Ordgyteri - trang

Ordgyderi — trang.

“Visselig, tomme ord hører Gud ikke, og den Almægtige agter ikke derpaa” .... “hand agter ikke paa ordgyderi.” (Job. 35, 13—15.)

“Og min Gud skal efter sin rigdom fylde al eders trang i herlighet i Kristus Jesus.” (Fil. 4, 19.)

Enhver bøn til Gud som vi kan vente opfyldt, maa være virket av trang. Vi kan altid være bedende og vi bør altid være bedende, d. v. s.: vi bør altid være trængende. Paulus bebreider Korintierne forat de var blit mætte, og til menigheten i Laodikea staar der, at den selv sa sig at være rik og ha overflod, og at den intet fattedes — og dog var den ussel og ynkelig, fattig, blind og nøken.

Men hør nu, kjære ven; hvis nu dette gjaldt dig f. eks., at du var i en saadan ynkelig, aandelig forfatning, og du allikevel trodde dig at være i bedste velgaaende — hvorledes kunde du da ha trang efter det, du paa grund av din elendighet trængte saa vel til? Umulig. Men naar du ingen trang har, hvorledes kan du saa bede paa anden maate end som: ordgyderi? Saaledes beder mange, og det kommer for en stor del tilsyne som: falsk ydmyghet. Ved erkjendelse (ydmyghet) kan man vokse i naaden, ikke ellers. Man maa først erkjende sin nøkenhet og skam, før man kan faa trang til at bli iklædt og faa sin skam skjult. Vore ord skal ikke bønhøres — men vor trang skal fyldes. Vil man bli sin daarskap kvit, maa man nødvendigvis lære den at kjende. Dette er begyndelsen til visdom.

Du som nu har erkjendt dine mangler, saa langt du ser dem, og har faat trang efter at faa dem fyldt i herlighet i Kristus Jesus, hvorledes skal du nu altid kunne erholde trang efter mere? — Jo, dersom du er tro i hvad du allerede har faat, saa skal du snart ha omsat det, og du vil atter kjende trang efter mere (fattigdom i aanden). Det som hindrer os i at ha trang efter mere er just dette, at vi er saa optat med at beundre hvad vi har faat, istedetfor at omsætte det, at vi ikke forstaar hvor fattige vi er, men tvertimot tror at vi er rike. Saaledes kan et menneske leve i selvbedrag i aarevis. Hvis derimot, vi er trofaste og dermed fattige i vor aand, vil Guds nidkjærhet gripe os, og der vil bli fart i væksten. Ved nidkjærheten vil du faa bruk for meget; du vil kjende tomhet og mangel, og saaledes opstaar trang, og denne blir fyldt, for igjen ved nidkjærhet at tømmes. Aandens aabenbarelser gives til det som er gavnlig. En nidkjær sjæl har bruk for meget, derfor vil der bli git ham mange aabenbarelser om de ting som hører Guds rike til.

Veien er offerets vei: Kristus. Han ofret stadig sig selv i sin tjeneste. Vil du vinde mennesker, maa du uttømme din sjæl, du maa ofre og bli ofret. Et absolut hinder for vor fuldkommengjørelse til tjenestegjerningen er: tilbakeholdelse (nydelse) av vort liv, istedetfor at miste det. Vi blir da rike istedetfor fattige — og vi faar for en stor del vor løn i dette liv istedetfor i det uforkrænkelige. Denne hemmelighet er stor — og faa er de som fatter den. Den vise vælger at lide med og for Kristus, mens den uvise vil nyde de himmelske goder i sine lyster. Den forstandige vil arbeide — den uforstandige vil leke. Veien gaar gjennem forhænget, som er Kristi kjød; men dette var helt og holdent: offer. Du kommer frem paa denne vei, ved at du selv punkt for punkt blir offer. Paulus formaner i Rom. 12, 1 til at fremstille vort legeme som et levende, hellig, Gud velbehagelig offer, hvilket er vor aandelige gudstjeneste. Ingen bør være i uvidenhet om, at det smerter at bli ofret levende. Men takket være Gud, der er en som er prøvet i alt i likhet med os (dog uten synd). Han er derfor istand til at kvæge vor sjæl med den trøst, hvormed han selv blev trøstet. Halleluja! — Det er dog saare gavnlig for os at lide med Kristus, idet vi har samfund med ham i hans lidelser, ti vort samfund med ham der, er maalet for vor glans i opstandelsen. Kjære broder, prøv din trang! Staar den til at nyde livet eller til at ofres? Aanden driver dig til at ofres, lyd den.