Hans herlighet er full av nåde og sannhet

Hans herlighet er fyldt av naade og sandhet.

Gud sendte Moses til sit folk med loven, men de magtet ikke at holde den, da de var kraftesløse paa grund av kjødet. Derved blev deres dype fordærvelse aabenbaret, og synden blev kjendt som aldrig før: de blev syndere. Derved blev der rum for en ny pakt som var grundlagt paa bedre løfter end den gamle, og et bedre haab blev ført ind, hvorved syndere kunde nærme sig til Gud. Likesom Moses var mellemmand for den første pakt, saaledes sendte Gud sin søn for at være mellemmand for den anden pakt. Moses kom med bud og krav, Jesus kom med naade og sandhet. Menneskene syndet mot Guds lov, og nu var der kun en vei til frelse: Naade. Denne naade var i Gud, og den enbaarne, som er i Faderens skjød, kom for at forklare hvad der bodde i Gud. Gud sendte ham med den herlighet som den enbaarne har fra sin Fader, fyldt med naade for syndere, der er trætte og bekymrede, og fyldt med sandhet til at lede dem ind i Guds underfulde frihet fra syndens aak.

Johannes fortæller at Jesus aabenbarte Faderens herlighet. Nu aabenbarer Aanden for os den Enbaarne Søns herlighet. Vi skuer nu med utildækket aasyn Herrens herlighet som i et speil, og vi blir alle forvandlet til det samme billede fra herlighet til herlighet som av Herrens Aand. 2. Kor. 3, 18. Hans herlighet som vi beskuer, er fyldt med naade og sandhet. At bli forvandlet (ikke forandret) til Jesu billede fra herlighet til herlighet, vil saaledes si, at faa tilført en stadig større fylde av naade og sandhet. Nogen tænker ved at skue Herrens herlighet noget ubestemt glimrende, der kan gjøre et vist følelsesindtryk. Nei, slik er det ikke. Herligheten er naaden og sandheten som vi med klar aandelig forstaaelse skuer med vort indre blik eftersom Aanden forklarer. Det er den klare forstaaelse eller kundskapen om denne herlighet i Jesu Kristi aasyn som skal straale frem fra os. Naar du nu skuer Herrens naade og sandhet, og blir forvandlet til hans billede (ikke efter hans billede som der staar i den gamle oversættelse), da faar du hans væsen og natur. Da blir det sandt i dig, hvad Jesus sier i Joh. 17, 22: Den herlighet som du har git mig, har jeg git dem. Du blir fyldt med naade og sandhet i samme forhold du beskuer ham. Dette er den himmelske skat, det himmelske liv, som vi har i jordiske lerkar. Og det er forstaaelsen og kundskapen Gud gir os om dette liv, der er den rike kraft som skal aabenbares i vore ord og ved vore handlinger, eller: Jesu liv skal aabenbares i vort legeme.

Skriften vidner om det naturlige menneskes fordærvelse. Rom. 3, 10 flg., 7, 18. Loven krævet, men menneskene stod kraftesløse likeoverfor dens krav ved kjødets skrøpelighet. Derved blev de skyldbetyngede og kom ind under lovens forbandelse. Da kom Jesus, ikke for at kræve, ti han visste hvad der bodde i dem, men for at gi. Og han gav sit liv som en løsepenge. Han løskjøpte os fra lovens forbandelse, idet han blev en forbandelse for os — forat Abrahams velsignelse kunde komme over os, saa vi ved troen paa disse løfter kunde faa Aanden, der gir os liv, ja overflod, saa der fra vort liv kan flyte strømme av levende vand.

Var Jesus kommet som en lov, da kunde han ha fordret at syndere skulde være gode mot ham, de skulde ikke slaa ham, ikke korsfæste ham. Men han kom ikke for at kræve noget av dem. Han krævet end ikke, at de ikke maatte slaa ham ihjel. Tvertimot. Han gav sit legeme i deres hænder efter sine egne ord: Sæt eder ikke mot den som er ond mot eder, og de fyldte sine synders maal, idet de korsfæstet Herlighetens Herre. Men under deres synders fylde roper han ut naadens fylde: «Fader, forlat dem.» Alle som nu kommer til ham, av dem kræver han intet, men han gir dem naade, idet han tilgir dem deres overtrædelser. Han har faat magt til at tilgi, idet han led en retfærdig for en uretfærdig — for at føre os frem til Gud.

Jesus kom med sandhet. De som ikke var tynget av skyld, men optraadte som retfærdige, disse som ikke hadde naade behov, dem lot Jesus sandhetens lys skinne paa saa de blev blottet, og han revset dem som hyklere, farisæere og kalkede grave. Ved sandheten overbeviste han dem om deres tilstand. Derfor hatet de ham. Men han vek ikke tilbake. De som trængte og fik naade, de elsket ham. Kommer han ikke ogsaa med sandheten til dem som fik naade? Jo. Ved den forklarer han dem deres indre tilstand, saa de kan erkjende sandheten, og den frigjør dem fra det som sandheten dømmer hos dem. Forskjellen mellem disse to er, at syndere faar baade naade og sandhet, mens farisæerne som ikke vilde erkjende sig skyldig, fik ikke naade, men maatte høre sandheten. De erkjendende mottok den tilgivende naade og den frigjørende sandhet, mens farisæerne foragtet naaden og hatet sandheten. Saaledes gik toldere og syndere før ind i Guds rike end dem.

Den som er fyldt med naade tar imot alt hvad man gjør imot ham, med overbærenhet, ti han kræver intet for sig; han vet, at den anden har det værre end ham, og han gir gjerne dobbelt i kjærlighet for den tilføiede uret. Tar de kappen, gir han kjortelen, begjærer de at han skal gaa en mil, gaar han gjerne to. Man blir ikke nidkjær paa syndere, men nidkjær for syndere. Se ordspr. 23, 17. De tok Jesu liv og han tilgav.

Giv hvad ret er til enhver. Jesus gav syndere sit, og de som optraadte hyklerisk fik sit. For sig selv krævet han intet. Han hadde alle sine kilder i Gud. La os søke rigdommene, hvor de findes. Søker vi noget hos dem der intet har, da mættes vi med tomhet. Jesus kom for at tjene og gi. Vi likesaa. Om Stefanus staar der at han var fuld av naade. Ap. gj. 6, 8. Da de stenet ham, satte han sig ikke imot, men bare sa: «Herre, tilregn dem ikke denne synd.» Men han forstod ogsaa at si sandheten, og det var netop derfor de stenet ham. Hvor herlig! Naaden gjør menneskene ømme, fulde av medfølelse og barmhjertighet, sandheten gjør at de staar fast, saa de gjør sit aasyn som den haarde sten mot al uretfærdighet.