Dit kjære brev af 1/4 er modtaget, hvorfor saa mange tak. Det er altid en glæde for os her at høre fra eder. Imorgen aften skal vi have møde hos mig. Vi har herlige møder, og det samme hører jeg I har. Det trænges godt i vore dage, den formaning, som Paulus gav Thimoteus (2det Tim. 4, 2): Predik ordet, hold ved i tide og i utide, overbevis, straf, forman med al langmodighed og undervisning; thi man skal nok faa erfare, at der er et arbeide inden hjorden. Det er ikke blot at omvende sig – og saa er man fuldt færdig. Lammene maa vogtes og faarene maa vogtes, hvilket Jesus formaner indstændig Peter til. Ikke alle er evangelister, nogle er ogsaa profeter, hyrder og lærere. Enhver maa varetage sin gjerning. De fleste har ikke nogen fremtrædende gjerning; men de er lemmer paa det samme legeme. En Christi tjener skal først prøves, om han er tro, siden kan han tjene vel i menigheden. Vistnok er det, som du siger, mangt og meget at afslippe; men det er netop her visdom fra Gud trænges; her er en gjerning at varetage, som er af den aller vigtigste art. Man har her for sig den levende Guds menighed, som man er betroet tilsynet af. Man skal vogte den for ulven, for fariseernes og saduseernes surdeig, vogte den slig, at den faar føde osv. Maatte vi paa hin dag erholde skudsmaalet «Vel gjort, du gode og tro tjener» for denne meget vanskelige gjerning.

Det er godt altid at have sin gjerning klart for sin bevidshed. Ikke at man glæder sig over gjerningen; men at man kan gribe an sin gjerning med fuld forstaaelse og med fuldt ansvar baade for Gud og mennesker. Derfor er det af den aller høieste betydning at den, som skal lede andre – ikke selv lader sig lede af nogen. Christus leder direkte menighedens tjenere. For at ledes af Christus maa man holde til udenfor leiren (samfundene i verden osv.); thi der kan man høre Aandens røst. Selv om det synes lidet ud, hvad virke angaar, der udenfor leiren, saa bliver det dog mere af det, end om man præker for tusinder indenfor leiren. Se Jesus, hvilken gjerning – blandt kun tilsyneladende faa. Br. Kristoffersen begynder mer og mer at kjende skuffelsen indenom bedehusleiren; han trækker sig mer og mer ud til os. Han faar mer og mer modstand for tungetalen skyld. Tungetalen er mere værd end lange prækener; thi den kan bringe dem til at steile og studere og klø sig i hode. En dag siger de at det er af Gud, dagen efter er det af djevelen, saa 3dje dag er det af Gud igjen osv. i det uendelige. Ingen under at det er et tegn – et prægtigt tegn. Folk skjælver i sine grundvolde, haleluja. Kan man vel forundre sig over Paulus, naar han siger, at han vilde ønske, at alle talte i tunger. For mig kunde de gjerne ryste alle sammen ogsaa, Johs. ev. 11, 33. Hebr. 12, 25 og ud. Legemet er jo taget af jord, og de ting, som rystes skal omskiftes, efterdi de ere gjorte, for at de, der ikke rystes, skulde blive ved. Vi skal iføres et legeme engang, som ikke skal rystes. Denne rystning tilintetgjør Hymogenes og Filetus’ læresætninger om, at opstandelsen var skeet; thi alt det, som rystes skal omskiftes; derfor, lad dem bare ryste. Alt hvad Gud gjør er saare godt.

Hebr. 13, 10; vi have et alter, af hvilke de ikke have ret at æde, som tjene ved Tabernaklet. Paa dette alter befinder sig Christi legeme, hans kjød og hans blod. Vor aand æder af dette alter, ikke vort naturlige menneske. Vort naturlige menneske er indesluttet i Christi dødelige legeme paa alteret; thi det er vor mad at gjøre Guds vilje, og Guds vilje er vor helliggjørelse. Vi gaar tilgrunde med ham og levendegjøres med ham. Dette alter er indeni os; og vi har ret til at æde deraf; thi jo mere vi æder, desto mere levendegjøres vi efter aanden og desto mere fortæres og dødes efter kjødet. Men den, som kun er renset udvortes for udvendige synder, tjener ved tabernaklet og har intet alter indeni sig at æde af. Thi man maa være død med ham for at kunne leve med ham. Denne død er offeret paa alteret (Christus). Men det, som er dødt og paa alteret skal opædes; dette er stedse at hengives i døden.

Nu kom netop Pauline hjem og fortalte, at Sigurd Kristoffersen igaar i den lutherske menighedsforening havde talt i tunger. Presten var tilstede (Bugge), han befalede Kr. at tie; men Kr. fortsatte at tale i tunger; de begyndte da at synge «Lover den herre den mægtige konge» osv. Da han var færdig fik han (Kr.) besked om, at der paa menighedsforeningens lokale for fremtiden var forbudt at tale i tunger; vilde han komme, kunde han gjerne det; men ikke maatte han tale i tunger.

Jeg hørte at de skulde have bestyrelsesmøde om denne sag; dette var formodentlig resultatet. Et prægtigt resultat –.

Man kan merke fiendskabet; men Guds faste grundvold staar dog. I skulde udelukkes af synagogerne, og I skulde hades af alle for mit navn skyld. Haleluja, at kraften nu begynder at blive saa stor, at dette sker.

Hold fast i Christus! Frygt ikke om Satan raser! Bind flokken sammen i den sunde tro og den sunde lærdom! Lad ingen foragte dig for din ungdoms skyld! Verne om flokken! Og Gud skal give dig mere end nok af kraft og visdom.

Hjertelig hilsen baade til dig og brødrene samt søstrene i Herren. Lidelse fælles bringer kjærlighed fælles. Haleluja.

Din i Christus stridende

Arsenalforv. Sande talte jeg længe med idag paa verftet om mange ting. Han havde negtet Halvorsen (metodistprest) at tale mod tungetale i afholdslokalet; thi han er nemlig formand. Han havde i den anledning havt en længere feide med den herværende metodistprest Wiel. Nu vilde han gjerne have Barratt hid. Han var meget grei. Han saa selv, hvad virkninger tungetalen havde gjort, sagde han. Og han var enig med Joakim Pettersen i «Kristelig Tidende». I «Hortens Avis» har han ogsaa taget til gjenmæle mod fiendtlige artikler.