Formaninger

Av Aksel Smiths efterlatte skrifter.

Der skal stor ydmyghet til at erkjende at en formaning er berettiget. Man klager over sine daarligheter, men er for stolt til at erkjende en av dem, da de tror at de blir daarligere og ringere i andres øine ved at faa dem frem i lyset. Derav kommer de mange protester, undskyldninger og omgaaelser som saadanne kommer frem med, naar de blir formanet. Der er ogsaa dem som har mange feil, men kræver at bli set paa som om de ingen hadde. Og de som er blinde for sine feil, gaar omkring og anser sig for fuldkomne.

Undskyldninger er at gi forhold og personer skylden og ansvaret for ens egne handlinger, og der er dem som finder trøst i at ikke andre er bedre; likesom du har ansvaret for at andre finder trøst i at ikke du er bedre.

Baade undskyldninger og falsk trøst er som mørke skyer, der lægger sig mellem en sjel og Gud. Undskyldning er syndens førstefødte avkom, 1. mos. 3, 12—13, der lægger daarligheten over paa andre for at dække sig selv. Dette er veien til at dække synd med løgn — dække synd med synd.

Den som lar formaningen dømme sig, vandrer efterpaa fremad befridd fra en byrde, men den som ikke hører, vil lægge dom til sin samvittighet. Erkjendt sandhet er erkjendt lys, hvorved sjelens aandelige grænser flyttes længere ut. Den som nekter lyset, lægger mørke over sin vei. Den som elsker Gud, forlyster sig i hans domme over selvlivet endog midt under dets protest. Den som hater sin sjel, forblir i mørke med lysets dom hvilende over sig.

Kun den som er bedrøvet over andres feil, er skikket til at formane. Al formaning bør tilsigte en utfrielse. Den som formaner for selv at triumpfere, bruker sit lys som mørke. Dog kan formaningen bli lys for den anden, mens det er mørke for den som formaner. Den som tjener sit selvliv med Guds lys, daarer sig selv paany og straffes ved sin handling.

Formaningen skal ikke utspringe av misnøie og ærgelse over andre, men av kjærlighet til dem. Den som formaner av andre grunde end kjærlighet, har endnu ikke lært at seiren for andre maa først være vundet i hans egen sjel. Formaningens maal er seier for den sjel som blir formanet. Naar nogen ikke selv er taalmodig, da kan han heller ikke være langmodig med andre. Og hvor man ikke har langmodighet, er man ikke skikket til at formane; ti somoftest falder man da selv i utaalmodighet, naar den som formanes ikke straks tar imot formaningen. Forman med al langmodighet og lære. 2. Tim. 4, 2.

Triumpfer ikke over at formaningen ved dig har faat et godt resultat, og klag ikke over, at den anden endelig har faat sine øine aapne. Gjør ikke den anden forsakt, men tak heller Gud i ydmyghet for at han har holdt sin haand over dig, og husk, at du selv trænger baade formaning og overbærenhet.

Ledere av forsamlinger står som oftest sannheten imot grundet tom ære, levebrød, vellevnet og frykten for å gå ned og bli delaktig i Kristi vanære. Og det tiltross for, at de selv godt forstår hvad der er sannt og rett. Men den som mister sitt liv har intet å frykte.