Retledninger.

1. Vogt dig for at vidne: «Jeg er død». Det henleder opmerksomheten paa dig selv og er kun dit eget jeg i en anden form. Vi skal tale om vor levende Herre og alt, hvad han er for os. Vi skal ogsaa ta imot enhver formaning, saa vi kan lære os selv bedre at kjende og bli befriet fra alt. Paa denne maate blir vor ydre vandel meget snart bragt i harmoni med Kristus i os, og motsigelsen mellem vidnesbyrd og liv vil undgaaes. Vogt dig for at diskutere om aandelige sandheter. 1. Kor. 8, 2 slaar til ord for ord.

2. Vogt dig for at jage efter «erfaringer». Overlat dig i Guds kjærlige haand, og la ham gjøre med dig, hvad han vil, og føre dig, hvorhen han vil.

3. Vogt dig for ved din søken efter videre velsignelser at miste freden i din sjæl. Gud kan ikke virke i ængstelige hjerter, selv ikke i saadanne, som er ængstelige for sine aandelige erfaringer. Ta ham paa ordet, men overlat opfyldelsen til ham.

4. Vogt dig for at bedømme Guds ord efter din erfaring. Guds ord er sandt, hvad dine erfaringer ogsaa kan være.

5. Vogt dig for at ville føle, at du er død. Allerede i ordlyden ligger her en motsigelse. Om vi bokstavelig hadde forlatt denne verden for at gaa til en anden, saa vilde vi heller ikke «føle» os døde.

6. Vogt dig for at tro mere paa din «anseen dig for død», end paa den levende Gud, som først maa gjøre din anseen dig til sandhet.

7. Overlat dig til den Helligaand, og han vil sørge for, at sandheten griper dig.

8. Gud har aldrig sagt, at du skal kunne skue ind i dig selv og til din egen tilfredsstillelse si: «Mit jeg er forsvundet». Andre vil merke, at det er sandt, mens du fremdeles hviler paa Guds ord, at du er død med Kristus, og stoler paa ham, at han vil aapenbare sit liv i dig.

9. Tænk paa, at det at være død med Kristus, ikke hitsætter dig i en tilstand, men i en stilling. Naar du ved den Helligaands virken har erfaret din død med Kristus, og er ført ind i den herlige frihet, saa gjælder det for dig hvert øieblik at staa fast i denne stilling; dette er nemlig netop at bli i Kristus. Hvilen i ham kræver ingen anstrengelse, naar vi forlater os paa den Helligaand, at han holder os fast.

10. Husk, naar du grunder dig paa Guds gjerning, skal ikke du gaa og se efter, om hans verk er fuldbragt, eller holde øie med Guds «virken» i dig (Kol. 2, 12). Staar vore føtter paa hans ord, skal han, der mægtig virker i os, utføre sit verk i dypet av vort væsen. Begynder du at spørre: «er jeg død eller ikke?» saa maa Gud vente, indtil han faar bragt dig til helt at forlate dig paa hans ord.

11. Husk, at fienden vil gjøre dig hver tomme av marken stridig. Djævelen er ikke død. Søker vi skjul i Kristus paa korset, saa er han ofte endnu virksommere. Gud bevare dig for alle hans spidsfindigheter. La Gud stride med djævelen, saa er seiren altid viss.

12. Husk, at det er til ingen nytte at be Gud om befrielse fra dit eget «jeg», saa længe du holder tilbake den mindste ting som kan tjene det. Kun det oprigtige ønske, at Kristus skal ta vort hjerte fuldstændig i besiddelse, kun at vi virkelig bringer til korset alt, hvad der kommer i lyset, kan hitføre befrielsen. Saa skal vi huske, at Gud ofte finder det for godt at la os bli i enkelte prøvelser, til vi ikke længer forsøker paa at komme ut. Det var derfor bedst straks i begyndelsen at si: «Herre, som du vil.» Den, som staar imot, faar meget at gaa igjennem.

Herrens maal med os er «liv», liv ut av døde (Rom. 6, 5): «Ti dersom vi er blit forenet med ham til likhet med hans død, saa skal vi og være det til likhet med hans opstandelse».

La os betro os til ham. Han vil fuldende sit verk i os, naar vi overlater os til hans virken. La os ha fuld tillid til ham og altid uten nølen adlyde ham!