Mange tak for dit kjære brev. Blekket mit er bleven borte, saa jeg skriver med blyant. I dag sidder jeg ombord. Vi har endnu ikke faaet afseilingsordre; men venter hvert øieblik. Guds trofasthed staar mig kraftig bi midt i trængselen, som er saare nødvendig for mig. Derfor er jeg meget vel tilfreds; thi Herren skal udfri mig i sin behagelige tid. Gud give mig lykke i min tjeneste ombord; men aldrig over og aldrig under, som det sidste gang stod i «Det gode budskab». At komme over vilde gjøre mig hovmodig og at komme under vilde gjøre mig fortrygt; derfor er alle Guds veie jevne veie og banede og rette veie. Hovmod og forsagthed har ikke fremgang i hans udvalgte; men ydmyghed og kraft haver lykke.

Du skrev om guttene i Tordenskiolds gd. Og kaldte dem «vore gutter». Har du rigtig tænkt paa dette. Var det ikke bedre, at du og den klik du er i var «deres gutter», saa at gutterne kunde fryde sig i, at alle ting var deres. Men naar I kalder dem for «vore gutter», saa føler gutterne sig som slaver under eder. Dersom I derimod lod dem forstaa, at I var deres gutter, da vilde friheden og jubelen spire frem; og da vilde I selv være grundvold for gutterne; thi I havde gaaet under dem; og ladet dem gaa høiere end eder selv. Paa denne maade er profeterne og apostlerne bleven grundvolden og Christus Jesus hovedhjørnestenen. Skal vi dannes til piller i Guds tempel, saa faar vi taale, at nogen hviler paa os; thi pillerne skal bære tyngden. Men for at bære tyngden, saa faar man selv gaa under, og da skal man paa den maade blive af de største. Paulus sagde ikke «vore gutter»; men han sagde: Alle ting er eders: Paulus, Kefas, verden, liv, død; alle ting er eders; men I ere Christi; men Christi er Guds; paa den maade Gud bliver alt i alle.

Du gjør vel i at trænge ind i Guds rige med magt for paa den maade at rive det til dig. Alt maa ofres. Hjertet maa omskjæres – helt rundt. Alle forbindelser med verden ophæves og afskjæres. Øinene og ørene lukkes for verden og aabnes for de ting heroventil. Saa det kan blive, som skrevet staar: Hvo er blind som min tjener, og døv som det bud, jeg sender. At miste sine kjødelige sanser er at hengives til døden for Jesu skyld; men da vil ogsaa hans liv aabenbares i vort dødelige kjød. Guds Aand tager aldrig hensyn til kjødelighed og ære paa den grundvold; derfor er Christus bleven en anstødssten og en forargelsens klippe; og alle de, som tror paa hans navn, bliver dannede efter det samme billede. I Guds rige er den størst som er intet; den derimod er intet, som vil være størst.

I skulde ikke ville lade eder kalde veiledere; thi èn er eders veileder, Christus; men I ere alle brødre. Alle disse ting kommer først til sin ret; naar man faar Guds Aand i sin pinsekraft, som sit liv og sin drivkraft. Et menneske, som kun har faaet sine synders forladelse kan ikke vokse op i Christus; thi dertil maa man gjenfødes. Man kan vistnok predike slig, at syndere faar sine synders forladelse; men at amme nogen op i Christus, kan man ikke. Hvordan er det med «klikken»; de har nok faaet sine synder forladte; men er du og de gjenfødte til et levende haab? Kan I tale som Guds ord? Har I solgt alt? Har omskjærelsens tjener Christus faaet skaaret hjertet 360 grader rundt? Du vil kanske svare som fru Rasmussen: Jeg lader mig ikke eksaminere. Vel; jeg tror ikke du svarer slig; thi jeg har en sterk følelse af, at du er glad i sandheden.

Det koster, naar man af hjertet skal sige: Mit alt er paa dit alter, jeg venter paa din ild.

Truslev og jeg har talt endel sammen; men jeg for min del har slig tjeneste, at jeg næsten aldrig kan være tryg. Det er godt for hver og èn, som har sagt «ja» til Jesus – Gud velsigne dem – jeg vil dem aldeles ikke til livs; men jeg vil kun minde om, at efterat Israel var frelst fra Farao og egypterne ved Det røde hav, blev de frelste fra ørknen ved Jordanen. Landets frugter var herligere end ørknens manna. Men ingen kom ind i landet af den gamle slegt uden de to, som trodde. Vistnok kom den yngre slegt ind; men de vare døde i sine fædre; thi død maatte til. Men da de ikke personlig var døde, saa fik Josva ikke bragt dem til en aandelig hvile. Men Josva havde aandelig hvile ved sin tro; thi han agtede ikke, at han var som en græshoppe i indbyggernes øine. Og dette kunde han kun gjøre derved, at han var død fra sig selv og sin egen styrke.

Samsons styrke laa i hans tro, og hans tro og hans lange haar var tro og gjerning. Da han lod sig klippe, var han vantro, og kraften svandt. Da han søndersled løven var vel kampen haard; men seirens frugter laa i løvens døde krop (honning). Heraf ser vi, at efter død kommer honningen frem, og hvad er sødere?

Har nylig havt brev fra broder John Wintersborg. Han lever bra for sig selv i stilhed.

Vær da paa det hjerteligste hilset fra din broder

Hils hjem!