Guds naade og fred. Dit meget kjære brev skal du have tak for. Det vidner om, at du mer og mer, eftersom tiden gaar, lærer at elske Gud og føle verdens tomhed.

Hvert knæ skal bøies for Gud, og de skal bekjende, at Christus er en herre til Gud Faders ære, derfor er det, som du sagde, bedst at bøie knæ – før jo heller. Verdens glæde er tilfredsstillelse af kjødelige begjærligheder; men slige begjærligheder er synd; thi al synd er i verden formedelst begjærlighed; og det heder i loven: du skal ikke begjære. Og al overtrædelse af lov er synd; thi loven er kun til for overtrædere. Loven kan ikke virke paa den retfærdige; thi loven er retfærdig, hellig og god, det samme er ogsaa den retfærdige, saa disse to er ett. Derfor heder det ogsaa, den som taler ilde om sin broder, taler ilde om loven og dømmer loven.

Ligesom et regnestykke kan bevises, saaledes kan ogsaa alt Guds ord bevises; thi ordet kan opløses i alle sine bestanddele og klyve og dele i det uendelige, indtil ledemod og marv, og det forstaar at dømme over hjertets skjulte tanker og raad.

En ting er af uhyre stor vigtighed, og man kan ret og slet ikke være en Jesu discipel uden at man lider med ham, det vil sige, at man tager sit kors op og følger efter ham og sætter sit liv til.

Den, som kan fordrage lidelse med Christus og for Christi navn skyld, en saadan overvinder sig selv og dermed Satan og al hans vælde. Gjennem lidelse gaar vort «Jeg» tilgrunde, og vort nye «Jeg» vokser op, og det er bare kraft. Derfor kunde apostelen sige «Jeg» dog ikke «Jeg». Ja slig tale er underlig, men han skal kaldes «underlig», raadgiver og freds fyrste.

Verden og dens lyst er intet – kun tomhed. Verdens glæder er kun en herlig port, hvorigjennem man gaar for at komme ud i endnu større tomhed.

Hvad verden kalder glæde, er det som foregaar, naar begjærligheden undfanger. Men naar begjærligheden undfanger, da føder den synd; men den, som tiltager i synd, forandres efter sin faders (djevelens) billede fra fordømmelse til fordømmelse.

Men ikke saa med os i Christus; vi forvandles ved at skue ind i Christi aasyn fra herlighed til herlighed. Satan har ingen magt over os; hans regimente er i mørket og ikke i lyset. Men vi ere lysets børn. Lysets børn er uovervindelige, sandhed er deres feltraab og kraft deres løsen. Unionsafvikling foregaar stadig; men dette gjør; at vi faar en øvet sans til at skjelne mellem godt og ondt. Gud er en nidkjær Gud, derfor bliver ogsaa vi nidkjære; thi nidkjærheden skal fortære os.

Gud har lagt enhver kraft paa sit sted, og uden kraft kan ikke kræfter tilintetgjøres. Der er kræfter i lyset og kræfter i mørket; thi vi ere overførte fra Satans magt til Gud. Heraf ser vi, at Satan har magt. Men naar den sterkere kommer ind i huset, da binder han den sterke og kaster ham ud.

Jeg er meget glad, fordi du begyndte paa den vei, som fører til livet; Gud giver de ydmyge naade, lad os derfor altid ydmyge os under Guds vældige haand, at han i sin tid kan ophøie os. Lad os altid opgive selvviljen og løbe med glæde i den os foresatte kamp vidende om, at vi altid befinder os bag ham, som banede veien for os.

Lad os altid hengive hjertet til at forstaa visdom, og lad altid indsigt være vor pryd. Lader os aldrig vorde mennesketrælle, thi vi ere dyrekjøbte. Lad os aldrig pleie kjødet at begjærlighed vækkes; men altid staa som seierherre over os selv. Gud drager alle til sig, han vil, at alle mennesker skal blive salige og komme til sandheds erkjendelse. Men tingen er blot ikke at modstaa hans dragelse og hans vilje.

Nu er vi afmønstret; vi blev klar igaar; men jeg skal til Melsomvik imorgen for at aflevere baadens inventarie og varegods. Vi havde bra og flinke folk ombord denne gang. Folk kaldte vor eskadre for «Svartehavs eskadren». Man maatte fyre kraftig for at komme op i 8 mil. Saa havde vi paa den eskadre en hel del reserveofficerer, som du selv kan tænke ikke kunde stort; men det var moro aligevel, og exercitie og krudtlangning gik udmerket. Det var ikke med behagelige følelser vi laa der i Hvalerdistriktet med vort lille fartøi; det var som paa en jagt med 5 a 10 geværer ombord skulde lægge sig ikast med en panser. Vi kunde saavidt gjøre beregning paa at holde en torpedobaad klar af os. Men vi havde rasket sammen alt muligt som kunde skyde og flyde. Vi var komandofartøi og havde 5 torpedobaade under os.

Men nu er det over, og det i fred og ro, men vi var beredt paa det værste. Flere af de norske torpedobaade havde nok i tilfælde ikke været saa greie at undgaa. Christian vil gjerne være hos mig; thi jeg springer med ham, og det er morsomt.

Nu faar jeg da slutte for denne gang med en kjærlig hilsen fra din broder

Hils Ludvig og hjemme.