Et skritt videre

Et skridt videre.

Vi har talt om «Veien i Lammets spor»; vi vil gaa et skridt videre og tale om denne veis maal. Kun den, der har et maal for sig, vil ile og med glæde overvinde veiens vanskeligheter. Denne veis maal er den synlige forening med Lammet. «Legemlighet er Guds veis ende», er en bekjendt uttalelse. I Ef. 5, 31. 32 læser vi: «De to skal være ett kjød. Denne hemmelighet er stor, men jeg taler om Kristus og menigheten.» Følgelig er det at være «ett kjød» med ham mere end at være en aand med ham. To unge folk forlover sig, fordi de er en aand med hinanden, men de venter begge paa den dag, hvor de som mand og hustru staar ved hinandens side. Likesaa Kristus og menigheten. Den længes efter det øieblik, hvor den med forklaret legeme kan staa ved hans side.

Skriften har to navne paa de troende, naar den taler om deres evige bestemmelse. Det ene heter «prestekonger» (Aab. 1, 6), og det andet heter «Lammets hustru» (Aab. 19, 7). Disse to forjættelser er endnu ikke gaat i opfyldelse for os. Vi er i bedste fald Lammets brud og er i bedste fald prestekonger i aandelig forstand. Men skriftens aandelige forstand er ikke den fuldkomne, og den aandelige opfattelse særlig av disse navne er en stor skade for Guds rikes komme.

Vi maa lære at forstaa, at vi har at gjøre med en person og ikke med saker, at vi ikke bør bli staaende ved vore erfaringer, og at det ikke gjælder om nydelse, men om noget langt høiere. For nylig sa en til mig: «Først i løpet av det sidste aar er det blit klart for mig at vi har at gjøre med en person. Omvendelsen er en erfaring, syndsforladelse er en sak, fred med Gud er en nydelse. Men alle disse ting, som vi jo maa ha erfaret og maa besidde, er ikke maalet, men kun midlet til maalet. Maalet er den synlige forening med Guds søn. Vi bør derfor ikke bli staaende her, naar vi ikke vil tælles blandt de daarlige jomfruer. Ti ved alt dette virkes endnu ikke noget væsentlig for Guds rike — og dette er det dog igrunden det gjælder. Vi er frelst for at hjælpe til med frelsen. Og denne frelse omfatter ikke alene den tapte verden, men ogsaa den i fødselsveer liggende skapning. Naar Paulus taler om evangeliets forkyndelse, drar han kredsen om alle mennesker, men naar han taler om frelsen drar han kredsen endnu videre og slutter ogsaa den sukkende skapning med deri (Rom. 8, 19—23). Skapningens sukken gjælder ikke Guds øre, men vort øre. Heller ikke venter skapningen paa «Guds søns aabenbarelse», men paa «Guds barns aabenbarelse» (Rom. 8, 19). Dermed er dens frigjørelse helt lagt paa vore skuldre og opskrevet som skyld paa vor regning. Dette gir os et dypt blik ind i vor opgave og viser os at det ikke bare kan være «at komme i himmelen» for at hvile ut der.

Den som slutter av her, har ikke forstaat sit kald og vet ikke hvorom det gjælder i vor tidsalder og i den kommende. Vi er lemmer under det hode som heter «Frelser», og av hvilket alt i himlen og paa jorden og under jorden venter fuld forløsning (Aab. 5). Vi avslutter, hvor Kristus, vort hode, avslutter, og han avslutter først da, naar han har underkastet alt under Faderen, for at Gud kan være alt og i alle (1 Kor. 15, 20—28). Indtil da bestaar vor salighet i at tjene (Aab. 22, 3) for i fællesskap med sønnen at lægge den fortapte verden for Faderens føtter, at «Faderens rike» maa komme. Ti det sidste og fuldkomne er ikke «Sønnens rike», men «Faderens rike» fordi dette er Faderhuset. Guds rike har en dobbelt side, en jordisk og en himmelsk. Den jordiske side er «Aandens husholdning», i hvilken vi lever idag, og Sønnens rike, som staar for døren; den himmelske side er Faderens rike, hvor han er «Fader» og de allesammen «børn».

Gud opgir ikke, men Gud begynder stedse atter paany og kommer saaledes ved hver tilsynelatende tilbakegang dog hver gang et skridt videre, som vi ser av Guds rikes historie. Jesus begyndte med tolv mænd. Til disse gav han sin hellige Aand. Og disse hadde ifølge Ap. gj. 15, 14 den opgave: ut av folkene at samle et folk for hans navn. Og naar dette folk er samlet vil Herren atter komme for med dette folk at begynde fra ny paa jorden og ved dette folk at «forkynde lyset» for folkene, som endnu sitter i mørke og dødens skygger (Ap. gj. 26, 23). Det gjælder en «førstegrøde».

Efter skriften er det idag ikke Helligaandens opgave at omvende verden, men at kalde et folk ut av verden. I Apostlenes gjerninger 15 finder vi den første konferense av Kristi tjenere for at bli klar over i hvilken retning de skulde arbeide og hvilket maal de skulde forfølge. Og der blev maalet bestemt og klart avstukket. Dette angaar ogsaa os. Derfor kan alt arbeide som ikke sker i denne retning, ikke vente sig Helligaandens bekræftelse.

Det er derfor ikke nok at vi fører menneskene til omvendelse (til Kristus), vi maa ogsaa føre dem Kristus imøte. Da gjør vi et arbeide i Aandens linjer, et arbeide som har værdi for Guds rike. Mange troendes omvendelse og liv har kun værdi for deres personlige salighet, men ikke for Guds rike. Der er forskjel paa, om et menneske dør salig (som man pleier at si), eller om han som en konge og prest kan tjene Herren i det kommende. Paulus sier til korintierne, at han er nidkjær for dem med Guds nidkjærhet, for at han kan føre Kristus en ren jomfru imøte, og han sier til filippenserne, at om han ikke naar dette, da har han løpet forgjæves og arbeidet forgjæves (Fil. 2, 15. 16.) Aa, hvor mangt et arbeide av os vil paa hin dag — set fra dette synspunkt — bære censuren: «Forgjæves!» Mangt et arbeide vil da aabenbares som et stort feilgrep.

Vi kan forstaa, hvorfor der kommer saa litet ut av det arbeide, som utføres i vore dage. Det mangler Aandens segl. Og ikke nok hermed: Fordi man ikke arbeider i Aandens linjer, derfor har man bedrøvet Aanden endog med dette sit arbeide, som man vil gjøre for Gud. Ti læst i sammenhæng har ordet: «Bedrøver ikke den Hellig-aand» henblik paa forløsningens dag, det er paa Herrens gjenkomst. Ethvert lem paa Kristi legeme, som ikke lar sig føre til fuldendelse, bedrøver den Helligaand, Kristi legemes bygmester. Det hindrer legemets vekst. Naar jeg synder idag, saa synder jeg ikke alene mot Gud og mot mig selv, men jeg synder mot hele Kristi legeme, hvis lem jeg er. Saaledes bør man ogsaa forstaa den dypere betydning av ordet: «Naar et lem lider, saa lider alle lemmerne med» (1 Kor. 12, 26).

Vi bør ikke bli staaende ved «frelsesvishet»; denne hører efter Hebr. 6 til kristenlivets begyndelsesgrunde, men ikke til den fulde vekst. Der gives noget langt dypere end frelsesvishet, og det er bevistheten om vor enhet med Kristus. Vi er kaldte og utvalgte, fra evighet av bestemt for Sønnen. Der er en stor forskjel paa, om jeg anser mig selv for at være en «funden» eller en «utvalgt». I det at bli funden ligger noget som et tilfælde, men i at være utvalgt erkjender jeg den evige naade over mig.

Skriften benævner os kaldte og utvalgte, og vi maa altid staa paa skriftens grund. I omvendelsen gjør mennesket begyndelsen med Gud, men Guds begyndelse med ham rækker langt videre tilbake, til ind i evigheten. Vi er utvalgte av Gud og bestemte for Sønnen før verdens grundvold blev lagt, Ef. 1. Og i Joh. 6 sier Jesus: «Alle de som Faderen har git mig, kommer til mig.» Og naar jeg er kommen til Jesus, saa er det for mig beviset for, at jeg er en av de lykkelige sjæle, som Faderen har git Sønnen. Har vi engang erkjendt vor samhørighet med Guds Søn, da gjør vi tre ting:

1. Vi takker Gud for første gang av dypeste sjæl for at vi er født som mennesker — hvad kanske mange av os indtil idag ikke har gjort. Da er det øieblik kommet, da Guds kjærlighet i strømme utgydes i vort hjerte. Gud er retfærdiggjort i vor aand (1 Tim. 3, 16). Vi mottar noget av den adel, der staar over jordens høider og dens lyst og dens lidelse (Es. 58, 14; 5. Mos. 32, 10—13).

2. Vi trykker ikke mere Guds ord ned til vore erfaringer — hvad vi saa længe har gjort. Vi lar skriftens maal staa og vi strækker os ut efter dem, som Paulus sier, at han er grepen av det, som han endnu ikke har grepet. Da lærer vi at læse skriften ikke blot med henblik paa vore følelser, men ogsaa med henblik paa Guds følelser og behov.

3. Vi gaar som tilhyllet gjennem denne verden, avsondret og bortvendt. Verden og dens lyst tiltrækker os ikke mer, og dens lidelse trækker os ikke mer ned. Saa snart Rebekka hadde set sin brudgom, Isak, steg hun ilsomt ned av kamelen og tilhyllet sit ansigt. Hun vilde fra dette øieblik av ikke mer behage nogen, ikke mer være tiltrækkende for nogen uten for ham alene. Saaledes vi, naar vor enhet med Kristus blir oplukket for os.

Den falske helliggjørelsesbevægelse bevæger mennesket opad: han taler om erfaringer som han selv har gjort, om trin som han har naadd. Den bibelske helliggjørelsesbevægelse bevæger mennesket ned i støvet, tilintetgjør al «kjødets ynde» og lar kun et begjær bli tilbake i sjælen: at tilfredsstille sin Gud. Ifølge 1 Mos. 22 og Fil. 2 er helliggjørelse intet andet end fuldendt lydighet.

D. S.