Sverdet i familielivet

Sverdet i familielivet.

Tror I, at jeg er kommen for at gi fred paa jorden? Nei, sier jeg eder, men strid. Ti fra nu av skal fem være i strid i ett hus, tre mot to og to mot tre. Far mot søn og søn mot far, mor mot datter og datter mot mor, svigermor mot svigerdatter og svigerdatter mot svigermor. Luk. 12, 51—53.

Der forekommer ting i Jesu liv mens han vandret her paa jorden som indeholder saadanne skjærende sandheter at vi alle, i nogen grad viker tilbake fra dem som om de laa over vor forstaaelse. Men i virkeligheten har vi veket tilbake for dem paa grund av deres mulige anvendelse i vort liv — og fordi vi ikke ønsker at la dem gjennemtrænge os.

Blandt disse skarpe ord er de ovenfor citerede vers noget av det skarpeste og av den grund et av de ord som man mere har veket tilside for eller helt uteglemt. Vi fortæller hverandre glad og frimodig: «Kristus er kommet for at gi fred, for at forene og ikke for at skille.» Men her sier hans ord det stik motsatte. Han erklærer at han er kommen for at sætte splid — saadan splid i familielivet at endog de nærmeste baand blir sønderrevet av hans krav. I de forutgaaende vers i Lukas sier han, at han er kommet for at kaste ild paa jorden; likesaa forutsier han de store omkostninger som er nødt til at komme. Ti enten maa man ta «mange slag,» fordi man ikke stelte til eller satte iverk hvad han vilde, eller maa la hjem og familiebaand briste hvis lydigheten mot Guds vilje skal gjennemføres fuldkommen.

I Luk. 1, 38 faar vi et glimt ind i Marias, Jesu mors karakter som en der er fuldt overgit til Guds vilje. I Luk. 2, 22 ser vi hendes unge søn bli bragt til templet og her faar vi det første varsel om hvad det vil koste Maria at være moder til Guds søn.

Og Simon velsignet dem og sa til hans moder Maria: Se denne er sat til fald og opreisning for mange i Israel og til et tegn som blir motsagt; men ogsaa din sjæl skal et sverd gjennemtrænge, for at mange hjerters tanker skal bli aabenbare. Luk. 2, 34. 35.

Barnet i hendes arme skulde bli et «tegn» til «motsigelse,» og istedetfor herlighet skulde hendes eget hjerte bli gjennemstunget. Og endvidere: Sverdet som skulde gjennemtrænge hende vilde aabenbare de tanker som andre hadde om hendes søn. Hendes søn skulde efter Guds vilje bli saa at si en anstøtssten for alle som kom i forbindelse med ham.

Paa denne maate blev Maria forberedt paa de lidelser som skulde komme. De første kom da Jesus var tolv aar gammel da de var i Jerusalem til høitiden. Da de efter tre dages søken fandt ham i tempelet, sa hans mor til ham:

Barn, hvorfor gjorde du os dette? Se, din far og jeg har lett efter dig med smerter. Og han sa til dem: Hvorfor lette I efter mig? Visste I ikke at jeg maa være i min fars hus. Luk. 2, 38. 39.

Jesus spurte ikke sine forældre om lov til at bli i Jerusalem. Han blev der simpelthen paa sin himmelske Fars befaling, «Søn, hvorfor?» sa hans mor. Men han svarte: «Hvorfor lette I efter mig?» Kunde de da ikke forstaa hvad han gjorde. «Visste I ikke?» sa han. De skulde ha visst, men de hadde glemt det guddommelige krav som laa paa ham. Jesus sa ikke: «Jeg er meget bedrøvet; dette skulde jeg ikke ha gjort.» Men: «Hvad kan det være at I ikke forstaar mit kald, og at den tid maa komme, da min Far maa ha det første krav paa mig.»

I denne skarpe lærdom til Jesu jordiske forældre ligger der et ord til de jordiske forældre idag som har troende barn at de ikke holder dem tilbake naar Gud vil ha dem paa missionsmarken, eller naar han vil at de skal tjene ham hjemme i en eller anden retning. Det er her at Kristi krav vil bringe et sverd ind i familielivet.

I Kana i Galilæa finder vi ogsaa et sverd som gjennemtrænger Marias sjæl, da hendes søn kun gik frem efter Guds vilje.

Jesu mor sa til ham: De har ikke vin. Jesus sa til hende: Hvad har jeg med dig at gjøre, kvinde? Min time er endnu ikke kommen. Johs. 2, 3. 4.

Kort: Hvorfor blander du dig i disse ting. Jeg kan kun lyde min Far som er i himlen. Han maa befale mig, og først da kan jeg handle. Hans vilje er det jeg maa spørre efter. Dette var et skarpt «sverd» i Marias sjæl. Men Maria erkjendte hans ord, og dette kan vi se derav at hun straks vendte sig til tjenerne og sa: Hvad han sier eder, det skal I gjøre.

Saa kom hans mor og hans brødre, og de stod utenfor og sendte bud til ham og bad ham komme ut: Og folket sat omkring ham og de sa: Se, din mor og dine brødre er utenfor og spør efter dig. Og han svarte dem og sa: Hvem er min mor og mine brødre? Og han saa paa dem som sat omkring ham og sa: Se, det er min mor og mine brødre. Den som gjør Guds vilje, han er min broder og søster og mor. Mark. 3, 31—35.

Dette var isandhet en «haard behandling» for kjødet, og «sverdet» trængte endnu dypere ind i Marias sjæl. De skarpe ord i Kana blev sandsynligvis kun hørt av hende selv, men nu blev disse ord talt for hele mængdens øre. «Hvem er min mor,» sa han «uten den som gjør min fars vilje.» Trods disse «haarde ord» saa synes hans mor igjen at ha forstaat, ti vi finder hende som en av dem som fulgte ham endog til korset. Men hans brødre synes ikke at ha glemt disse ord; ti da han ikke længer vilde gaa om i Judæa, fordi jøderne der stod ham efter livet, da sa hans brødre til ham: Drag bort herfra og gaa til Judæa, forat ogsaa dine disciple kan faa se de gjerninger du gjør, ti heller ikke hans brødre trodde paa ham. — Det er nok for os at vite at Guds søn ikke hadde forstaaelse eller støtte av sin familie «efter kjødet» — og at det var ut fra sin egen erfaring at han kunde si: «En profet blir ikke foragtet andetsteds end paa sit hjemsted og i sit hus.» Matt. 13, 57.

Paa hans hjemsted sa de: «Er ikke dette tømmermandens søn?» De kunde ikke glemme at de hadde set ham i sin midte som en av dem selv. Kjendte de ikke hans brødre og hans søstre. Er de ikke her hos os. Hvorledes kan han være noget fremfor dem. Saaledes blev hans guddommelige fødsel og tjeneste skjult, og han gjorde ikke mange kraftige gjerninger der for deres vantros skyld. Gav han forklaring? Holdt han op med at gjøre sin Fars vilje? Bestræbte han sig for at overbevise sine venner? Nei. Han gik like frem i sin Fars vilje. Da hans brødre opfordret ham til at handle, sa han kun: «Min tid er endnu ikke kommen. Eders tid er altid forhaanden. Drag I op — jeg drar endnu ikke op — min tid er endnu ikke fuldkommet.» De kunde vælge og gjøre som de vilde — men han kunde ikke.

Det er sandsynlig at hans mor fulgte ham hele tiden gjennem alt, skjønt sverdet stadig trængte dypere ind i hendes sjæl, indtil hun stod ved korset, og saa ham dø. Hun hadde været trofast.

Hvad hændte de andre av hans familie? Vi vet kun at Guds aand naadde brødrene tilsidst, og at de blev fundet sammen med Maria og de andre, da aanden blev utgydt paa pinsedagen. De trodde tilsidst; men ikke før han var opstanden — førend alle deres anledninger til at tjene ham i hans lidelser var over. Alt dette angaar den vei Guds søn maatte vandre — den enbaarne, Nu reiser det spørsmaal sig, om Guds børn som er født ved tro i ham, skal følge i hans spor og vente de samme saare splittelser i familielivet, hvis de er tro mot ham.