Troens to stadier

Troens to stadier.

Der er en menneskelig side av troen som heter: at ville tro. Der er nogen som endnu ikke har tro, men som vil tro. Derimot er der andre som ikke vil tro. Det er om disse Johannes sier: Den som ikke vil tro paa sønnen skal ikke se livet. Joh. 3, 37.

Det er ut fra det hjælpeløse troen spirer frem. Fra den hjælpeløse og fortapte stilling søker menneskenes øine rundt efter hjælp. Saa lyder budskapet om Jesus hen til deres øren. Ham vil de tro! Men dermed er de ikke helt hjulpne. Man kan tale med mange saadanne hjælpeløse sjæle som sier: «Jo, jeg vil saa gjerne tro.» Det kan paa en anden maate sies! «Jeg vil saa gjerne ha denne frelse.»

Naar en sjæl vil tro saa ser vi at denne side av troen skaper bøn om at faa. Den som beder maa tro at Gud er til, og at han lønner dem som søker ham. Hebr. 11, 6.

Nu vet vi at Gud er fuld av barmhjertighet, og han ser til den elendige naar han roper, og til den som er sønderbrudt og sønderknust i sin aand. Og han gir derfor sjælen hvad den beder om.

Fra det øieblik har sjælens tro faat en hel anden karakter. Spør du denne sjæl om han vil tro, da vil han svare: Nu er det ikke længer «vil tro», jeg har faat hvad jeg bad om; jeg har tro.

Her kommer vi til den anden side av troen:

GAVEN TRO.

Paulus sier: Ti av naade er I frelste, ved tro, og det ikke av eder selv, det er Guds gave. Efes. 2, 8.

Naar man har faat troen som en gave fra Gud, da har man en fuld og sikker forvisning om sin frelse. Da er der intet stræv med at «ville tro»; man har troen. Peter skriver til dem som

HAR FAAT SAMME DYRE TRO

som ham ved Guds og vor Frelsers Jesu Kristi retfærdighet. 2 Pet. 1, 1.

Gaven tro er den guddommelige side av troen som skaper salighet fordi den har.

Men som det er fra begyndelsen er det videre frem oven.

Nogen søker Aandens daap. De vil tro Gud for denne kraft, men de har endnu ikke erholdt den. Men den dag de har faat Aandens daap som svar paa sin bøn fra den kraftesløse tilstand, da har de faat hel og fuld tro paa denne velsignelse. Ut fra en levende og virkelig tro kan man saa videre forkynde denne Guds naade.

Vi gaar videre til helbredelse av legemet.

Den syke sier: «Jo, jeg vil nok tro Gud, han har jo al magt; Jesus gik omkring og gjorde vel og helbredet al skrøpelighet.» Den syke vil tro. Men dermed er ikke hjælpen der. Det er begyndelsen. Om der er hel trang og behov efter sundhet, da roper man til Herren i sin nød. Og han svarer. «Han sender sit ord og helbreder». Salm. 107, 20. Med et slag blir stillingen til Gud forandret. Nu er det ikke længer: jeg vil tro, men: jeg har tro. Og i denne tro kan man da ogsaa forkynde dette glade troens budskap til sukkende og lidende.

Læg merke til at den guddommelige tro i sit væsen tilfører os en sikkerhet og en visshet som blir som en anden natur i os. Den blir som en besegling i vort indre.

Vi gaar videre til iklædelsen av dyder.

I Kor. 3, 12 heter det: Iklæd eder da, som Guds utvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighet, godhet, ydmyghet, sagtmodighet, langmodighet, saa I taaler hverandre og tilgir hverandre om nogen har klagemaal mot nogen, som Kristus har tilgit eder, saa og I! Men over alt dette iklæd eder kjærligheten, som er fuldkommenhetens sambaand.

Gud anbefaler os at iklæde os disse ting. Forsøk og se om det er mulig. Du magter det ikke. Hvordan vil du gjøre det? Ta f. eks. inderlig barmhjertighet. Iklæd dig den. Hvordan vil du begynde? Du ser du staar overfor det umulige. Og du slaar dig kanske tilro og sier: Gud vil nok danne mig efterhvert. Det kommer ikke alt paa en dag. Ja, men om du nu trængte netop idag til at tilgi en anden som Kristus har tilgit dig. Du tænker, det er saa let at tilgi. En synder mot dig og ber om tilgivelse. Han faar. Han synder igjen. Du ærgrer dig over at han skadet dig, var undlatende, baktalte, men han ber om og han faar tilgivelse. Han synder igjen mot dig. Nei, det var tredje gang, bruser det i dig. Nok en gang: Det var fjerde, femte, sjette gang. Og han vil kalde sig en kristen, en broder — — — uh. End syv gange sytti? Kanske du midt under det hele, for ikke at være som ham, sier i dit hjerte: Jeg vil tilgi. Men du tæller hans synder og gjemmer hans overtrædelser og du ser paa din skade. Er det let at tilgi og glemme? Som Kristus har tilgit os, skal vi tilgi hverandre! Du trænger inderlig barmhjertighet. Skriften sier: «Iklæ eder.»

Hvor man her faar se sin elendighet og hjælpeløshet, sin magtesløshet; ens egen kjærlighet viser sig kun som et tiltak, der straks synker i grus som alt andet menneskelig.

Ut fra denne selverkjendelse stiger bønner og rop frem. Vi vil tro Gud. Og Gud hører. Vi faar inderlig barmhjertighet. Vi faar livets største magt: At kunne tilgi, som vi er tilgit. Da har vi iklædt os. Vi har en fuld tro, en guddommelig tro paa, at dette kan faaes, ti vi har faat. Saadan blir det. Disciplene sa: øk vor tro. Vi maa faa denne tro som en guddommelig gave.

Iklæd eder. Dette forutsætter trang. Det er skam at erklære sig saa nøken paa inderlig barmhjertighet og godhet. Derfor er der saa faa som anser sig værdig trængende, og faa søker hen til Guds klædeskammer. Og de blir derfor gaaende stolte i sine pjalter, mens de værdig trængende i ydmyghet gaar iklædt Guds fine og hellige klædning, der dufter som vellugtende urter. Og over det hele kan vi slynge kjærligheten som er fuldkommenhetens sambaand. Ja, isandhet hører det til fuldkommenheten at kunne tilgi syv gange sytti. «Giv os guddommelig tro, Herre!» Det er dog ikke alle som vil ha denne klædning. Det kan være bra at ha noget i bakhaanden, saa vi kan ta dem ordentlig ved leilighet, de som har ærgret os saa ved sine mange synder mot os. «Hevn eder ikke selv, mine elskede.» Rom. 12, 19.

Kan du iklæ dig disse dyder, saa du er likesaa sikker paa at du har dem, som paa at du er frelst?

I tro skal du vise dyd. Peter taler om de største og dyreste løfter, hvorved vi skulde faa del i guddommelig natur. 2 Pet. 1, 4.

Den som vil tro, faar tro paa disse løfter med hele deres indhold. Men ingen faar dem uten dem som er villig til at erkjende sin egen elendighet og fornegte hele sit gamle livs brukbarhet.

Vi gaar videre til de troendes arbeide.

Vi ber om vækkelse, men lever i vantro, idet vi kommer og klager over «haardt og tørt». Den som tror faar. Søk Guds tro, gaven tro. Da faar du vækkelse. Jeg saa en kvinde som levet i vækkelser, hvor hun kom. Hun tvilte ikke. Hun bad endog om et bestemt antal. Og hun fik dem. Det var som en lek med skjæbnen. Hun hadde tro. Det er denne tro Jesus omtaler: Hadde du tro som et sennepsfrø. En tro fuld av virkende liv, en skapende tro. Alt er mulig for den som lever i saadan tro.

En broder hadde tro paa synderes frelse og de blev ogsaa frelste hvor han kom, men saa kom han sammen med andre troende som ikke hadde guddommelig tro, og hans tro ebbet ut og han blev som de andre.

En broder som drev et kristelig arbeide i tro manglet en dag 3000 mark til arbeidet. Han la saken enkelt frem for Gud, snudde sig rundt til sin stabbe og hugget rolig sin ved, og — pengene kom.

Samme Guds tro mener Jesus naar han taler om at de ikke skal være bekymret for fremtiden, hvad de skal æte og drikke og klæ sig med. Og han henviser til blomsternes og fuglenes sorgløshet og Guds omsorg — skal da ikke Gud meget mere klæde eder, I litet troende. Er ikke I meget mere end de. Matt. 6. kap.

Hadde vi tro skulde vi se Guds herlighet og kraft. Ingen ting er umulig for Gud. Alle ting er mulig for dem som tror.