Hovmodet

Hovmodet.

Hvis vi ikke vil smigre for os selv vil vi ikke være istand til at finde andet end hovmod og forfængelighet i os selv, hverken overfor Gud eller mennesker eller os selv. Vi indbilder os at være noget og er dog intet. Hvem liker ikke at bli rost? Eller, hvis han er ufølsom overfor ros, hvem ophøier sig ikke da over denne sin ufølsomhet? Hvor findes et guddommelig oplyst menneske, der ikke opdager at hovmodet er skjult tilstede endog bak ydmyghet og ydmygelser? Hvad mig selv angaar, tilstaar jeg, at jeg kan vende mig til hvilken side jeg vil, jeg ser intet andet end hovmod i mig selv.

Det er helt begrundet, naar der staar skrevet: «Som idel forfængelighet staar hvert menneske der». Salm. 39, 6.

Har man anledning til at tale om sig selv saa sier man det som er fordelagtig og tier stille med det som er ydmygende. Man vil synes mere end man er, baade efter naturen og efter naaden. Man tvinges til at si med Salomo: «Altsammen er forfængelighet». Præd. 1, 2.

Intet av dette kan bestaa for Gud paa grund av hans væsens renhet og hans evige sandhet. Derfor maa vi uttømmes for alt dette. Bare ett bestaar og forblir for altid nemlig: Guds vilje; denne vilje utrydder alt andet. Et menneske, der er fyldt av Guds vilje uttømmes litt efter litt for begjærlighet og hovmod og for al seen paa sig selv.

Menneskets hovmod kan bare styrtes for eget sverd. Vor egen elendighet, vore svakheter, alt det foragteligste ved os, maa tjene til at utrydde vort hovmod. Selv hovmodet med alle dets forfærdelige følger befrir os. Det gaar dermed som med skorpionen, der har baade død og lægedom i sig. Den som har erfaret vil forstaa det.

Mennesker, som er opblæst av hovmod er som bjerge; slike bjerge indtar Gud ved prøvelser, svakhet og elendighet. Alt det usleste og mest ydmygende kommer og indtar disse hovmodsbjerge, som synes at være hellige bjerge. Og naar egenkjærligheten tror, at den bare har et par skridt til at ta for at kunne stige ind i himmelen og gjøre Gud hans herredømme stridig, saa finder den pludselig alle tilgange stoppet. Bjerget blir indtat og denne aand, der mente sig at være hævet over alt, befinder sig sælsomt fornedret. Forstanden er beskjæftiget med alle slags urene ting. Hukommelsen er fyldt med de frygteligste fantasier, viljen med uordentlige tilbøieligheter; kortsagt, bjerget blir intat, hvor høit det end synes at være.

Som Peter sa til Frelseren: «Om de end alle forarges paa dig, saa vil jeg dog ikke forarges». Matt. 26, 33. Her stilles vi foran et ivrig menneske som mener at alt er mulig for ham, fordi han endda ikke har erfaret sin svakhet og elendighet. Imidlertid er det som man i denne stilling mener er stor kjærlighet bare en hemmelig formastelse. Denslags feil begaar man ofte, indtil man har faat grundig erfaring for hvad man er.

O Herre, hvor megen naade maa der ikke til fra din side, og hvor mange fold koster det ikke os, før vi er fuldt overbeviste om denne sandhet; særlig før denne gift er bragt ut av saadanne hjerter, som av naturen er hovmodige, og som fra barndommen av har hat noget ergjerrig ved sig. Gud alene kan meddele dette, den sande ydmyghets lys og den oprigtige mistro til sig selv. Ingen menneskelig overtalelse kan overbevise os derom. Saa helt gjennemtrængt er vi av selvagtelse og blandet av egenkjærlighet ogsaa i de allerbedste saker. Den guddommelige mester forsikrer, at alle disciplene vilde forarges paa ham. Men Peter mente han dannet en undtagelse. O, du gode discipel, hvor nødvendig var det at du engang følte din svakhet. Du som syntes at være den modigste av alle, du faldt først og dypest.

Den som i sandhet er ydmyg og har erkjendt sin svakhet gaar ikke slik til verks. Han vet at uten Jesus Kristus kan han intet gjøre. Har han gjort en feil eller en fristelse trænger ind paa ham, saa ser han sønderknust hen til sin Gud og tilkjendegir, at han ikke venter noget av sig selv; men at han sætter sin hele tillid til ham alene. Denne oprigtige ydmygelse befrier mennesket fra alle snarer, idet han drages ut av sin egen svakhet og ind i Guds kraft.

Hvor stor Guds godhet er, at han tilgir os de groveste synder saasnart vi ydmyger os. Om man dog visste at nyttiggjøre sig de feil, man begaar, istedetfor at bli nedtrykt og tvilende, ja endog synde igjen fordi man allerede har syndet, idet egenkjærligheten fører os ind i en falsk ydmyghet, der sier at Gud ikke vil tilgi os. Den sande ydmyghet gjør at man ikke undrer sig over sit fald, men blir sønderknust og ydmyget, men ikke mismodig.

Likesom Jesus Kristus beviste menneskene sin naade og gunst ved sin fornedrelse, saaledes blir menneskene bare ved fornedrelse og sønderknuselse delagtig i denne naade. Menneske, der blir intet utvirket i dig uten ved fornedrelse, likesom der ikke er utvirket noget for dig uten ved Guds fornedrelse. Maalet av tilintetgjørelse i dette liv vil være maalet av herlighet og ophøielse i det nye liv. Og likesom Kristus har ydmyget sig under alle saa er han ogsaa ophøiet over alle. Den eneste maate et menneske kan forherlige Gud paa, er at ydmyge sig for ham, slik at han kan faa virke i hans sønderknuste aand.

Den sande ydmyghet bestaar i at man gir Gud alt, og intet beholder selv. Ydmygheten erstatter Gud, hvad hovmodet har berøvet ham. Derfor æres Gud bare av de ydmyge.