Til selvprøve

Til selvprøve.

Vi har vist alle truffet personer der roser sig av at de altid sier sin mening, — «tydelig og uten omsvøp» som det saa smukt heter. Og naar man en gang har truffet dem, saa er det merkværdig, hvor stor en plads man siden altid tilstaar dem — for ikke at komme dem for nær. Ti for det første er de meget ubehagelige, for det andet er de uhyggelig kritiske, og for det tredie er egenskaper som kjærlighet, venlighet og hensynsfuldhet noget som ikke findes i deres karakters forraadskammer. De er altid fuldt klar over, hvad en anden er og hvad han gjør — baade person og handling forstaar de straks at bedømme, og om rigtigheten av deres mening og dom er der ingen tvil. Og deres dom er likesaa bitter og bedsk som den er avgjort og bestemt, og de tar heller ikke i betænkning at la andre faa den at høre. Ser de en som er venlig, saa er han paa jagt efter en eller anden personlig fordel; hvis nogen utviser tilbørlig selvagtelse i sit arbeide og sin klædedragt, saa er han en indbildsk nar; er han stille og beskeden, saa er han en stakkar, som ingen personlighet har. Men de selv — de er likesaa uangripelige (og likesaa ubehagelige) som deres dom og deres mening. Husk dette du, som roser dig av at du «altid sier din mening!»