Bibelens guddommelige opprinnelse

Bibelens guddommelige oprindelse.

Mennesker kan se nogle aar frem i tiden og uttale deres mening om, hvad forholdene vil lede til. Men intet menneske kan se aarhundreder frem i tiden og forutsi mange særlige ting om en bestemt person og faa dem til at passe like til den mindste enkelthet. Kun den alvidende Gud kan gjøre dette, og opfyldte profetier av denne slags beviser bokens guddommelige oprindelse. For at bruke en andens ord: Naar vi opdager en makt til at forutse, som har været istand til at gjennemtrænge de mørke aarhundreder som laa foran, og til at erklære med nøiagtighet de ting som skulde komme, da vet vi, at en saadan makt maa utgaa fra Gud — og fra Gud alene.

En meget tankevækkende kjendsgjerning ved profetierne er, at der undertiden kan være to tilsynelatende motsatte profetiske linjer, og allikevel opfyldes de begge bokstavelig tilsidst. F. eks. er der to profetiske linjer om Kristus. Den ene fremsætter en altbeseirende Messias, som skal regjere nationerne med et jernspir og triumfere over alle (Ps. 2 og mange andre skriftsteder). Den anden profetiske linje fremsætter en lidende Messias, «foraktet og ikke at regne blandt mænd,» slaat ihjel og korsfestet (Es. 53, Dan. 9, 24—26, Zach. 12, 10.) Saa stor var denne gaate og tilsynelatende motsigelse, at den løsning blev foreslaat at der skulde være to Messiasser, den ene en lidende av Josefs stamme, den anden en seirende av Juda stamme. Men gaaten er løst i Messiasses komme de to gange, nemlig den første gang for at lide og gjøre forsoning for synden, den anden gang for at overvinde og regjere. Naar de ting som sker aarhundreder efter, og som gjør profetierne klare, blev uttalt aarhundreder i forveien og opfylder begge sider like til den mindste prik, maa da ikke enhver ærlig og opriktig mand eller kvinde se Gud bakom profetierne?

Der er i Bibelen andre profetier om hedenske byer, der syntes usandsynlige med hensyn til at gaa i opfyldelse da, og dels syntes opfyldelsen motsigende og umulig, men det er gaat bokstavelig i opfyldelse for vore øine netop i vor tid. Stod da ikke Gud bakom disse profetier, eller var det ikke ham?

Men der er en anden slags profetier som er endnu merkeligere, nemlig dem som findes i Skriftens forbilleder.

Naar du spørger den, som overfladisk har læst det Gamle Testamente, hvilken del herav der er profetisk, vil han svare: De store og smaa profeter, og maaske nogle av de andre tydelig uttalte profetier rundt omkring i Salmerne, de historiske bøker og Mose lov. Men spør den, som virkelig er gaat op i studiet av det Gamle Testamente, og han vil si dig at hele det Gamle Testamente er profetisk, at dets love er profetiske, dets historie, personerne, dets indretninger er profetiske. Dersom du da undrer dig over hvad han mener og tar dig tid til at høre efter, vil han vise dig, hvorledes enhver ting i tabernaklet f. eks. dets tre avdelinger, redskaperne, skuebrødsbordet, guldlysestaken, guldrøkelsesalteret, paktens ark, kobberalteret, kjedelen, fjælene til tabernaklet, dækkene til tabernaklet, alt hentyder profetisk til gjerninger og sandheter i forbindelse med Jesus Kristus og Guds frelsesplan, menigheten og himmelen. Han vil vise dig hvorledes Josef var et profetisk forbillede paa Kristus paa mange vidunderlige maater, han vil forklare dig det samme om David og Salomon, og han vil gaa videre og vise dig vidunderlige forbilleder paa Kristus, menigheten og israels forkastelse av Messias og den kommende forsoningsdag for israel og løvsalernes fest, som kommer efter. Og hvis du ser nøie til vil du forstaa, at det er slet ikke indbildning, men at den sande forfatter av disse dele av Skriften aapenbart hadde alt dette til hensigt. For fuldt ut at kunne værdsætte kraften herav maa man naturligvis trænge ind i tingene, og jo dypere man skuer ind i dem, des mere vil man fyldes med undren og beundring.

Uheldigvis er det saaledes, at kritikere som bryter ned, aldrig fordyper sig i disse ting. De er saa optat med deres kloke, lærde spekulasjoner og metoder at analysere og kritisere paa, og skjønt disse metoder ikke anerkjendes, men er opgit av dem der befatter sig med litterært studium, saa brukes de dog overfor Bibelen. De har ingen tid til studiet av det virkelige indhold, de «analyserer» blot og søker at opdage «kilderne». Da forfatterens opmerksomhet først blev henvist til forbillederne, mente han, at det som blev sagt herom nærmest var indbildning, men studiet herav har fuldstændig overbevist ham om hans feiltagelse.

Hvorledes skal vi forklare disse utallige nøiagtige foreskygninger, som skulde ske, og sandheter, som skulde komme frem aarhundreder efter? Er dette indenfor menneskelig visdoms makt? Enhver som er opriktig vet, at det ikke er.

Naar man ærlig studerer dette, ledes man til at utbryte: «Dette er virkelig Guds haand». Som naar man uten at være forblindet av synden studerer et blad eller støvet paa en sommerfugls vinger under mikroskopet, og der ser Guds visdom og makt, saaledes vil enhver, der nøiagtig studerer det gamle testamentes forbilleder, tydeligere og tydeligere se Guds haand deri.