Foran en opphøyelse går alltid en ydmykelse

Foran

en ophøielse gaar altid en ydmygelse. Saa meget som Gud har faat ydmyge os, saa meget har vi av ham. Dette liv er inden i os, derfor er det kun Gud, hvis øine er som ildsluer, som helt og sandt kan bedømme et menneskes værd. Vistnok kan det til en vis grad kjendes paa aanden i mennesket, hvor langt det er kommet, idet de mest elendige og sønderbrudte vil møtes i den dypeste forstaaelse, men helt tilbunds i et menneskehjerte ser kun Gud.

En ydmyg sjæl vil straks bli ensom blandt dem, i hvem den foragtede og fornedrede Jesus ingen skikkelse har vundet, hvor helt for Gud de end kan synes at være. Er der mange høider i et menneskes indre, som det ikke i fuld seier har traadt paa, fordi det ikke tillot Gud at knuse dem, vil det straks ha forbindelse med dem som lever sig selv. Driver Aanden en sjæl ned i erkjendelse, hvad enten det er for mennesker eller for Gud, og man med pene undskyldninger smyger forbi en saadan ydmygelse, uten at la sverdet trænge igjennem, blir der i menneskets indre staaende en høide som vil hindre løpet, veksten og kraften.

En ydmyg sjæl vil altid kjende mennesket efter aanden, ikke efter kjødet. Ytre fordeler daarer ham ikke længer. Han avskyr kjødeligheten i dens fineste former og uttryk, for kun at søke efter aanden i mennesket. Han hænger sig heller ikke fast i ytre bud og former, ti han vet at det guddommelige liv ikke behøver at gis baand, lænker og regler av mennesket. Livet taaler det ikke. De kun forkvakler og forkrøbler.

Egte er kun de former som livet selv skaper. Aandens, samvittighetens stemme kræver der hvor mennesket er bundet, og maa ubetinget lydes. «Døm ikke efter synet, men døm en retfærdig dom,» formaner Jesus.

En ydmyg sjæl er altid villig til at opgi sin ret for Jesu skyld, selvom det ser ut til at den uretfærdige seirer. Han vet at denne tilsynelatende seier kun er foreløbig. I sin tid vil Gud retfærdiggjøre sig selv og sine, selvom det først blir paa den dag da alt som er skjult skal aabenbares. Derfor kan han i stilhet og i fuld tillid opgi sin ret, fordi ordet fra Gud kræver det. — Altid lever han i den bevisthet at han staar i gjæld til alle, og for denne ydmyge aand forsvinder alle krav til menneskene. Et saadant sindelag vil altid staa aapent for naade, kraft og velsignelser i overflod, ti den ydmyge gir Gud naade.