Ta vare på samfunnet

Ta vare paa samfundet.

Vort indbyrdes samfund er ikke knyttet sammen ved at vore navn er skrevet med pen og blæk i en og samme bok; ti det gir sig selv ut fra hver enkelts livstilstand. Dog skal samfundet tas vare paa, for at ikke satan skal daare og skille os.

For at bevare samfund med hverandre maa vi vandre (tænke, tale, handle) i lyset. (1. Joh. 1, 17). Alt som aapenbares, er lys. (Ef. 5, 13). Vi skal derfor kun rette os efter det som er aapenbaret. Hvad vi synes og føler er ubrukbart. Der kan ikke med rette dømmes i dette, uten ved Guds lys. Saaledes kan kun Gud ha nogen virkelig mening paa disse felter; ti hadde han aapenbaret os det, da visste vi det og hadde ikke bruk for at synes eller føle noget desangaaende.

Naar jeg drar slutninger og dømmer efter andet end det aapenbarede, da er jeg i mørke, og satan saar avind ind i sjælen — slik at jeg efterhvert kommer mere paa avstand fra min bror, og nærmer mig fordærvelsen.

Veien til lægedom er at kuldkaste og fordømme sine meninger, idet man erkjender at man slet ikke har faat sine oplysninger fra Gud, og at det hele derfor godt kan være anderledes end jeg tænker. Jeg behøver ikke derfor tænke det motsatte, men kan være uten mening om saken; ti den som intet vet, kan intet fortælle, ei heller fælde nogen dom.

Om jeg mener at vite noget fra Gud, noget som jeg mener er feil hos min bror, kan jeg si det til ham som oplysning. Det bør jeg gjøre, dersom jeg tror det sandsynlig at han kan indse det og at han vil være taknemlig for at bli gjort opmerksom paa det. Ellers ikke. Tar han ikke imot det, har jeg foreløbig intet mere at si desangaaende, men skal fortsætte at ha den samme omsorg og kjærlighet overfor ham, idet jeg gjør efter min samvittighet, og gaar ut fra at han gjør efter sin. (Gjælder det aapenbar synd, blir fremgangsmaaten anderledes, og den staar nøiagtig beskrevet i skriften).

Jeg kan trøste og berolige mig selv i saadant tilfælde ved at lægge mig paa hjerte at Gud uavladelig har arbeidet med mig paa samme maate, like fra den stund jeg blev født av ham ved uforgjængelig sæd. Det som jeg kjender som en ekstraordinær sorg, at en bror en enkelt gang imellem ikke mottar min tilrettevisning som er saa vel ment — det er det Gud jevnlig i mere eller mindre grad er vidne til overfor hver enkelt av os. Hans langmodighet blir os til frelse! Som han viser langmodighet mot mig, saa jeg mot andre. Desuten kan jeg bli enig med mig selv om at jeg kan ta feil; Gud kan ikke.

Skillet mellem menigheten og de øvrige er for os ikke egentlig at denne er bedre end de andre; men sikkert at den vil noget bedre end disse. Vi har ikke samfund med hverandre fordi vi gjensidig synes vi er saa udmerkede og sympatiske, men først og sidst p.g.a. vor tro og bekjendelse, dernæst ogsaa p.g.a. og i forhold til den uforgjængelighet som ved troens lydighet er blit vort liv.

Vor svakhet og daarlighet efter vort naturlige væsen skal ikke paa nogen maate hindre det indbyrdes samfund. Tvert imot er det samfundet med hverandre i tro og kjærlighet som ved de forskjellige lemmers indbyrdes tjeneste skal fordrive det daarlige litt efter litt. Her gjælder visdom. Den kjødelige fatter ikke dette. Han skjønner ikke andet end at vælge og dømme efter det der smaker hans gane i øieblikket. Guds langmodige og miskundelige arbeide med hver enkelt er ham i grunden fremmed.

Frafald fra menigheten og fordærvelse kommer ofte av en av følgende 2 aarsaker: Man lukker sig til for brødrene, slik at ens tanker ikke blir aapenbare for dem. Eller man dømmer andre efter noget som ikke er aapenbaret for en selv. I begge tilfælder kommer man i mørke og vet ikke hvad man snubler over. Man blir i den grad forblindet, at man tror sig at kjæmpe for ret og Guds velbehag midt i en tilstand, da ondskapen hersker i en.

At være aapenbar for hverandre er en livsbetingelse i menigheten, og hvor der er en tilsynsmand — især da for ham. Den som beholder sit hjertes tanker for sig selv, han utelukker sig selv fra menigheten. Tilsynsmanden og menighetstjenerne forøvrig maa være aapenbare for de øvrige, for at disse i tillid kan hænge fast ved dem slik som de er aapenbaret. (2. Kor. 5, 11). Og enhver av de hellige maa være mest mulig aapenbar for sine veiledere, for at disse kan ha sit regnskap saa fuldstændig som mulig — og derved lettere og bedre kan arbeide med paa hver enkelts frelse. (Hebr. 13, 17).

For at kunne færdes ulastelig i Guds hus, som er menigheten, er det nødvendig at ha rede paa og elske den lov der sier: «Det skjulte er for Herren . . . det aapenbarede er for os . . .» (5. Mos. 29, 29). Dette maa være rettesnoren for vort forhold til hvert enkelt lem.

Vi skal dømme dem som er indenfor, og støte de onde ut fra os. (1. Kor. 5, 12).

Hvad skal vi dømme efter, og efter hvilket skal vi støte nogen ut? Efter det aapenbare! Ikke naar vi synes at forstaa det er noget galt fat; men i tilfælde naar dette har git sig utslag i det aapenbare, slik at det kan paavises og alle i menigheten kan si: «Amen». Ellers vil man føle og synes forskjellig.

For mig selv kan jeg dømme naar Gud har aapenbaret mig en ting. I menigheten skal tilsynsmanden dømme først naar saken er aapenbar for alle. Naar aapenbarelsen er i det skjulte, kan jeg dømme i det skjulte; naar den er i det aapenbare, kan jeg dømme i det aapenbare. (Se Tim. 5, 20).

Kjødelige mennesker handler ikke overensstemmende med denne enkle, greie lov; ti den er ikke levende i dem. En aandelig mand kjender den og elsker den.