En tjeners skikkelse

En tjeners skikkelse.

La dette sind være i eder som og var i Kristus Jesus, han som, da han var i Guds skikkelse, ikke agtet det for et rov at være Gud lik, men av sig selv gav avkald derpaa, og tok en tjeners skikkelse paa sig, idet han kom i menneskers lignelse, og da han i sin færd var funden som et menneske, fornedrede han sig selv saa han blev lydig indtil døden, ja korsets død.

Fill. 2, 5. 8.

Jesus tok ikke en leders skikkelse paa sig, men en tjeners skikkelse.

Han var i Guds skikkelse. Han holdt det ikke for et rov at hævde sig i denne stilling.

Man kan f. eksp. i vore dage se at mange prester holder det for et rov at være en prest lik, saa man endog kan se det utenpaa deres ansigt at de ligner en prest.

Der er mange som tar en leders skikkelse istedetfor en tjeners i vore forsamlinger.

Av sig selv gav Jesus avkald derpaa — og tok en tjeners skikkelse.

Men blev Jesus glemt fordi han gav avkald — og fornedret sig?

Peter sier om ham: Jesus fra Nasaret, en mand der var bleven utpeket av Gud. Ap. gj. 2, 22.

Derfor har og Gud ophøiet ham. Fill. 2, 9.

Det er forgjæves at et menneske vil hævde sig som leder, hyrde, lærer eller som hellig. Gud er den som utpeker manden som er efter hans hjerte baade i forsamlingen og ute blandt folket.

Men Gud utpeker ingen uten den som isandhet har git avkald.

I en forsamling kan mange slaas om at lede, men — man blir enig om at tjene.

En tjener blir utpekt av Gud: Om nogen er min tjener, ham skal Faderen ære. Joh. 12, 26.

Hvordan ærer Gud tjenere? Han utpeker ham midt i menigheten — som en der er lærer, hyrde, leder eller evangelist.

Disse agter det ikke for et rov at være noget fremfor andre, men de vedblir hele tiden at ha en tjeners skikkelse.

«Eders tjener for Jesu skyld» kalder Paulus sig. Om Gud utpeker en som har en tjeners skikkelse til at være leder, da tar ikke denne en leders skikkelse, men han beholder tjenerskikkelsen.

Gud utpeker: Bed Gud utdrive arbeidere i sin høst.

Han kom i menneskers lignelse.

Der gives blandt de troende en fristelse til at ta paa sig en hellighetsværdighet i andres øine, for bevisst at fremtræde i den skikkelse og i det lys Gud har git dem.

Men Gud har ikke sat nogen til at dupere andre med deres hellighet.

I sin færd var han funden som et menneske.

Der er vistnok mange som gir efter for den fristelse, at de i sin færd skal bli funden som meget hellige, som meget fyldt av Aanden, som meget gode og gavmilde, som meget sikre i Guds vilje — de agter det for et rov at være Gud mere lik — end sine brødre — og de vil i sin færd mere være fundet i Guds skikkelse, end i menneskers. De lægger en bevisst hellighetsavstand mellem sig og sine brødre.

Og de lar andre føle avstanden.

Da Jesus i sin færd var funden som et menneske, fornedret han sig selv. Altid dypere. En forunderlig hellighet, hvis maal ikke var at vise frem sin hellighet (i lønlig stolthet), men være hellig.

Naar de hellige i sin færd finder sig som mennesker, da vil de ogsaa fornedre sig, ti de ser, der er saa meget igjen, der mangler saa meget paa at ligne Jesus. Og sønderknust falder de i ydmyghet for hans føtter, og de blir ringere og ringere i sine egne øine.

De som i sin færd finder sig at være mer lik Gud end andre hellige, og agter dette som et rov, de vil ikke fornedre sig som de ydmyge hellige, men de ophøier sig.

Han blev lydig indtil døden.

Den som har tat en tjeners skikkelse, maa ogsaa bli funden med tjenersind og tjenerhjælp.

Ofte lar man andre føle mer avstanden i forstaaelse, lys og hellighet, end tjenersind og kjærlighet.

Om man end maa la lys og dom strømme ut over andres liv, saa maa dette samtidig staa i forhold til den hjælp man yder dem som: Hvor synden blev stor, blev naaden endda større. Rom. 5, 20.

Hvor jeg altsaa ved lys lar andre føle deres urenhet og mangel paa hellighet, maa jeg ogsaa i meget større grad la dem føle kjærlighet, og min villighet til at tjene.

Finney revset saa de skar tænder i forsamlingene, men han graat samtidig av medfølelse over dem. Dommen var stor over deres liv, men han lot dem altid føle at kjærligheten var større. Den kunde fri dem ut saa dommen vendte tilbake til retfærdighet.

Naar du ved lys bringer dom over andres liv, la dem da ikke føle en kold hellighetsavstand, men en tjenende kjærlighet, hvor hellighetsavstanden svinder for bevisstheten, og hvor samfundet træder istedet.

Om du har iklædt dig en tjeners skikkelse, og andre ikke hører dig, da træk dig ikke tilbake som i en hellighetsskikkelse fremfor den anden, i en tilbaketrukken aandelig selvhævdelse («fornemhet»), men gaa bort i en tjeners skikkelse, efterlatende den anden en følelse av sit tjenersind og kjærlighet — om han dog maatte komme til eftertanke.

La dette sind være i eder, som og var i Kristus Jesus.