Dit sidste brev av 18de ds. har jeg mottat, og det var en sand fornøielse at se og erfare, hvordan Gud har latt dig skue ind i de herlige sandheder, der kommer os imøte ved indtrædelsen gjennem forhænget, det er hans kjød. Just her er al kundskap og al visdom begraven; men det almindelige er, at man vil ha visdommen ute i luften, oppe i skyerne eller noget saadant lignende. Men tingen er, at alle visdommens og kundskapens skatte, ja hele guddommens fylde bor legemlig uti Christus Jesus. Derfor maa vi grave efter skjulte skatte i hans kjød – æde hans kjød og drikke hans blod; thi det er sandelig mat og drikke. Kan dette forstaaes med hode? – efter en uoplyst forstand? Nei, ikke mere med hode end med benene. Guds Aand kommer med Guds kundskap. Men likesom Christus i kraft av en evig Aand ofrede sig selv, likesaa kan vi i kraft av Christi Aand ofre os selv. Christus som Midler indeslutter i sig selv hver enkelt person i Christus. Derfor er Midleren ikke èns. Han er veien til Faderen (fuldkommenheten). Paa denne vei fortæres hans kjød og blod i kraft av en evig Aand. Derfor gjorde Gud det, som loven ikke magtet. Det er gjennem kjød og blod at djevelen kan friste; men naar kjød og blod er ofret, har djevelen ingen materie at la sin indflydelse gaa ut over. Derfor, da Christus ofrede sit legeme, da ofrede han det, som Satan hadde til operationsbasis, og da det var ofret, kunde djevelen intet mere magte.

Der staar tale om de hensovede i Christus. Herav forstaar vi, at frugten av vor tilværelse her paa jorden kun er det maal, hvortil vi naar op ved at levendegjøres av den 2den Adam. Vore legemer hensover i ham. Men naar vore legemer hensover i ham og hans legeme er opreist, maa absolut vi opreises i ham; thi han er ei længer i graven. Tidsintervallet spiller nok rolle for os, men ikke for Gud, der regner de ting, som ikke er, som om de var. Hvor er saa vor horizont? Jo, inden Christi legeme. Kan vi utvide vor horizont? Ja, inden legemet. Kan vi ikke strække os utenfor legemet? Nei, Christus ofrede sig selv helt, derfor gives der ikke rum til noget utenfor. Heller ikke kan vi løpe ut av skindet og si: her er jeg; men hele vort «Jeg» befinder sig i Christus; thi at leve er mig Christus. Men hvordan kan da Jesus være yppersteprest? Jo, han har ofret sig selv indtil sidste vidd; derfor kan han komme den til hjælp, som endnu ikke er færdig med at ofre sig. Men den, som ofrede sig og de som ofrer sig er alle av èn, derfor skammer han sig ikke ved at kalde os brødre.

Vi har intet forut for nogen; men for os gjælder det at være indfor Guds ansigt for derfra at hente kundskap til veiledning. Dette er en profets tjeneste; thi en profet staar mellem Gud og folket. Gud har ogsaa nu i vore dage profeter i sin menighet. Enhver profet skal operere selvstændig og hente alle sine ordrer direkte fra Gud gjennem Aanden. Det er ikke profetens gjerning saa meget at gaa op i masserne som at leve i Herrens fortrolige samfund, og staa i hans raad og meddele folket, hvad Gud aapenbarer. Læs 2den Moseb. 18, 13 og videre hvorav det fremgaar, at Moses lot indsætte øverster blandt folket til at dømme; men naar det var nogen vanskelig sak, da først skulde de henvende sig til Moses, vers 26. Saadan ogsaa nu, man bør lægge vinn om at oplære lederne, idet man selv bevarer sig indfor Guds ansikt og annammer ved en aabenbarende Aand, hvad man skal si. Lederne faar igjen vogte sine avdelinger, og man faar gripe ind hvor fare er paa færde og hvor vanskeligheter opstaar. Er man midt oppe i alt muligt, kan man ikke skjøtte denne saa vigtige tjeneste. Der er nok til at løpe, det gjælder om at faa noget at la dem løpe med. Man bør være sig sin tjeneste i Herren bevidst, at man kan gjøre mest mulig ut av enhver ting, idet man forblir i lidelsen. Derfor, som jeg sagde sidst, saavidt jeg husker, dersom du træffer paa nogen aandelig broder, som du anser særskilt dygtig og tro, saa gjør ham det straks begripelig, at han maa ta sig av den flok, han er iblandt; læg ansvar paa hans skuldre, og læg ham ordentlig paa hjerte, hvad han har at gjøre. Orden maa der være, man kan ikke bare svæve rundt, som en flok sauer. Man maa lære at lyde, før man lærer at byde. Og vil nogen inden flokken ikke lyde, da maa man manøvrere forsigtig med en saadan, at han ikke drar flere efter sig.

Br. Gerrard har skrevet til mig om det ogsaa du skrev, nemlig om utgivelse av et blad. Han tænkte paa at utgi et 16 sidigt blad med en kontingent a 4,00 kr. pr. aar. Jeg skrev til ham og foreslog et blad av omtr. samme størrelse som «Det gode budskap» og med en kontingent som dette blad – kr. 1,50 pr. aar. – Samtidig at vi forblev hver i vore stillinger, indtil bladet hadde vokset sig saa sterkt – at isen kunde bære en redaktør. Fra den tid av kunde – om Gud ga lykken – bladet gjøres større og kontingenten økes noget. Samtidig sagde jeg ham, at skal vi utgi et blad, da maa vi arbeide for sandhetens fremme og ikke for bladets fremme, og saa vil nok Gud sørge for bladets fremgang. Man kunde indtil videre faa sagt meget gjennem et mindre blad. Gerrard vil være vel skikket for en saadan stilling; thi det er jo en kjernekar. Jeg har svært god lyst til en saadan gjerning, og jeg tror nok Gud vilde bruke mig til at gjendrive – overbevise, straffe og formane i et saadant blad. Religiøse nyhetsblader har vi nok av, saa dette maatte gaa i en skarp retning. Men jeg kan jo ikke gaa ut i det blaa; man maa beregne enhver ting. Dog kunde jeg skrive og arbeide i den stilling jeg har, og søke bladet bredt ut, saa maatte jo Gerrard, om han ikke kunde greie det ved siden av banken gaa helt ut og overta redaktionen og søke at leve derav.

Nu blir det sent paa kvelden. Lev saa hjertelig vel, og med hensyn til motstanderne du skrev om, saa trøst dig med Josva 10, 24 og 25.

Kristoffersen og Ellefsen har bedet mig hilse dig. Det er morsomt at høre fra dig, at det gaar dig vel, og at du kan være til nytte.

Hjertelig hilsen i Christus Jesus med Sakarias 11, 4.

Din