Den første kjærlighet. Guds råd i hjertedypet.

Jeg har imot dig, at du har forlatt din første kjærlighet. Åb. 2, 4.

Hvad er den første kjærlighet? Mon det ikke er, at man gjerne hører sin elskedes røst? Gjerne gjør efter den elskedes vilje, og med glæde står i den elskedes hemmelige råd? Hvad skulde ellers være den første kjærlighet?

Menighetens engel i Efesus hadde forlatt den første kjærlighet. Han stod ikke længer i den høiestes råd, og han glædet sig ikke som tidligere ved at høre sin brudgoms røst. Som følge derav var heller ikke hans sidste gjerninger som de første. Hvis han holdt ved på denne måte og ikke vendte om, da vilde Gud flytte hans lysestake fra dens sted. Jesus befandt sig midt imellem de syv guld-lysestaker. Åb. 1, 13. Det vil si, at lysestaken, menigheten, stod på sin plads for Kristi åsyn. Hvis nu menighetens engel ikke vilde vende om og gjøre de første gjerninger, da vilde Gud flytte hans lysestake bort fra sit åsyn, så en anden engel og en anden menighet, som var bedre, kunde indta pladsen sammen med de seks andre lysestaker.

Mon der ikke også idag er menigheter og menighets engler, som engang stod for Kristi åsyn, men som nu har fåt sin lysestake flyttet, fordi de ikke hørte Åndens røst i hjertedypet. Andre menighetsengler og andre menigheter er rykket op på deres plads, og så står man igjen med nogen golde erindringer om den herlighet og det lys man engang hadde, idet man fører krig og er hatefuld og avindsyk på den menighet, som har indtat deres plads. Sauls hat til David gjentar sig; ti der er intet nyt under solen.

Menighetens engel i Efesus hadde mange gode sider; men han var efterhånden gåt mer op i menigheten end i Jesus Kristus selv. Dette ligger snublende nær, eftersom menigheten ikke altid er så åndelig som den burde være. Av samme årsak spurte Jesus Peter, før han gav ham sit embede som hyrden i menigheten: Elsker du mig mer end disse? Enhver menighetens tjener bør i sit hjerte kunne svare: Ja, Herre, du vet jeg elsker dig mer end disse. Hvis ikke kan øret bli tunghørt for Jesu Kristi stemme og åpent for menighetens krav, og følgen blir, at Jesus blir stående utenfor menigheten, som han stod utenfor døren og banket i menigheten i Laodikea. Åb. 3, 20.

Når menighetens engel (forsvarer, talsmand, forstander) forlater den første kjærlighet, da blir han grepet av noget andet end kjærlighet til Kristus. Den religiøse forretning går ham til hode, og dermed følger persons anseelse, storagtighet i levnet osv. Ydeevnen kommer i forgrunden. Personsanseelsen ender somoftest i det sørgelige, at man midt i menigheten får et fattigkvarter og et kvarter for storfolket. Man får et Øst-London og et West-End. En sådan lysestake (menighet) er flyttet, og fordærvelsen kommer hak i hæl i form av misundelse, avind, trætte osv. Man har sluppet fordærveren ind i menigheten. Manasse æder Efraim, og Efraim Manasse; begge tilsammen er de mot Juda. Man biter til høire og hungrer, og æter til venstre og blir ikke mæt. Es. 9, 20-21. Forbindelsen ved den Hellig-Ånd er avbrutt, der er intet syn (guddommelig åpenbaring), og folket blir tøilesløst. Ord. 29, 18. Og ved ord lar en træl sig ikke tukte. Vers 19. Det hele er i et Babels forvirring, og Babel kan ikke læges. Man har forlatt den første kjærlighet og sitter igjen med nådegaverne, mens Ånds-åpenbarelser og guddommelig syn forlængst er borte.

Derfor vend om og gjør de første gjerninger, før lysestaken blir flyttet, ti da er der intet håp om nogensinde for en slik menighet at komme helt frem i lyset. Den enkelte kan reddes ved at forlate den menighet, hvis stake er flyttet, for igjen at slutte sig til den menighet, som står i den første kjærlighet.

Vi må gå helt tilbake til den enkle begyndelse, når vi skal vende om til den første kjærlighet, og vi beviser vor første kjærlighet derved, at vi holder hans bud. Men for at holde hans bud må vi høre hans røst. Troen kommer jo ved hørelsen. Vi må derfor tilbake til kjærligheten til brudgommens røst – Guds Ord – i hjertets råd. Ti Guds Ord dømmer over hjertets skjulte tanker og råd. Hebr. 4, 12. Her har vi anledning til i den spæde begyndelse at dømme vore tanker og vort råd, så Guds tanker og hans råd kan få indgang i vort hjerte. Troskap mot Guds røst i hjertets inderste er den guddommelige livåre, som fører kraft og lys frem til Guds menighet. Brudd her er død og undergang. Her er alteret og her er dommeren og dommen. Fra dette alter strømmer velsignelsens dobbeltbæk ut til folket og bringer med sig liv og åndelig vederkvægelse. Den første kjærlighets frukter forplanter sig til hele menigheten. Derfor er det en livsbetingelse for menigheten at ha åpne øren for hvad Ånden sier til menigheten.

I Job heter det: Har du været tilhører i Guds lønlige råd og der indsuget visdom? Job. 15, 8. Dersom en menighet mangler repræsentanter i dette aller høieste råd, da er den dødsdømt, hvor financielt storartet den end kan blomstre, og hvor talrik på medlemmer den end måtte være.

David lover Herren, som gav ham råd. Ps. 16, 7. Ti Herrens råd står fast evindelig. Ps. 33, 11. Det nytter ikke at stride mot Herrens råd, og heller ikke skal man nogensinde få overtaket over de Herrens vidner, som mottar sine ordre fra hans velsignede råd.

Et liv levet i Guds rådslutning er et liv levet i den første kjærlighet. Ti du leder mig ved dit råd, og derefter optar du mig i herlighet. Ps. 73, 24. Vi forstår herav, at det er de mennesker som lar sig lede av Guds råd, som blir optat i herlighet. Gud er såre forfærdelig i de helliges hemmelige råd, og fryktelig for alle de som er omkring ham. Ps. 89, 8.

Når man derfor lar alt Guds råd fare og ikke vil vite av hans tilrettevisning, så vil også Herren le av dem i deres ulykke, og han vil spotte, når det kommer som man frykter. Ord. 1, 24 og flg.

Der er mange tanker i en mands hjerte, men Herrens råd skal få fremgang. Ord. 19, 21.

Av alt dette forstår vi, at frafald fra Herrens råd er frafald fra den første kjærlighet. Dette kommer ingen mand forbi, ei heller nogen menighet. Åndens love står evindelig fast, og kjendskap til disse kommer ved hørsomhet og troens lydighet. At stole på en vækkelse som gik over land og by for mange år siden, at man dengang var velsignet, er bedrag, hvis man ikke just nu idag hører Guds røst og står i hans hemmelige råd. Ti Kristus lever for altid at træde frem for os, for altid at tale til os, og for altid at veilede os til al sandhet.

Apostelen Paulus holdt ikke noget tilbake, men forkyndte menigheten i Efesus hele Guds råd. Ap. gj. 20, 27.

Efter denne skala bør enhver Guds tjener måle sig, om han er i den tilstand, at han kan holde prøve. Hvis han det er, da vil han også være dyktig til at kunne si: «Efterfølg mig, som jeg har efterfulgt Kristus.»

Guds menigheter sukker efter sådanne tjenere.