Tro og forstand.

Mange indre konflikter blandt Guds folk kunde undgåes, hvis vi kunde skille mellem en vandring i tro og en vandring efter forstanden.

Ved tro ofret Abraham Isak, dengang han blev fristet; ja sin enbårne ofret han som hadde fåt løftene. Hebr. 11, 17.

Abraham blev fristet dengang han ofret sin søn. Forstanden plaget ham; ti det var jo denne Isak der skulde bli til et folk som havets sand og himmelens stjerner, og nu skulde han ofres. Om Abraham hadde fartet om og rådført sig med kjød og blod, dvs. mennesker som dømmer efter forstanden, da var han visselig blit fraplukket al sin tro, og Isak var ikke blit ofret. Men nu beholdt Abraham saken for sig selv og realiserte sin tro ved gjerninger.

Altid er der konflikt mellem forstand og tro. Når man inden menigheten skal handle i en eller anden retning, da håndhæver forstanden og forstands-mennesket det ene og troen og trosmennesket det andet. Men altid bærer det den vei at troen seirer over forstanden. Derfor sier Skriften: Vor tro er den seier som har overvundet verden. Hvad er så at gjøre? Jo, vi må i enhver sak, før vi påstår og håndhæver noget, ransake os selv, om vi er i troen eller om vi bare bruker forstanden uten at være i troen. Gideon, Barak, Samson, Jefta, David, Samuel og profeterne seiret ved tro over kongeriker, håndhævet retfærdighet, opnådde løfter, stoppet gapet på løver, slukket ilds kraft, fik styrke efter sygdom, blev vældige i krig, fik fienders hære til at vike.

Elisabeth sier om Maria: Salig er hun som trodde; ti fuldbyrdes skal det som er sagt hende av Herren. Luk. 1, 45.

Den som vandrer i tro, han vandrer i forstandens mørke, men når gjerningerne er utført ved tro, da blir forstanden oplyst. Troen tilegner sig Guds forstand og sætter egen forstand tilside. Dog er det at merke, at man kan ikke være uforstandig og ikke vandre efter forstanden, sålænge man ikke har troen levende for sig. Men det øieblik troen melder sig, blir forstanden os kun en fristelse, som den blev for Abraham. Hvad er så at gjøre inden en menighet, hvor både forstanden og troen vil råde. Jo, der blir krig; men her har vi Guds ord for, at vi skal stride troens gode strid. Denne kamp skal vi ikke unddra os av pur beskedenhet for forstanden; ti vi har løfter om at seire ved tro og ikke ved vor forstand.

Georges Müllers forstand kunde ikke ha underholdt flere tusinde barn, men ved tro kunde han klare det.

Herren har sagt han vil bo i mulmet. Hvilket mulm? Jo, forstandens mulm. Når vort lys blir som mulmet, da først kan Herrens lys skinne for os. Da Egyptens herlighet og hoffets herlighet blev som mulm for Moses, da nektet han med glæde at kaldes Faraos datters søn. Det var tro. Sara så på sit alderstegne legeme og hendes forstand blev som mulmet, men i dette mørke skinnet troens lys for hende. Maria kjendte ikke til mand og allikevel skulde hun føde en søn. Hendes forstand stod stille, den blev som mulmet, men Herren bodde i dette mulm.

Vær derfor, kjære sjel, ikke snar med din forstands påstande; ti den som tror haster ikke, og den som søker troen bier på Herren og handler ikke straks efter forstanden. Jesu brødre rådet ham til at dra op til Jerusalem til høitiden, men Jesus sa: Dra I op til denne høitid; ti eders tid er altid forhånden, men min tid er endnu ikke kommet. De vandret efter sin forstand, og den var altid rede til at si hvad ret var i deres øine. Jesus derimot vandret i tro, og hans time faldt ikke altid overett med forstandens time.

Dette må praktiseres tilbunds for at kunne bli forståt. Derfor er Gud trofast, når han gir troens børn Abrahams forgjettelser til eie. Dette er Isak, hvis mor Sara er det Jerusalem som er der oventil. Forstandens børn ned-stammer fra Ismael, hvis mor Hagar er det Jerusalem her nedentil. Man må derfor ikke undres over at forstandens børn forfølger troens børn, og at Ismael kives med Isak om eiendomsretten til det forgjettede land. Dog, hvad sier Skriften? Trælkvindens søn skal ingenlunde arve med den frie kvindes søn. Dvs. de som stoler mer på menneskeforstanden end på Guds forstand, de skal ikke arve. Men de som ved tro søker Guds forstand og sætter sin egen tilside, de skal arve.

Her lever to hovedslags kristne i verden. Det er forstands kristne og troens kristne. Ismael og Isak. Til hvilken av disse regner du din kristendom? Er du meget fornuftig? Vet du altid hva ret er? Eller er du av dem som altid er tvilende, men ikke fortvilende, som altid bier og speider, indtil troen griper det usynlige.

Det synes kjækt og ærefuldt til enhver tid at vite god besked om alle mulige ting. Men troens mand må bie på Herren, siden kan han, når mørket er blit tilstrækkelig stort, favne Guds lys over saken. Dette sker forat dette Skriftens ord skal bli sandt:

Gud gir ikke nogen sin ære, og uten mig kan I aldeles intet gjøre.