Hengivelse

Hengivelse.

Hengivelse er vor overgivelse til Gud og til hans behandling. Det er vor indvielse; vi gir os til Gud for at han skal eie os. Hengivelsen er mærkbar ved en indre livsforstaaelse, idet vort væsen forenes med ham. Hengivelsen forstaaes ved erfaring, den kan ikke forklares i ord, da den i sit væsen er en indre livsberørelse med det evige liv.

Hengivelse maa altid være ledsaget av aandens aapenhet. I hengivelsen ligger altid en forventning om mottagelse av Guds velsignelser; derfor maa aanden være aapen og mottagende.

Ofte blir hengivelsen til Gud, f. eks. naar man søker Aandens daap, forbundet med en sammenpresning og tillukkethet i aanden under strævsom bøn; man trættes i sit bønnestræv og blir forsagt og mistrøstig, fordi man ikke faar. Men feilen er, at man krymper sig sammen og stræver sig frem til bønhørelse, istedetfor at aapne sig og ta imot hvad man ber om. Den helligaand er en gave. Man kan be om en gave og ta imot en gave, men man kan aldrig stræve sig til den; ti da vilde det bli løn. Nu vil Gud heller gi sine børn den Helligaand, end en far vil gi sine børn brød.

Beder og I skal faa! Bønnen maa følges av aapne hænder. Straks man begynder at be, bør man derfor aapne sig for at ta imot. Dette viser tro, og det aabenbarer at man forventer at faa hvad man ber om. Men naar man krymper sig sammen i sin aand blir Jesus staaende utenfor med bønhørelsen, f. eks. den Hellig aands daap.

Der staar skrevet om de gamle at de opløftet røsten. At opløfte sin røst er ikke det samme som at tale almindelig. Naar en mand har sorg kan han opløfte sin røst, hans aand aapner sig da, og hele dens indhold av smerte strømmer ut. Likesaa kan man la glæden strømme ut av den aapne aand.

Naar man ber om Aandens daap og man tror at Jesus gir og at han staar ventende med sin gave, da faar man den oftest paa den maate at røsten vil opløftes i lovprisning til ham og idet dette sker, aapner man sin aand og herlighetens konge træder ind med sin gave. Da begynder lovprisningen i den Helligaand, lovsangen til Gud. Derfor ser vi, at de fleste som faar Aandens daab opløfter sin røst med lovprisning, ofte i tunger.

Men mange stænger bønhørelsen ute ved at lukke sin aand, og de knuger og borer sig ved sin bøn ind i mørke og vantro. Men dersom du aapner din aand, vil du straks merke en løftende glæde — du finder en aapen himmel — det er barnekaarets tillidsaand der i fortrolighet løfter sig op til sin Fader.

Hengivelse for at faa aabenbarer vor trang. Gaven vi faar, vækker vor kjærlighet til giveren. Da følger hengivelsen til ham, ikke bare for gavens skyld, ikke bare for at faa, men for hans egen skyld, for at være hos ham, bli i ham og leve i ham. Da vækkes trangen, ikke bare efter hvad han gir, men efter hvad han er. Og han som elsker os vil gi os hvad vort hjerte begjærer. Da faar vi erfare at han ogsaa har magt til at gi hvad han er, saaledes at hans guddommelige natur ogsaa blir vor. Jeg i ham og han i mig. Hengivelsens maal er saaledes en ettgjørelse efter Jesu ord: «Du, Fader i mig, og jeg i dig, at ogsaa de maa være ett i os.» Joh. 17, 21 — skjult med Kristus i Gud.

Denne dype hengivelse aabenbarer vor kjærlighet. At bli i denne kjærlighet er trofasthet, at bære over med dem som ikke er kommet dit, er langmodighet, at ta det kors som er forbundet med denne stilling, er taalmodighet, at se vor egen uværdighet og hans uforskyldte kjærlighet til os, virker sagtmodighet, vor vandring med ham gjør os stille og hørsom. Den som forblir i denne stilling faar kun ett begjær: at kjende Guds vilje, at se den retfærdige, at høre røsten av hans mund, og være ham et vidne, Ap. gj. 22, 14; ti hans røst er liflig, hans skikkelse yndig, hans vilje er vor lov, at gjøre den er vor mat.

Efter den hele hengivelse følger en hengivelse i enkeltheter. Der er en lyttende hengivelse for at høre hans røst; der er en hengivelse til at skue ut efter hans lys. Her maa man hengi sig i stor aarvaakenhet, og her maa man være i en opmerksom forventning.

Det almindelige er at hengi sig til Gud likesom i det ubestemte, uten at forstanden blir befrugtet, for at føle velvære. Men man mærker, at hvis man har trang i en bestemt retning, og man hengir sig i det ubestemte, da blir man ikke tilfredsstillet. Men hengir man sig med forstaaelse efter retningen av den trang man har, da faar man hvad man begjærer, og man blir tilfreds.

Ved hengivelsen i enkelheter, hengir man sig med fuld forstaaelse og indsigt for at opnaa noget bestemt. Enten for at faa lys over et bestemt Guds ord, lys over en ting, kraft til at gjennemføre en sak, eller hengivelse ved bøn f. eks. for bestemte personer. I Dan. 9 finder vi at Daniel gir agt paa ordene i profeten Jeremias’s profetier, og han finder at tiden for jødernes tilbakevenden snart er inde. Vi ser at Daniel hengav sig til at søke indsigt (se ogsaa Dan. 10, 12), og da han hadde fundet den, staar der skrevet saa merkværdig: Han søkte bøn og ydmyge begjæringer. Han hengav sig til at søke bøn og ydmyge begjæringer netop for at bede om hvad han hadde faat klarhet i.

Ved hengivelse blir livet bygget og tankerne befrugtet, og vi faar forstaaelse av Guds væsen og veie.