Sela

Sela.

Alene i haap til Gud vær stille min sjæl, Gud er vor tilflugt. Sela. Ps. 62, 2—9.

Stilheten for Herrens aasyn magter intet at forstyrre. Den er ubrytelig som stilheten paa de kloder, der ingen atmosfære har. Ingen larm kan lande paa de kloders kyst. Luften er for tynd til at bære lyden. Saadan ogsaa om Herrens trone; den er for høi og hellig til at bære verdenslarmen. Den dør ved tronens fot, eller forvandles til stilhetens egen tale: Fortrolighetens barnebøn og frelsens tak.

Naar hjertet i dit indre bruser, da løft din sjæl til Gud! Det er den like vei til stilheten, det er troens vei. Paa sømmen av Guds klædebon staar det evige “Sela.” Det Sela skriver Aanden ind paa din sjæl i de timer, du staar for Gud. Og stilheten kommer over dig, snart som en salig glemsel, hvor sorg og ængstelse sporløst er sunket tilbunds i Guds rigdoms fylde, — og snart som en lykkelig overjordisk klarhet, hvor man paany ser, at det smaa er smaat, og at det store er stort, og at kilden til al hjertets uro var, at det smaa var ved at bli stort og det store ved at bli smaat.