Hvem skal frembære Guds mat?

Hvem skal frembære Guds mat?

Forrige gang blev der talt om, hvem der skulde træde frem til Herrens bord for at frembære Guds mat. La os nu betragte nogen prester, som har en anden tjeneste at utføre, — en tjeneste, der ikke kræver den absolute aandelige lydefrihet, som nævnt i 3. moseb. 21. Vi skal i denne forbindelse læse Esek. 44, 10 og flg.

“Ja, endog de leviter, som fjernet sig langt bort fra mig, da Israel for vild, idet de forvildede sig bort fra mig efter sine væmmelige avguder, de skulle bære sin misgjerning.

De skulle være tjenere i min helligdom, opsynsmænd ved husets porte og tjenere i huset; de skulle slagte brændofferet og slagtofferet for folket, og de skulle staa for deres aasyn for at tjene dem.

Fordi de tjente dem for deres væmmelige avguders aasyn og var israels hus et anstøt til misgjerning, derfor har jeg opløftet min haand imot dem, sier den Herre Herre, og de skulle bære sin misgjerning.

Og de skulle ikke nærme sig til mig for at tjene mig som prester og for at nærme sig til alle mine hellige ting, til de høihellige ting; men de skulle bære sin skam og sine vederstyggeligheter, som de har øvet.”

Vi har her for os en del prester, som er prester for folket, men ikke for Gud. Tjente folket Herren, da gjorde presterne tjeneste for ham; men naar folket avvek og begyndte at tjene avguderne, fulgte presterne med for at gjøre prestetjeneste for Baal.

Folket hadde kornet, mosten og pengerne, og av dette skulde presterne ha sit utkomme. Det laa derfor nær for haanden at følge med folket. Vistnok skulde de trofast ha holdt ut i Herrens helligdom, selv om forraadskamrene blev tomme, for derfra at bevæge folket til at holde fast ved Herren. Men det gjorde de ikke. De resikerte heller at komme paa kant med Herren end med folket. Tænk om folket skulde faa noget at si paa dem? Tænk om de skulde knappe av paa tienden? Ja, de var i sandhet i en vanskelig situation, og saa fik det da gaa som det kunde baade med Herrens tempel og med gudstjenesten, bare de fik hvad de skulde ha: folkets tiende og anseelse.

Saadanne prester er i skriften kaldt: prester for folket. Men lydefrie prester er de ikke. Dog skal de faa lov til at gjøre en ytre tjeneste, være opsynsmænd ved husets porte og tjenere i huset. Naar folket atter er vendt om til Herren, vil Gud ikke ha saadanne prester i sin hellige nærhet. De kan staa i porten og indbyde folket til syndernes forladelse, likesaa kan de faa lov til at paatale overtrædelser, hvilket motsvarer at gjøre rent og tørre støv, som er en tjeners gjerning i et hus.

Men de skal ikke nærme sig Herren for at tjene ham som prester. Det skal ikke tillates dem at gjøre en indre tjeneste. De maa ikke nærme sig de hellige og høihellige ting. Det tillates dem ikke at veilede nogen sjæl ind i et dypere aandsliv.

Dog kan de slagte brændofferet og slagtofferet for folket. De kan tillates at prædike Kristus som slagtoffer, som det lam der bar verdens synd; men de skal ikke nærme sig til forhænget for at komme i berøring med de høihellige ting og Herrens bord. De skal ikke frembære aandelig føde, som kan gi næring til helliggjørelse.

Mon verden har forandret sig siden hin tid. Eller er det ikke saa, at de som er prester for folket har overflod av alt hvad de behøver; mens den gudfrygtige sjæl, fattig i aanden, prædiker for intet, og maa somoftest lide mangel paa det mest nødvendige. Maa Gud faa oplatt vore øine, at vi kan se.

Folkets prester faar sin løn og anseelse av folket, — selv de mest ryggesløse tilhører deres menighet. Det er en rummelig menighet, som slutter i sin favn baade teatre og vertshuse, fængsler og bedehuse, kirker og tvangsanstalter. Den som dræper og den som blir dræpt tilhører begge prestens menighet.

Prester og prædikanter som oven nævnt har vistnok en tjeneste at utføre; men det er en ytre tjeneste. Vil derfor nogen trænge ind i et dypere aandsliv, saa spør aldrig saadanne prester tilraads, for til de høihellige ting og Guds bord har de aldrig hat nogen adgang. Av samme grund tror de ogsaa at alle farer vild, som ikke holder sig indenfor deres rækkevidde.

Dog var der nogle prester som holdt prøve. V. 15.

“Men presterne, leviterne, Zadoks sønner, som tok vare paa, hvad der var at vareta i min helligdom, da Israels børn forvildet sig bort fra mig, de skulle træde nær til mig for at ofre mig fedt og blod, sier den Herre Herre.

De skulle gaa ind i min helligdom, og de skulle træde nær til mit bord for at tjene mig, og de skulle ta vare paa, hvad jeg vil ha varetat.”

Vi ser her nogle prester efter Herrens hjerte. De stod trolig fast paa Guds side, da folket for vild. Vistnok formante de folket i det længste fra sin vildfarelse; men naar alt deres arbeide var frugtesløst, saa lot de folket fare og holdt selv fast ved Herren.

Det er disse prester, som ogsaa i vore dage skal ta vare paa, hvad Herren vil ha varetat. De skal træde frem til Herrens bord for at frembære sin Guds mat; ti de er i Herrens øine fri for lyde.

Av alt dette lærer vi, at Gud er nøie, saare nøie. Der blir prædiket meget i vore dage; men ikke maa nogen tro, at alle disse prædikanter har været inde for Herrens aasyn og hentet frem aandelige retter fra sin Guds bord. Det mest almindelige er at staa for folkets aasyn og indrette sin tale til dets behag. Dette gjælder ikke bare mundtlig tale, men ogsaa i skrift.

Maa Gud gi os naade til ikke at tækkes mennesker; men som Kristi tjenere altid — baade i skrift og tale søke at tækkes ham, som har kaldt os fra mørket til sit underfulde lys, og som har gjort os til konger og prester for vor Gud. Aab. 5, 10.