Troskap i de små ting

Troskap i de smaa ting.

Det er i virkeligheten sværere for os mennesker at være tro i de smaa daglige ting end ved de større leiligheter. Disse indtræffer jo sjeldnere; og vi er i regelen forberedte paa deres komme. Og saa er det noget opildnende ved det særlige krav, der stilles til vor offervillighet, og mange øine er henvendt paa os, hvilket kildrer forfængeligheten. De smaa anledninger til at tjene og fornegte os selv melder sig derimot uten forutgaaende varsel; de kommer igjen hvert øieblik; de tiltaler ikke menneskelig stolthet, makelighet, selvfølelse og tilbøieligheter.

Men disse daglige smaa anledninger er netop beregnet paa at underkue egenviljen. Dersom vi er tro i dem levnes der ikke det gamle menneske tid til at aande, og det maa dø.

Det tiltaler os ofte meget mer at ta os sammen en gang imellem og utføre noget stort, selv om det koster offer og anstrengelse, naar vi saa bakefter kan vende tilbake igjen til at leve os selv til behag og følge de gamle vaner i de smaa ting.

Men det er kun ved troskap i de smaa ting at den sande kjærlighets naadegave bevares og adskiller sig fra naturens forbigaaende opstramning.

Det er med troskapen som med vort timelige gods. Vor velstand trues mer av de smaa daglige utgifter end av de store utbetalinger. Den, der forstaar at passe paa i det ringe er godt paa vei til at samle sig en formue. Alt hvad der er stort, skylder sin storhet de mange smaa bestanddele. Den, der ikke spilder noget, vil snart bli rik.

La os dernæst ogsaa betænke, at Gud ikke ser saa meget paa vore handlinger, som paa den kjærlighetens bevæggrund, hvorav de utspringer, og paa vor viljes underkastelse under hans. Mennesker dømmer efter det, som er for øinene, men Gud ser paa hjertet. Hvad han ønsker er en oprigtig hensigt, en redebon vilje, en ærlig selvfornegtelse. Og dette aabenbarer sig langt hyppigere i de smaa ting end i de store. Ved liten troskap i de smaa ting vil vi stadig gi anstøt i vort hjem og i vore omgivelser. Ingen kan da rigtig tro, at vor gudsfrygt er oprigtig. Og hvad grund har vi selv til at mene, at vi er rede til at bringe de store ofre, naar vi svigter i de smaa?

Dertil kommer, at sjælen vænner sig til at være utro gjennem den stadige forsømmelighet i smaatingene. Dette er en stor fare. Vi behøver daglig den Hellig Aand; vi synker igjen ned i selvet; vi regner det for litet at falde under Guds dom.

Den sande kjærlighet kjender intet, som er smaat. At behage Gud er den sande store enten det gjælder smaa eller store ting. Den sande kjærlighet gir sjælen hvile; den fritar sjælen for den stadige utregnen av forskjellen mellem smaat og stort. Kjærligheten trækker ingen grænser; den er tro i alt. Den er enfoldig for Gud. Den gaar de ting forbi, som Gud ikke forlanger, mens den ikke tøver et øieblik med det, han ønsker, hvad enten det er smaat eller stort. Kjærligheten frigjør sjælen for de mange overveielser og skrupler. Den drar sjælen efter Gud i glad lydighet, saa at denne kun ønsker at gjøre det, som Gud lægger frem for den; kjærligheten binder sjælen til Gud — og gjør derved rummet vidt omkring den og forlyster den med den sande frihet og en fuldkommen fred. Lykkelige sjæl!

Døm selv! Hvad vilde du si til en ven, som skyldte dig alt og følte sig forpligtet til at tjene dig ved sjeldne store leiligheter, men viste hverken hengivenhet eller den mindste hensynsfuldhet for dig i livets daglige løp?

Se sagen rigtig i øinene! Gaa med en tro og villig aand ind i de smaa tings tjeneste. Derved vil du betræde veien til fred og tryghet. Gud vil litt efter litt gjøre det let og kjært for dig at være tro i de smaa. Han vil late sin kjærlighet tilflyte dig til alt dit behov. Kjærligheten er lydig med glæde, uten tvang, anstrengelse og kamp.