(Livets sanne verdier)

Hvor sandt det dog er, at kilden til al hjertets uro er, at det smaa er ved at bli stort og det store er ved at bli smaat. Hvor maa man ikke holde paa det sande store “den evige Fader,” saa vi ikke skal gripe de mindre værdifulde ting, som dog er skapt. De evige sandheter og de aandelige ting kan ikke forenes med andet end det evige i os — med det nye liv, som har korset mellem sig og det gamle; men det gamle gjør ogsaa sine krav gjældende baade i ond og “god” retning; men det maa aldrig faa frit raaderum; men maa gaa under paa korset med Kristus. Det timelige ligger saa nær for haanden; men vor aandelige tilstand skulde være saa befæstet, at det aandelige laa nærmest for vor bevissthet og det timelige, synlige, laa fjernt. Det som ligger fjernt er altid for vor tanke smaat; men de nære ting er store. Derfor lægger Gud de aandelige ting nær vor bevissthet, forat de skal være store for os, mens de kjødelige bliver fjernet saa langt bort, at endog døden maa komme imellem som et svælgende dyp.

Gud som er stor, lægger sandhetens kjærne ind i vor sjæl, som en ren og herlig skat, som blir en uuttømmelig rigdom for hele vor tanke — ja tilværelse. Denne skat har vi i Gud og ikke i os selv, saa der maa vi ikke lete efter den; ti over alt eget er korsets merke; men over alt i ham ligger herlighetens solskin.

Al Guds visdom ligger i aanden, der er den skjult tilstede, og Gud lar den fremkomme for os, for at være os til nytte og glæde; og i Guds nærhet, der vil altid det store være stort og det smaa smaat, priset være Gud!