Visdom og hengivelse

Visdom og hengivelse.

Visdom fra Gud faaes ved hengivelse til Gud. Alle vore behov blir dækket ved at trænge indover. Hengivelse i Gud øker det indre syn, avklarer det man allerede har faat, og befæster sindet deri. Hengivelse i Gud betyr opgivelse av sig selv; opgivelse i døden; miste sit liv for at finde livet. Korset, døden, er den trange dør ind til Guds herlighet i Kristus Jesus.

Ved guddommelig hengivelse passerer erfaringerne vort blik, vort liv i nuet eftersom det skrider frem, som en række sandhetsbilleder, hvor hvert erfaringstrin blir stadfæstet med Guds ord. Naar Kristuslivet vokser frem i os, da vil altid nye ting i Guds ord opklares, ti skriften vidner om mig, sier Jesus. Joh. 5, 39. Derfor finder vi et nyt belte lyslagt gjennem hele bibelen for hvert troesskridt eller erfaringstrin vi tar. Den som lever i en stadig hengivelse vil leve i et stadig stigende lys over Guds ord, som han da finder er ett med Guds liv, og sine derav flytende erfaringer. Det aandelige erfaringsomraade økes kun i samme forhold som man opgir sig selv for at hengi sig i Gud.

Paa grund av manglende eller liten hengivelse er erfaringsomraadet hos mange troende meget begrænset. Den som nu øker sin viden, uten hengivelse, han kommer ut fra sit virkelige erfaringsomraade eller sin egen aandelige værdi, og ut i et falskt aandsliv med egenkjærligheten som den drivende magt; han kommer ut paa vidderne hvor han kun faar tilført sin aand laante saker. De som mangler den indre hengivelse med derav følgende utfoldelse av Gudslivet og forøkelse av erfaringerne, hengir sig gjerne til ydre lærdomme for at raade bod paa det manglende indre liv. Menneskets aand maa ha noget at hengi sig til. Istedetfor at gaa indover og finde næring, gaar det utover. Dersom man vil finde den indre livsvisdom, da gaar det over vort eget kjøds ruin; men dette koster for meget for mange, derfor søker de sin viden paa slik maate, at kjødet ikke kommer i berøring med korsets nagler. De som vælger de indre veie om Golgata vil finde en indre livsglæde over den tilførte visdom; de som søker utad vil finde et menneskelig velvære over andres skjønne tanker, idet han optar dem i sin hukommelse. Da disse sandheter kun blir optat paa en menneskelig maate, vil de kun bevirke at selvlivet ved dem vil vokse sig stort; kundskapen opblæser. 1. Kor. 8, 1. Derfor finder vi at disse gjerne blir rike i sine lærdomme, og de vil ogsaa gjerne gaa for at være lærde. De har sine anskuelser og opfatninger om livet, men de har ikke det voksende liv, hvorfra den sande og sikre visdom utgaar. Derfor er deres tale, trods deres selvbevissthet, vaklende og uten Aandens klare linjer. De derimot som faar sin visdom fra selve livet taler altid med bestemthet og derfor har de autoritet; de er ringe i sig selv, fattige i sin aand, idet de altid staar i et ydmygt mottagende forhold til Guds Aand. Hos ydmyge er visdom. Mangel paa visdom har sin grund i mangel paa ydmyghet.

Vor bevidsthets grænseomraade i Gud blir utvidet kun ved en dypere hengivelse. Derved blir indsigten i Gud utvidet og erfaringsforraadet større. Disse forraad gjør man til gjenstand for indgaaende betragtninger i aanden for saa at la dem medvirke til utøvelse i det praktiske liv.

Den som faar tilført sin aand lærdom uten tilsvarende hengivelse i Gud faar denne lærdom kun ind i sin hukommelse uten tilsvarende aandelig utvikling i Gud. De blir paa denne maate rik paa kundskap som ikke er høstet i den egne livs skole. Disse lærdomme vil ta bort deres rest av hengivelse indenfor deres egen ramme eller værdi. Læren er for stor i forhold til livet, og de vil nu hengi sig utenfor sin egen ramme eller fra ydergrænsen av de tillaante lærdomme, som de indbilder sig er deres egne. Men de maa, hvis de vil frem, gaa tilbake til deres egen tilstand, for derfra at ydmyge sig for Gud. Dette koster ofte svært meget for en sjæl som er rigt belastet med kundskap.

Men det er veien. Især falder det vanskelig for ledere, at stige ned ad denne ydmygelsens trappe. Derfor er de oftest saa uttørret, ti livets bakgrund mangler i deres ord. Og i mangel paa aandens salvelse hylles ordene ofte ind i sværmende og drømmende, især ønskende talemaater, der ofte stiger ind i en religiøs fantasibegeistring, der intet har med det virkelige liv at bestille. Ren tale er derimot som stene hugne ut av den faste klippe, ti han taler ut fra selve livet. Al anden tale er som svævende skyer.

Nu er det saa, at Gud i menigheten ogsaa har ansat lærere. Deres lære er til for at utlægge veiene i Kristus, 1. Kor. 2, 17, hvorved man skal faa utsyn over et større felt, som kun kan indtas ved hengivelse og tro. Ellers blir det bare tom lære.

De som sitter inde med den laante lære kommer ofte i stridende tankeforbindelser med de i sandhet gudhengivne sjæle, likesom de ogsaa selv strides indbyrdes om sine mange kløgtige paafund. De gudhengivne sjæle derimot, som gaar veien i Jesu spor — korsets vei, de har et sind og fører den samme tale, eftersom de er lært av den samme visdoms aand, og hele deres tragten staar efter den sandhet som hører til gudsfrygt. Tit. 1, 1. De første er ofte syke for stridsspørsmaal angaaende læren om dette og hint, og de fører ofte indbyrdes en tankekamp om sine ideer, som gjør dem grundig opblæst. De blir opblæst uten grund av sit kjødlige sind, sier Paulus. Kol. 2, 18. Og det er isandhet en daarlig grund at bli opblæst uten grund; men den som saar vind og svævende talemaater høster altid tomhet i aanden, men fart i kjødet.

Ved hengivelse faar man liv med den derav flytende visdom, det aldrig er vaklende eller svævende, fordi den er ett med det fremvoksende Gudsliv. Denne visdom er likesaa klippefast som livet, ti begge har sin rot i den evige sandhets klippe, hvorfra de fremvokser i en for sjælen uadskillelig enhet. Derfor kan en saadan sjæl ogsaa føre sine tanker tilbake til de samles i den store enhet, hvorfra alt utspringer. Ti for ham er der ingen disharmoni mellem den indre store grundsandhet og de derfra utgaaende tanker om de enkelte ting. Visdommen tilfører os Guds herligheter, der efterhvert fremstaar for vor bevissthet som levende sandheter, hvis indre horisont peker endnu dypere ind i Gud og hvis ytre linjer knytter sig i enhet til de forrige erfaringer, som er gjorte i Gud.