirjam og Aron talte imot Moses — og de sa: «Har Herren kun talt ved Moses alene; har han ikke talt med os.» Herren hørte det.

Manden Moses var saare sagtmodig, mer end alle mennesker paa jorden. 4 Mos. 12. kap.

Moses var sagtmodig. Han vilde ikke være den som vilde ha eneret til at tale med Gud. Han vilde at alt folket skulde profetere. Derfor sier Gud til dem: Hvi frygtede I ikke for at tale mot min tjener Moses.

Deres misundelse fik gjort Moses til en ærgjerrig enevoldsherre som kun ansaa det han selv talte som sandt og ret.

Moses var sagtmodigere end alle mennesker; han vilde derfor være den sidste av alle mennesker, som vilde gjøre hvad de beskyldte ham for. Og han elsket folket og Mirjam og Aron.

Trods Mose kraft og storhet kan vi være sikker paa, at dette var som

jern i hans sjæl.

Men da Miriam blev spedalsk til straf blev Moses ved sine bønner hendes frelser.

Herrens ord beviste hans uskyld.

Korah tillikemed to hundrede og femti mand, ansede mænd, menighetens øverste, samlet sig mot Moses og mot Aron og sa:

Det faar nu være nok. Ti den hele menighet er allesammen hellige, og Herren er midt iblandt dem. Hvorfor ophøie I eder over Herrens forsamling.

Da Moses hørte det, faldt han paa sit ansigt 4. Mos. 16 k.

Moses var den sagtmodigste av alle mennesker, og atter trænger jern ind i hans sjæl. Nye beskyldninger, nye anklager, kun fordi han er tro mot sit livskald, og fordi han elsker sit folk. Han fik hat til løn for kjærlighet og de la ondt paa ham til løn for godt. Lidelser vil følge den mand der er tro i sit kald.

Moses sier i sin smerte: Herren skal gi tilkjende, hvem der er hellige — den mand Herren utvælger, han skal være hellig. Det faar nu være nok, I Levis børn.

Dette var saa meget for Moses, at endog hans langmodighet tog slut. Han magtet ikke flere anklager og kunde ikke længer bære sin smerte. «Det faar nu være nok i Levis børn!» Det brast for den sagtmodige mand. Endog kjæmpen kan bli paalagt for store byrder.

Moses sa til Korah: «Du og hele din hob er oprørere mot Herren. Aron, hvad er han, at I knurre mot ham.» Ja, hvad er Aron og Moses? Hvad er Paulus og Kefas eller Apollos? Tjenere som utfører Herrens vilje. De er kaldte av Gud og er tro i sit kald. Derfor er Korah og hans hob oprørere mot Herren. Hvad er en Herrens tjener, at I knurre mot ham. Han har faat sin ordre fra Gud. Gud utvælger efter sin vilje, og hvad er saa den ene fremfor den anden. Gud sætter enhver i sin plads, og der har enhver anledning til at øve fuld troskap og saaledes vokse op til ham som er hovedet. Korah samlet hele menigheten mot Moses og Aron v. 19. Trods de hadde set hvad Gud hadde brukt Moses og Aron til, hadde set de tegn og undere de hadde gjort, hadde set det slit og den byrde Moses hadde baaret, endda sluttet hele menigheten sig til Korah mot Moses og Aron.

Det maatte i sandhet være prøvsomt for en mand som har kjød og blod og følelser som enhver av os.

Der stod Moses som vanæret midt i hele Israels menighet. «Du vil gjøre dig til hersker over os», lød det til ham. Da forsvaret Moses sig for Herrens ansigt og sa: «Jeg har ikke taget et eneste asen fra dem, og jeg har ikke gjort en eneste blandt dem noget ondt.» Som Job maatte han avvise anklagerne, da de blev større end han kunde bære, og han maatte rose sig for Herrens ansigt, saaledes som ogsaa Paulus maatte likeoverfor Korintierne idet han sier: «Ingen har vi gjort uret, ingen har vi ødelagt, ingen har vi gaat for nær.» 2 Kor. 7, 2.

Men Herren grep ind mellem Moses og menigheten. Herren kom og beviste hans uskyld. Ja, den som Herren gir skudsmaal, den holder prøve.

«Skiller eder ut fra denne menighet saa vil jeg gjøre ende paa den i et øieblik,» sa Herren til Moses og Aron. De faldt paa sit ansigt og sa: «Gud, alt kjøds Aanders Gud! Den ene mand synder og du vredes paa den hele menighet.» Og Gud hørte atter. Og han sparet selve menigheten, men Korah og hans hob som hadde begyndt at knurre mot Herrens tjener blev opslugt av jorden.

Ved sin bøn blev Moses atter en frelser for dem som satte sig op imot Herren.

Og Herren viste atter hvem der var hellige og hvem der var vanhellig.

Forunderlig at en mand som Moses saa aldeles kunde faa alle i menigheten imot sig. Han var herskesyk, sa de, han agtet de andre for vanhellige, han hadde ikke ført dem til et land med melk og honning som talen hadde været om, han hadde ikke git dem akre og vingaarde i eie v. 14. Han blev agtet som en ordgyder, som en der for med tomme fraser, under skin av hellighet. Der blir ikke noget resultat av alt det Moses præker. Derfor sier de til Moses: Det faar nu være nok; den hele menighet er hellige allesammen.

Lænker om føtterne og sjælen i jern. Det er haardt for en Guds mand.

Og menigheten hadde ikke vand: da samlede de sig mot Moses og mot Aron. 4 Mos. 20. k. Og folket kivedes med Moses:

Hvorfor har I ført Herrens forsamling ind i ørkenen —?

Hvorfor har I ført os op fra Egypten. Hvorfor og hvorfor?

Moses og Aron faldt paa sit ansigt.

En forunderlig og kostelig vei disse Herrens tjenere gik i slike stunder. De faldt paa sit ansigt — for Herren.

Herren sa til Moses: Ta staven, du og Aron, din broder, og kald menigheten sammen og I skulle tale til klippen for deres øine, saa skal den gi vand av sig.

Moses gjorde saa.

Men trykket hadde været for stort for ham, han var drevet ut over sine grænser; med al sin sagtmodighet kom han tilkort. Anklagerne hadde været for mange. Det brast for Moses.

Han sa til dem: Hører dog, I gjenstridige! Mon vi kan skaffe eder vand av denne klippe? Og han løftet sin haand og slog klippen med sin stav to gange.

Moses var drevet saa vidt nu, at han blev nidkjær paa menigheten, istedetfor nidkjær for den nøiagtige utførelse av Guds vilje. Han slog paa klippen istedetfor at tale til den.

Dette er Meribas vand, hvor Israel kivedes med Herren.

Stakkar hver sjæl som blev drevet ut over sine grænser i sine lidelser og kampe for menigheten. Der er mange siden den tid som har mødt sine

Meribas vande.

Og Herren sa: I skulle ikke føre denne forsamling ind i det land jeg har git dem.

Moses sa og bønnfalt Herren: Herre, Herre! Du har begyndt at la din tjener se din storhet og din sterke haand — la mig drage over og se det gode land? Men Herren var vred paa mig for eders skyld og han hørte mig ikke, men Herren sa til mig: Det er nu nok. 5 Mos. 3, 24—26.

Hvilke lidelser for Moses Herrens tjener. Dog under det hele priser han Gud Herren: Ja, han har sit folk kjær. Alle dine hellige, de er i din haand, de ligge for din fot, de mottar dit ord. 5. Mos. 33.

Salig er du Israel! Hvo er som du et folk, hvis frelser er i Herren, dit hjælpende skjold og dit høie sværd. v. 29.

Og han (Gud) er bleven Konge i Jesurun. v. 5.

Se Moses, den Herrens tjeners maal:

Folkets frelse skal være i Herren og
Gud deres Konge.

Saa døde Moses — Herrens tjener — og Israels børn græd over ham — da han var borte.

(Læs: 4. Mos. 17, 5.)

Anm. Dette brev kom mig ihænde først efter Aksels bortgang. Det er skrevet like efter en stor kamp.

J. O. S.