Tak for dit brev, som jeg mottok idag, likesaa boken og de tilsendte kr. 22,00. Vin skal vi kjøpe; men hvorvidt jeg kan motta de penge du sendte til franskundervisning har jeg endnu ikke klart. Du kan jo faa høre derom senere, imidlertid skal du ha tak for dit gode hjertelag.

Dit brev til far var mere end sædvanlig fuldt av gedigent stof. Gud har jo git dig naade til at spinde ham ind, som æderkoppen gjør med sit bytte. Jeg tror han vanskelig kommer ut derfra, om du nu fortsætter dermed en stund utover, indtil du faar hans erkjendelse om, at han føler sig tilfreds i garnet, da kan man gi ham medhold – ikke før.

Som du nok har følelse av maa man være listig som en slange og enfoldig som en due. Dersom man er Aanden hørig i ett og alt, saa gaar det slik av sig selv.

Hvad du talte om Ludvig og menigheten, som maatte ofres, var mit hjerte fuldt med i. Alt maa ofres, hvis man vil ha fred. Alle kjødelige taarer kunde spares, om man en gang for alle slap offeret og lot det ligge der. Naar Gud gir mig naade til at skrive til far, saa vil jeg be ham opbevare de brever, du har sendt ham i disse dage; thi jeg tror de er levedygtige. Br. Anthony hører jeg er træt baade til legem og sjel. Jeg tror han maa yde, et offer som er mægtig stort, om han vil komme helt med. Jeg tror det vil gaa ham, som den rike yngling, om han ikke gir op alt.

Jeg var nu netop ute hos P. Roa og læste op dit brev til far; hun begyndte at graate, da hun netop idag hadde hat kamp, som stod omtalt i brevet, nemlig at man skulde la offeret ligge paa alteret, naar det en gang var lagt der. Siden læste vi om dobbeltbækken, Ez. 47, hvorledes alt blev liv, hvor den kom frem og hvorledes trærne bar frukt, som ikke skulde faa ende, v. 12; men hvorledes bækkens myrer og pytter skulde være usunde og gives saltet ivold, v. 11. Blir man staaende stille og ikke lyder Guds Aand, saa blir man en slik myr og pyt, som gives saltet i vold, og da kan der ikke bli liv og vegetation langs de salte bredder. Saltet bevarer vandet i pytten fra forraadnelse; men det gjør samtidig, at intet kan vokse i nærheten. Man strør jo salt i havegangene for at dræpe græset. Saaledes tror jeg nok en sjel kan bli bevaret ved saltets kraft, selv om han blir staaende stille, men han blir ikke mere fruktbar. Sjelen kan ved saltets opholdende kraft – bli frelst paa vor Herre Jesu Kristi dag. Man salter aldrig noget levende; men det som er dødt. Rindende saltvand har jeg aldrig hørt tale om; men dobbeltbækken var rindende. Dobbeltbækken maa jo absolut være Guds Aand; men naar der ikke var salt i dobbeltbækken, saa maa heller ikke saltet ligge i Aanden; men hvor ligger det da? Herren er Aanden, og Aanden vidner kun om offeret – ikke om saltet paa offeret. Offeret er Jesus og Aanden vidner om ham. Saltet hvormed offeret skulde saltes er jo utenfor offeret, Hvad er saa saltet? Her staar min forstand stille, her finder jeg ingen utvei. Jo – maaske der opgaar et lys. Saltet bevarer offeret som offer, saa det kan gjælde som offer for alle slegter og i alle tider. Men for at bevares som offer ved saltet, maa der stadig være noget objekt, og det er mennesket. Derfor heter det: hav salt hos eder selv. I er jordens salt. Altsaa har mennesket salt hos sig selv, Mark. 9, 50. Uten salt intet offer, og skal vi kunne overlevere vore efterkommere et helt offer, maa vi ha salt hos os selv, saa vi kan overbringe ham (Jesus) som offer; thi han overbringes kun av de hellige – av dem, som er jordens salt. Altsaa er de hellige jordens salt, som opbevarer Jesus som offer for slegterne. Haleluja, nu fik jeg lys.

Dette vidunderlige lys gav Gud mig just nu. Jeg skrev i blinde og resonerte mig frem indtil fuldt lys. Du ser selv gangen i det.

Hvor liflige er Herrens veie; tænk hvilket helligt hverv, at faa være salt, der opbevarer Jesus som offer ned igjennem tiderne. Apostlerne var salt til at opbevare offeret til sine nærmeste og de igjen videre og saa fortfarende. Ja, i sandhet, nu forstaar jeg Jesu dype ord: I er jordens salt. Ingen under, at det salt, som mister sin kraft intet duer. Merkelig, hvordan Guds Aand analyserer for os alt mulig. Naar vi er saltet, saa kan saltet ikke frembringe liv og vegetation; men dobbeltbekken kan det.

Naar du lægger merke til gudfrygtige mænd og kvinders verker ned gjennem tiderne, saa er det de hellige, som har tat vare paa dem. De hellige er saltet; men saa maa ogsaa de verker, som er skrevet være offer!!! Thi hvert offer skal saltes med salt, d.v.s. opbevares! Dette er Herrens ord, og vi kan ogsaa hvile fra omsorg for, hvad der skal bli efter os, naar vi er vandret bort. Er vi ikke frigjort fra det, saa er vort arbeide intet offer og kan selvfølgelig ikke saltes og kan som følge derav ikke opbevares. Her er et vidstrakt felt, hvor frukterne varer ved, naar de er ofret og saltet. Merkelige forgjettelser; merkelige skjulte skatte paa lønlige steder. Vi kan ikke noksom beundre Guds visdom og majestæt.

Som offer tror jeg dit legeme kan bevares ved saltet; thi formedelst din gjerning i Kristus vil mange hellige (saltet) være i virksomhet med at bede for dit liv, formedelst den gjerning Gud har git dig at utføre, fordi du er ofret. Akkurat maa det være. Gud forener alt med kors; naar sundhet kan forenes med kors, da vet vi, at Guds vilje er sundhet, og da gir han sundhet. Mange av de hellige hensov (døde), fordi de levet et slurvet liv. Visdom fra Gud forlænger ens dage. Ja, her er meget at lære. Naar vore legemer er fremstillet som levende Gud velbehagelige ofre, saa er det sikkert, at ogsaa disse ofre er saltet med salt, eftersom det heter, at hvert offer skal saltes med salt. Men legemet er kun saltet med salt saalænge det er offer. Taper saltet sin kraft gaar offeret i forraadnelse; i dette tilfælde legemet. Likedan gaar det med alle andre ofre. (Har I lidt saa meget forgjæves.)

Boken du sendte av md. Guyon, var meget kjærkommet, og det skal bli meget interessent at læse den.

Nu faar du leve saa inderlig vel, og vær paa det hjerteligste hilset fra din broder