Ta det tålmodig

Ta det taalmodig.

Men om I er taalmodige (engelsk: tar det taalmodig) naar I gjør det gode og allikevel maa lide, dette finder naade hos Gud. 1. Pet. 2, 20.

Dertil blev vi kaldt. «Kaldt fra mørke til vidunderlig lys for at fremvise (eng.) hans dyder». 1. Pet. 2, 9 som kaldte os. Dette er det himmelske kald. At være levende aapenbaringer av Jesus Kristus. At lide uret. At gjøre vel . . . lide for det (og) ta det taalmodig. «Dette er naade». Dette er velbehagelig for Gud. Dette er værdig. Ja, dette er Jesu liv aapenbaret i vort dødelige kjød. Dette er at vandre som han vandret.

Se paa det forbillede vi har i Herren fra himmelen: 1) Han gjorde ikke synd (V. 22) Og dog blev han regnet blandt overtrædere. Han kunde si til sine fiender: Mange gode gjerninger har jeg vist eder fra min Fader, hvilke av dem er det I stener mig for?» Joh. 10, 32. De hatet ham uten aarsak. Han taalte at «lide uret».

2) Der var ikke svik i hans mund. V. 22.

«Som ham har intet menneske talt. Alle gav ham vidnesbyrd og undret sig over de livsalige ord som utgik fra hans mund. (Luk. 4, 22). Og dog — led han uretfærdig. 3) Han truet ikke naar han led. V. 23.

Han lot sin ryg piske, han skjulte ikke sit ansigt for skam og spyt. Hellig, harmløs, ubesmittet, — gjorde han vel — og led virkelig under foragten. Han følte virkelig spotten og ydmygelsen som blev lagt paa ham. Han sa: «Forhaanelse har brudt mit hjerte.» Salme 69, 21. Han vidste at en frygtelig hjemsøkelse ventet dem som sa: «Hans blod kommer over os og over vore børn», dog — han var stum, han truet ikke.

4) Taus overlot han alt til Gud.

For ham var det «den kalk som Faderen har git mig». «Hvorfor ikke heller lide uret?» sa apostelen Paulus til korintierne! Jo, isandhet — med slik et kald og slik et forbillede!

Hvor ofte vi har tyet et sted alene med Gud for at fælde bitre taarer over en «ordkrig» eller «tungers kiv», som kunde være undgaat, om vi hadde kjendt den naade at lide uretfærdig.

Hvordan er denne naade mulig for mænd og kvinder i den nærværende onde verden?

La os se hvor klart apostelen gir os hemmeligheten til forløsning fra den selv-forfegten og det selvforsvar som er den rene kontrast til Lammets aand.

«Han som bar vore synder paa sit legeme op paa træet, for at vi skal avdø fra vore synder og leve for retfærdigheten, han ved hvis saar vi er lægte.» V. 24. Peter kjendte korsets kraft, likesom han «elskede broder Paulus». Han hadde været vidne til Kristi lidelser. (1. Pet. 5, 1). Hvor levende han kunde avmale forbilledet; hvor han maa ha bævet ved tanken paa fornegtelsen i Caifas’ hus, da den ydmyge og sagtmodige blev «saaret» av en av sine venner! Hvor taarene maa ha kommet ved erindringen om at Mesteren til gjengjæld ga ham et kjærlig blik, et blik. Et blik som knuste hans hjerte. Jo! Peter kjendte Golgata og vender sig fra forbilledet for at vise livshemmeligheten ved at taale sorg og lide uret med disse ord: «Han bar vore synder op — for at vi avdøde» med ham som døde, kan følge hans spor.

«Hvis jeg bare kunde faa «den eller den til at høre», lyder det saa ofte. Men Peter fortæller os, at vore elskede kan vindes «uten ord».

«Vindes» ved at ta taalmodig al motsigelse, al uretfærdig lidelse. Saaledes kan jordiske kar iføres den himmelske prydelse «en sagtmodig og stille aand» som i Guds øine er kostelig.

Saa være det til hans ære. Amen.