La dine dommer hjelpe meg

Lat dine domme hjælpe mig.

Dette var kong Davids bøn til Gud og han var jo en mand efter Herrens eget hjerte. Men hvorledes kunde da David bede om Guds dommes hjælp? Ti da maatte han jo komme under lovens dom, da ingen dom kan avses uten efter loven; ti en dom er ellers ugyldig. Han var ikke ræd for loven med dens domme, da disse var ham til hjælp og til befrielse av det som kunde dømmes hos ham. Men nu har de fleste, der bekjender sig at være troende, kun begjær efter frihet fra loven. Men hvad sier David videre: Av dine befalinger faar jeg forstand (v. 107). Han fik forstand ved disse domme, og deri laa ogsaa dybden i hans begjær — efter at faa forstand, da man ved forstanden lærer at dømme ret om enhver ting.

Han blev holdt ilive ved befalingerne (v. 93), og dersom ikke Guds lov hadde været hans lyst, var han omkommet i sin elendighet (v. 92). Dette agtes paa av saa faa idag, endskjøndt det samme gjælder idag ogsaa for hver den som skal bli ilive, da ingen avskaffelse av lovens befalinger gjælder; men dens krav skal fuldkommes (Rom. 8, 4.) Dette begjær i aanden er det samme nu, da Gud er uforanderlig og virker paa den samme maate hos alle ved sin aand til lydighet; men kun faa gir agt paa dens befalinger.

Han var blit klokere end alle sine lærere, fordi han grundet paa Guds vidnesbyrd — og var blit forstandigere end de gamle; ti han hadde bevaret Guds befalinger (v. 99—100). Ja hvilken uhyre velsignelse kom han ikke i besiddelse av, da hans forstand var blit utvidet til at skjelne — bedømme enhver ting — i stor skjønsomhet, og han lærte Guds kundskap at kjende. Men for at kunne gjøre Guds befalinger maatte han holde sine føtter borte fra enhver ond sti (v. 101). Ja, o hvor jeg ønsker og mange med mig av dem som elsker Guds love og dens dommes hjælp, at Guds folk maatte gaa frem efter samme linjer og lære Guds befalinger at kjende og holde dem nøie. Ved Guds bud var han blit visere end sine fiender (v. 98.) Deri ligger altsaa kampens resultat, hvorledes man skal møte sine motstandere — lysten og begjærligheterne i kjødet — og kunne seire over dem. Idag maa der jo ikke tales om bud, men bare om naade. Men naaden gjør da ikke Guds befalinger til intet, den optugter os jo — (dommens hjælp) — til at fornegte ugudelighet og de verdslige lyster og leve tugtig, retfærdig og gudelig i denne verden. (Tit. 3. 13.)

Av Guds befalinger faar man altsaa forstand, men en forstandig — viismand — hvo finder ham? Den som er viis i hjertet, skal kaldes forstandig og læpers sødme forfremmes i lærdom, og en livsens kilde er klokskap for dem, der eie den; men daarers straf er deres egen daarskap. (Ordspr. 16, 21, 23.) Den vises lære er en livsens kilde til at undvike dødens snarer og god forstand gir yndest. (Ordspr. 13, 14, 15.) Ja den vise frygter og viker fra ondt; men daaren er overmodig og tryg (Ordsp. 14, 16.) Visdom har klokskap i eie og visdommen gjør den forstandige viis, da den uttænker kloke raad. (Ordsp. 8, 12.) Ja dette er sandelig værdier at komme i besiddelse av for at kunne naa maalet, og uten dem naaes det ikke. Det var paa Guds dommes vei, at profeten forventet Herren; ti saasnart dine domme kom til jorden, lære jorderikets beboere retfærdighet, og derved blir den retfærdiges sti jevn. (Esaias 36, 7, 9.) Ved disse domme vilde altsaa folkene bli forstandige — lære at leve retfærdig og gudelig — og avsky enhver ond vei. Vi ser herav, at dette er en absolut nødvendighet at lære at kjende Guds bud og vilje — og at holde dem nøie. Dette er hvad Guds aand driver os til, vi som er Guds barn, (Rom. 8, 14.) Dette er jo kjærligheten til Gud, at vi holder hans bud og hans bud er ikke tunge (1ste Joh. 5, 3.) Nei det er de ikke. Jeg er ikke kommet for at ophæve loven eller profeterne, jeg er ikke kommet for at ophæve, men for at opfylde (Matt. 5, 17.) Vi forstaar herav, hvor magtpaaliggende det var for Jesus at faa indprentet sine disciple og lært dem, at det ikke var til lovløshet han var kommet til verden, men netop for at opfylde den. Derfor sier han ogsaa til dem i vers 20: «Dersom eders retfærdighet ikke overgaar de skriftlærdes og farisæernes, kommer I ingenlunde ind i himlenes rike». Disse hadde jo loven kun i det ytre, men ikke i hjerte og sind, som Jesus hadde den og som den er givet os. (Hebr. 10, 16). Jerm. 31, 33.

Om dette vil da nu mange si, at det blir da herved bare trældom. Nei, den der er frigjort fra synden, er ikke længer træl, men fri. I denne frihet fra synden har Gud sagt, og han er sanddru og gjør derefter: Og jeg vil gi eder et nyt hjerte og en ny aand vil jeg gi inden i eder, og jeg vil bortta stenhjertet av eders kjød og gi eder et kjødhjerte, og min aand vil jeg gi inden i eder, og jeg vil gjøre, at I vandrer i mine bud og holder mine love og gjør efter dem. (Ezekiel 36, 26—27). Gud er jo den som virker i os at ville og utrette efter hans vilje. Filp. 2, 13. Nu faar vi erfare livets aands lov, der førte Jesus Kristus frem i lydighet og lærte ham at skjelne mellem godt og ondt. Han blev derved viis og forstandig og utstrøet kundskap (Ordsp. 15, 17). Ved denne lov — Guds befalinger og vidnesbyrd — lærte han at elske retfærd og hate uret, derfor salvet ogsaa Gud ham med glædens olje fremfor medbrødrene, (Hebr. 1, 9), omendskjønt han var dem lik i alle ting. (v. 17). Paa denne maate alene er det, at man blir velsignet og kan frembære lysets frugt (aandelige offer) — fremfor andre, der ofte begjærer velsignelse, men aldrig faar nogen, da de ingen troskap viser i noget, men foragter dommes hjælp. Bøi dit hjerte til tugt og dine øren til kundskaps ord. (Ordsp. 23, 12); ti kundskap om den hellige er forstand. (Ordspr. 9, 10). Det var derfor av den største vigtighet for Paulus at lære ham at kjende, da i Jesus Kristus alle visdommens og kundskapens skatter er skjult tilstede (Kol. 2, 3). Han vilde lære at bli frelst ved dommens hjælp — og bli frelst ved Jesu liv. (Rom. 5, 10). Jesus seiret ved dommens hjælp og vandt derved en evig og vigtig seier, idet han fordømte synden i kjødet, (Rom. 8, 3) og banet og indviet derved en ny og levende vei gjennem forhænget, det er hans kjød. (Hebr. 10, 20).

Der staar om Israel (Jerm. 17, 13) at de forlot Gud og blev tilskamme, idet de derved forlot kilden med det levende vand, Herren. Det staar om dem, at de ikke forblev i Guds pagt, og de for altid vild i hjertet og kjendte ikke Guds veie. (Hebr. 3, 10). De undlot at holde Guds befalinger og valgte sig andre lærere — falske lærere og profeter — som talte til deres kjøds behag, og de unddrog sig derved dommens hjælp. Vi kjender nu resultatet av Israels færd og saaledes blir det med enhvers endelig, naar han vandrer paa samme vis. De faldt fra den levende Gud — kilden med det levende vand — idet de undlot at gjøre lovens befalinger og fik derved et ondt og vandtro hjerte (v. 12). O, ven, prøv dig, hvorledes du har det, om du elsker at gjøre Guds befalinger.

Vi ser i Rom. 1, 28, 32 hvorledes det gik med dem som ikke brød sig om at eie Guds kundskap. Gud overgav dem til et sind som intet duer, saa de gjorde det usømmelige, fulde av al uretfærdighet, vanart, havesyke, ondskap, avvind, mord, trætte, svig, list o.s.v.

Vi læser i Nehemias 10, 28, 30 om endel av folket, der ikke vilde følge folket i forvildelse: Og det øvrige folk: presterne, levitterne, portnerne, sangerne og tempeltjenerne og hver den som hadde skilt sig fra landenes folk til Guds lov deres hustruer, deres sønner og deres døtre, enhver som hadde kundskap og indsigt, holdt sig til de anseede, — viise, forstandige blandt sine brødre og gik under forbandelse og ed ind paa at ville vandre efter Guds lov, som var git ved Moses, Guds tjener, og at holde og at gjøre efter alle Herrens — vor Herres — bud og hans love og forskrifter, og at vi ikke skulde gi vore døtre til landets folk, ei heller ta deres døtre for vore sønner. De vedtok at bringe alle offergaverne til Guds hus og vilde saaledes ikke svigte sin Guds hus (vers 35, 39). Disse grundet nøie paa, hvad der var Guds velbehagelige vilje. Disse folk var det, som atter gjenreiste det faldne Jerusalem og tok bolig der.

Nu er det ved os — som levende stene — at det himmelske Jerusalem skal bygges, hvortil hjørnestenen er lagt — Kristus Jesus.