Et liv i bønn

Et liv i bøn.

Eftersom sjælen fyldes med længsel efter aabenbarelsen av Guds herlighet for os og i os, ved os og omkring os, og samtidig fyldes med tillid til, at han hører sine barns bønner, løftes sjælens inderste liv stadig opad i avhængighet og tro, i længselsfuldt begjær og tillidsfuld forventning.

Det er ikke vanskelig at si, hvad der kræves for at leve et saadant bønnens liv. For det første uten tvil en fuldstændig selvopofrelse for Guds rike og ære. Den, som bestræber sig for at bede uten avladelse i den tro, at han dermed blir saa meget frommere og bedre, vil aldrig opnaa dette. Det er selvforglemmelse og livets hengivelse til Gud og hans ære, som utvider hjertet, som lærer os at betragte alle ting i lyset av Guds vilje og som i alt omkring os erkjender trangen til Guds hjælp og velsignelse, som en anledning til en forherligelse av ham. Fordi da enhver ting er veiet og prøvet ved den ene ting, der fylder hjertet — Guds ære, og fordi sjælen har lært, at kun hvad der er av Gud kan ogsaa bli til hans ære, blir hele livet opadvendt, blir et rop fra inderste hjerte, at Gud vil bevise sin magt og sin kjærlighet og la sin herlighet lyse. Den troende vaakner til bevissthet om, at han er en av vægterne paa Zions mure, en av Herrens paamindere, hvis bøn rører og bevæger himlens konge til at gjøre, hvad han ellers ikke vilde gjøre. At glemme sig selv og leve for Gud og Guds rike blandt menneskene, er veien til at lære at bede uten avladelse.

Jesus har sagt: «Beder og I skal faa», og i samme grad som denne forsikring vinder herredømme i os, og det blir en fastsat ting, at vi beder, og Gud gjør efter vor bøn, tør vi ikke forsømme bruken av denne underfulde magt, og sjælen vender sig ganske til Gud og vort liv blir en bøn. Vi ser, at Herren behøver, og at han tar tid, fordi vi og alle omkring os er tidens børn under vekstens lov; men da vi vet at ikke en eneste troens bøn kan gaa tapt, at det undertiden er fornødent, at der maa opsendes mange bønner, at utholdende bøn er uimotstaaelig, blir bønnen den rolige bestaaende livsstrøm i vort troesliv i samfund med Gud. La os ikke længer ved vor ræsoneren begrænse og svække den levende Guds sikre og frie løfter, idet vi berøver dem deres kraft og os selv den underfulde tillid, de skulde indgi os. Ikke hos Gud, i hans skjulte raad eller i hans løfters begrænsethet, men hos os, i os selv ligger hindringerne; vi er ikke hvad vi skal være for at faa løfterne opfyldt. La os aapne hele vort hjerte for Guds løfters ord i al deres likefremhet og sandhet. De vil ransake os og ydmyge os, løfte os op og gjøre os glade og sterke. Og for dens tro, som vet, hvad den beder om, er bønnen ikke et arbeide eller en byrde, men en glæde og en seier; den blir en nødvendighet og en anden natur.

Denne forening av sterkt begjær og fast tillid er igjen intet andet end den Helligaands liv inden os. Den Helligaand bor i os, skjuler sig i vort væsens dyp og vækker vor længsel efter den usynlige og guddommelige, efter Gud selv. Hvor et Guds barn virkelig lever og vandrer i Aanden, hvor han ikke er tilfreds med at forbli kjødeligsindet, men stræber efter at bli aandelig, et i alle maater brukbart redskap for Guds aand til at aabenbare Kristi liv og Kristus selv, der kan ikke den velsignede søns uophørlige forbøn andet end aabenbare og gjenta sig i vor erfaring. Fordi det er Kristi aand, som beder i os, maa vore bønner bli hørte; fordi vi beder i aanden behøves tid og taalmodighet og stadig fornyelse av bønnen, indtil enhver hindring er beseiret, og overensstemmelsen mellem Guds aand og vor blir fuldkommen.

Kristus lærer os at bede ved at vise, hvorledes han gjør det, ved at gjøre det i os, og ved at lede os til at gjøre det i ham og i likhet med ham. Kristus er alt, ogsaa livet og kraften til et liv i uavladelig bøn. Synet herpaa, synet paa den stedse bedende Jesus, sætter os istand til at bede uten avladelse. Fordi hans presteskap er kraften av et evig liv, det opstandelsesliv, som aldrig forgaar, og fordi hans liv er vort liv, kan bønnen uten avladelse ikke bli mindre for os end himmelsk livsglæde.

Foreningen mellem vinstokken og grenene er i selve gjerningen en bønneforening. Den største likhet med Kristus, den mest velsignede delagtighet i hans himmelske livs herlighet, er at dele hans forbedergjerning, at vi altid lever med ham for at bede. Under erfaringen av foreningen med ham, blir bønnen uten avladelse — en mulighet og virkelighet, den helligste, mest velsignede del av vort hellige, velsignede samfund med Gud. Vi har da vor bolig indenfor forhænget, i faderens nærhet. Bønnen uten avladelse er den jordiske aabenbarelse av himlens komme til os, forsmaken paa det liv, hvor de ikke ophører dag eller nat med sin tilbedelse og lovsang.

«Herre, lær os at bede!»