Hvis jeg elsker min bror og søster...

HVIS JEG ELSKER min broder og min søster, kan jeg umulig tale om dem med ringeagt. Jeg kan se deres feil, deres svakheter, deres avvikelser; men hvis jeg elsker, gaar jeg ikke stadig og taler derom; men jeg lider og sukker til Gud som er mægtig til at hjælpe dem, og jeg kan være sandheten tro i kjærlighet, og retlede dem saalangt jeg ser.

Likesom Gud ødelagde Israel, og der var en rotstub igjen, saaledes kan jeg nedrive tankebygninger og hø og straa; men Kristi kjærlighet vil drive til at skjelne det som er av Gud, og spare og verne om det. Paulus formaner til ikke at gjøre noget av tilbøielighet. Det ligger altsaa nær til.

Hvis jeg elsker den hvis fremgang er aabenbar for alle, som er velsignet med Aandens gaver, skulde jeg da ikke ogsaa elske den skrøpelige som dog er i samme legeme? Har Gud sat legemet saaledes sammen at det største lem har størst ære? Nei, ti da bliver der splid i legemet.

Kristi lov lyder, slik at de sterke er skyldige at bære de svake. Den ene sterke behøver ikke at bære en anden som er sterk; ti han er selv skyldig at bære. Men ikke alle svake gaar omkring og taler om sin svakhet, eller kræver at bæres. Dog, de skal bæres.

Kanske vil jeg se de sakner farten og blir trætte en dag, fordi de ikke magtet mer og der var ingen til at hjælpe. Skal jeg da være snar til at opgi dem, og foragte dem i mit hjerte? — Visselig, mange roper høit om sin kjærlighet; men en trofast mand — hvo finder ham? Ordspr. 20, 6.