Prøvelsen og dens utgang

Prøvelsen og dens utgang.

Likesaa vist som der møter os rikelig velsignelser og gaver paa vor vandring med Gud, saa vil vi ogsaa møte prøver og trængsler, indre og ydre. Og alt eftersom vor vandring skrider fremover vil disse ta større og større plads i Guds godhet mot os. Dette maa vi gjøre os fortrolig med og underordne os under med glæde og tak. Ps. 11, 5, 1. 1 Pet. 4, 12. 1 Tes. 5, 18.

Job er git os som et særlig forbillede og til særlig lærdom i prøvelser og ved at gi agt paa ham i hans lidelser vil vi lære meget som vi bør ta os i vare for.

Først møter vi Job som en uprøvet mand. Job. 1, 10. Gud hadde velsignet ham med alt godt og bevaret ham fra alt ondt, og under slike omstændigheter var det ikke saa svært at hænge ved Gud og elske ham, dette mener ogsaa Satan. Han agter en uprøvet Gudsfrygt for litet værd. Ræk din haand ut og rør ved alt hvad hans er; visselig like i dit aasyn vil han si dig farvel, sier han. Denne Satans mistillid til Jobs ærlige Gudsfrygt, maa tilbakevises, dette er en krænkelse av Guds egen ære. Det kan ikke ske paa en bedre maate end ved en prøve, en praktisk prøve og Job var just i en saa fast stilling at Gud vover at gjennemføre den; ti prøver er et tillidsvotum fra Gud, en maalestok for vor bæreevne (Se 1 Kor. 10, 13). Gud gir Satan frie hænder, til efter al sin ondskaps trang at ødelægge og fordærve alt hvad Jobs er, og han sparer ikke, men tar alt indtil sidste smule. Men alt dette har ikke den tilsigtede virkning paa Job, han priser kun Gud: «Herren gav, Herren tok, Herrens navn være lovet.» Under alt dette syndet Job ikke og han tillagde ikke Gud nogen daarlighet (1. 22), hvad et menneske gjerne gjør i sin ulykke. Job staar prøven og seirer overlegent (mer end seier).

Men Satan gir ikke tapt, næste gang han kommer for Guds aasyn utæsker han Gud til endnu en prøve. Hud for hud, alt hvad en mand har gir han for sit liv, la mig faa røre ved hans kjød og ben, 4—5. Han visste det ømmeste punkt var livet og det blev ham tillatt ogsaa at holde denne prøve. Nu staar det haardere for Job, det er ikke længere den overlegne seier som før og hvad man nu kan vidne om ham er kun dette: Under alt dette syndet Job ikke med sine læber 2, 10. Synden var begyndt i hjertet og var den begyndt der saa maatte den frem, al utaalmodighet og uforstand skal presses ut. I syv dage formaaede dog Job at bevare sine læber fra synd, men derefter oplot han sin mund og forbandet sin fødselsdag 3, 1 og nu tok det ene ord det andet indtil Elihu maalbinder ham.

Trods alt dette var Jobs strid en seier, om end ikke med en overflødig seier. Satan fik vel drevet frem meget ondt hos ham (det blev ham dog til frelse) men han fik ikke frem det som kampen stod om, Jobs vedhængen ved Gud rokket; ti under alt haabet Job paa Gud og ventet ham som sin sidste hjælper.

Men Job kunde baaret sin lidelse med større taalmod og mindre knur og klage om han hadde kjendt mere til Guds maate at handle paa og forstaat at lidelsen kun skulde bringe ham mere herlighet. Men i 6, 8 gir han sin uvidenhet og haabløshet tilkjende: «Gid Gud vilde gi mig mit haab», sier han. Hvilket haab? Jo, at faa utløsning ved døden, at Gud maatte avskjære hans livstraad, v. 9. Ofte finder vi Guds hellige i sine prøver viser just den svakhet og ønsker sig døden, vil bort fra lutringen og prøven uten hensyn til om den har virket hvad den skulde eller ei. Jonas ønsker sig døden da ikke alt gik slik som han ønsket. Jon. 4, 4. Elias ønsker ogsaa at dø da han segner træt om i ørkenen og har lært at kjende sig selv som en der ikke er bedre end sine forfædre, 1 Kong. 19, 4. Han vil ikke utholde selverkjendelsens bitre smerte, men heller dø. Hadde Gud hørt denne uforstandige bøn saa vilde Elias gaat glip av optagelsen i den gloende vogn, og hadde Gud hørt Jobs bøn og git ham hans haab, saa vilde Job gaat glip av den rike herlighet som var utgangen paa hans trængsel. Gud hadde sit haab, et haab motsat Job’s haab, nemlig ved lidelsen at gjøre ham rikere i sig.

Dette er altid Guds haab med os, naar han leder os ind i ilden, han haaber at lede os ut lutret som rent guld og naar dette haab blir vort, da sier vi ikke med Job: «Hvad blir enden med mig at jeg skulde være taalmodig?» 6, 11. Nu vi sier med Paulus: Vor lidelse som er kortvarig og let, virker for os en evig fylde av herlighet i overmaal paa overmaal, 2. Kor. 4, 17.

En slik lutring kan bli langvarig fordi det tar sin tid før Gud faar sin vei med et menneske. Dette lærer vi ogsaa av Job. Endda han var saa haardt prøvet hadde han mot og magt til at trodse Gud, efter at denne hadde talt saa overbevisende til ham. Se Job 39, 36 og ut. «Jeg er ringe, hvad skal jeg svare dig,» sier han, det vil si, jeg faar nok bøie mig og tie stil, selv om jeg har ret, ti hvad formaar jeg svake, mot din almagt.

Ofte søker menneskene paa denne maate at komme ut av sine opgjør med Gud. Men denne slags underordnelse behager ikke Gud, han beholder Job endnu en stund i ilden, taler endnu vældig til ham ut fra stormen. Omgjord dine lænder, svar som en mand; vil du endog gjøre min retfærdighet til intet, erklære mig skyldig for at du maa faa ret, 40, 1 flg. Se dette var Job’s tanke.

Saa taler Gud igjen om sin storhet indtil Job endelig knækkes. Jeg erkjender utbryter han 42, 2—6, jeg har talt om det jeg ikke forstod. Derfor kalder jeg tilbake. Nu hadde Job steget ned fra sine høider, nu skulde man troet at Gud vilde løst ham med en gang. Men nei, endnu en sidste prøve. Gud vender sig derefter til Job’s tre venner som hadde lagt saa tunge byrder til hans lidelse og sier: «Ta offer med Eder og gaa til min tjener Job og han skal bede for Eder.» Gud vilde prøve om Job, av sin lidelse, hadde lært barmhjertighet, som er en av de hovedting lidelsen skal lære os. Og da Job bad for sine venner og saaledes la sin barmhjertighet for dagen, da løste Gud ham fra hans fangenskap, 42, 10.