Anvisning for et hellig liv

Anvisning for et helligt liv.

1. Det mest nødvendige middel til vor fuldkommengjørelse er indesluttet i dette Guds ord til Abraham: Vandre for mit aasyn og vær fuldkommen. 1. Mos. 17, 1.

2. Guds nærvær beroliger sindet og gir en behagelig hvile og fred selv midt i vort daglige stræv, naar vi er helt hengit til ham.

3. Naar vi har fundet Gud ser vi ikke længer noget eftertragtelsesværdig i menneskene. Vi maa da opgi vore bedste venner; ti den gode ven i hjertet — vor nidkjære brudgom — taaler ingen og intet ved siden av sig.

4. Der kræves ikke megen tid til at elske Gud, for at trænge sig nær til Ham og nyte Hans nærvær, for at løfte vort hjerte til Ham, eller for at tilbede Ham fra bunden av vort hjerte. Heller ikke for at fortælle Ham hvad vi gjør og lider; ti Guds rike, som er indeni os, kan intet fortrædige.

5. Naar sansernes jag og forstyrrelser og fantasiens streiftog hindrer os fra at komme i en fredelig og rolig sindsstemning, da la os ialfald med oprigtig vilje berolige os selv, og det blotte ønske om ro viser sig paa en maate tilstrækkelig. Dernæst maa vi med oprigtig hensigt vende vort sind indad og gjøre hvad som helst Han kræver av os.

6. Vi maa med hele vor sjæls kraft og evne stadig stræbe efter at vække ønsket i os efter at bli helliget og hengit til Gud. Det vil si betragte ham med vort sind og elske ham med vor vilje. La os dernæst bede om at alle vort sinds handlinger maa være helliget ham.

7. La os være forsigtig med ikke at bli optat forlænge med indvendige eller utvendige unyttige ting, der skaper forstyrrelser baade i hjerte og sind, saa man senere har vanskelig for at bli tilstrækkelig indadvendt og paa den maate finde Gud.

8. Saasnart nogen fremmed tanke gir os fornøielse og glæde, da la os trække vort hjerte bort fra det, saa ikke hjertet skal finde sin hvile i det som ikke er det sande maal og det høieste gode, nemlig Gud selv.

Bare vi er trofast i aldrig saa liten grad, naar det gjælder at vende vort sind fra det skapte, saa det ikke faar ta bolig i hjertet, som Gud har bestemt for sig selv for der at bli æret, tilbedt og elsket, skal vi snart faa smake den rene glæde som Gud aldrig negter den sjæl, der er fri og løst fra alle verdslige lyster.

9. Naar vi merker i os selv en sterk begjærlighet efter hvilkensomhelst ting og vor lyst og tilbøielighet driver os til at handle for hastig, det kan bare være at si noget eller gaa et sted, da la os lægge baand paa os selv og sukke til Gud at han vil stanse vore tankers ilfærdighet og den bevægelse som vil beherske os; for han har sagt, at hans aand bor ikke i hastverk og uro.

10. La os passe paa, at vi ikke interesserer og beskjæftiger os for meget med hvad andre sier og gjør; ti faar dette for meget indpas i vort sind, blir det en kilde til forstyrrelser.

11. Saasnart vi skjønner hvad Gud forlanger av os, i hvilkensomhelst retning det viser sig for os, da la os gaa løs paa det og trække os bort fra alt andet.

Paa denne maate bevarer vi altid en frihet og jevnhet i sjælen og blir befriet fra en mængde unødvendige ting, som tynger sindet og hindrer det fra at vende sig til Gud.

12. Et utmerket middel til at kunne beholde den indre ro og frihet i aanden er, at vi ved fuldførelsen av enhver handling lægger baand paa alle de derpaa følgende egenkjærlige betragtninger, der undertiden føles som tom glæde eller til andre tider som sorg. Dette er et av vore største onder.

Lykkelig er det menneske som ikke beholder andet i sit sind end det nødvendige, og som kun tænker paa hver ting just naar tiden er til at tænke paa det, saa Gud faar vække erkjendelse og begrep om tingene ved indtryk og aapenbarelse av sin vilje, heller end det urolige sind skal forutse og finde dem ut.

13. La os under vore beskjæftigelser i det daglige liv vænne os til at være indadvendt og betragte Gud. La os paa den maate dæmpe hjertet, naar det er urolig og bevæget. La os avstaa fra alle tomme glæder og søke fjernet unyttige tanker og vilde fantasier, ikke tale unyttige ord.

La os søke Gud av hjertets inderste og vi skal sikkert finde ham, og med ham glæde og fred.

14. La os i vore ytre beskjæftigelser være mer optat av Gud end med alt andet. For at kunne utføre arbeidet godt maa vi gjøre det for hans aasyn og for hans skyld. Ved synet av Guds storhet vil sjælen faa ro og stilhet. Som før et ord fra Frelseren øieblikkelig stilnet en vild og rasende sjø skal nu et blik fra os til ham og fra ham til os gjøre det samme.

15. Vi maa ofte opløfte vort hjerte til Gud; han vil rense, oplyse og lede det. Det var den hellige profet Davids daglige øvelse. Jeg har, sier han, sat Herren stadig foran mig, Ps. 16, 8. La ogsaa os hyppig gjenta disse skjønne uttryk av den samme profet, Ps. 73, 25, 26: Hvem har jeg i himmelen uten dig? Der er ingen paa jorden jeg attraar foruten dig. Gud er mit hjertes styrke og min del evindelig.

16. Vi trænger ikke til at vente paa ledige timer for at lukke døren og trække os tilbake i os selv; for det øieblik vi beklager vor mangel paa tilbaketrukkethet er nok til at bringe os ind i den. Vi maa vende vore hjerter mot Gud paa en likefrem og fortrolig maate og med en sterk forvisning. De mest avbrutte smaastunder er gode til alle tider selv ved maaltiderne eller naar andre taler. Unyttige og lange, kjedelige historier og fortællinger kan istedetfor at trætte oplive os ved at de yder os anledning til indre tilbaketrukkethet. Saaledes vender alt sig til det gode for den som frygter Gud.

17. Vi skulde ofte læse slike bøker som er passende og egner sig for vor tilstand og stilling. Under læsningen skal man ofte standse for at gi rum for aandens fortolkninger. To eller tre enkle ord som er fulde av Guds aand er den skjulte manna, og skjønt vi glemmer ordene, virker de dog i stilhet, og sjælen trækker føde og næring fra dem.

18. Vi maa stræbe efter en fortsat, stadig forbindelse i samfundet med Gud. La os være forvisset om, at den mest værdifulde og ønskelige stilling i dette liv er den kristne fuldkommenhet, som bestaar i sjælens samfund med Gud. Et saadant samfund indeslutter i sig alle aandelige goder, — en fortrolighet med Gud saa stor, at der findes ikke to venner paa jorden, der taler saa ofte sammen, heller ikke med større kjærlighet, frihet, lethet og hjertets aapenhet. En underfuld aandens frihet, som hæver os over alle livets hændelser og omskiftelser, og som befrier os fra tyranniet av alle menneskelige hensyn. En ualmindelig kraft til utøvelsen av alle vore handlinger, et heldig utfald paa alle vore foretagender. En sand kristelig konduite i alt vi foretar os, en fred og fuldkommen ro i alle stillinger, kortsagt: en stadig seier over egoismen og vore tilbøieligheter.

19. Dette er den lykkelige tilstand til hvilken vi er kaldt, vi, hvem Gud har adskilt fra denne verdens fordærvelse. Hvis vi ikke blir delagtig i disse himmelske gaver, er det vor egen feil, eftersom Guds Aand stadig gjør os mottagelig og bevæger os til at hengi os efter dem. Men vi motstaar ham ofte enten ved aapenbar ulyst eller hemmelig avslag eller av mangel paa beslutning og mot, eller vi lar os selv med vilje bedra av egoisme, paafund og kunstgrep, som avler i os overflod av ond eftergivenhet og feilagtig styrelse. La os ikke mer bli lokket hertil; men som apostelen sier: Vandre forsigtig, ikke som daarer, men som vise, bedøm tiden; ti dagene er onde.