Hvile

Hvile.

1. Vi gaar ind til hvilen, vi som er komne til troen. (Hebr. 4, 3.) Vi gaar altid dypere og dypere ind i hvilen. Ethvert troesskridt er et skridt ind i hvilen. Saaledes som vi har ladet Herren træde mellem os og vore synder, saa lar vi ham ogsaa træde mellem os og vore vanskeligheter, og derved finder hjertet ro. Alt maa komme ut av vore hænder og blive overgit ham. I alle ting maa herredømmet hvile paa hans skuldre; da har forøkelsen av freden ingen ende.

2. Alt vort arbeide maa vi gjøre ut fra ham og for ham; vort arbeide er for Gud, og vor hvile er for Gud; først hvile saa arbeide er den nye pakts herlige orden. Vi gjør alt i den hvile vi har i Gud, og vi fører denne ro med os ind i vore urolige omgivelser. Paa denne maate kan vi bringe vore medmennesker evangeliets velsignelser og troens seier paa den mest overbevisende maate. Eftersom vi vet, at alt er i hans haand, kan vi i alle forhold bevare sjælens likevegt. Hvor andre taper fatningen, kan vi handle kongelig.

3. Alt hvad vi holder tilbake, beholder vi ikke for os selv, men for fienden. Fienden sætter sig fast netop der. Hvad du har holdt tilbake som glæde, det vil før eller senere bli fiendens vaaben, med hvilke han kvæler dig og slaar dig ned. Thi i “at søke sit,” og “at frygte for sit,” ligger alle fiendens snarer.