1. Mosebok 24

1 ste Mosebok

Baade Rebekka og hendes hjem blev velsignet med Guds gaver. Slik blir en lydig sjel belønnet. Ikke bare hun selv blir velsignet, men ogsaa de som hører hende. Hvilke rikdomme tilfløt ikke hele hendes hjem, fordi hun var lydig mot tjenerens røst, da han bad hende søke etter rum for ham i hendes fars hus. V. 23. Hun gik straks avsted og vidnet for sin slegt. De aapnet sit hus for Herren, og for hendes lydighets skyld blev de alle velsignet. Aab. 3, 20.

V. 55. Da sa hendes bror og hendes mor: la piken bli hos os en tid eller minst ti dage! siden kan du reise Der kom snart prøvelser for Rebekka. Kunde hun ikke opsætte? Hastet det saa med at komme avsted?

Slik er det altid. Venner og slektninger efter kjødet vil holde bruden igjen, naar hun jager fremover. «Det er ikke nødvendig med slik iver. Det kan ikke være Guds vilje at du skal forlate os nu. Det kan ikke være Guds vilje at være saa hensynsløs mot sine egne osv.» — De allerfleste kristne tar hensyn til kjød. Men hun som har faat høre om brudgommen, faat høre hans kald, hun maa gaa ut fra sit land og fra sin slegt og gaa til det land Aanden viser hende. 1. Mos. 12, 1. Abraham gik ut i tro, og derfor var han velsignet og er det fremdeles, idet han for sin tro er regnet som de troendes far. Rom. 4, 16, 17. Gal. 3, 7.

V. 56, 57. Han sa til dem: Opholder mig ikke, da Herren har ladt min reise lykkes! La mig fare, forat jeg kan dra til min Herre! Da sa de: La os kalde paa piken og spørge hvad hun sier!

Aanden skynder paa i brudens hjerte. Hun kjender hvordan den driver derinde til at jage efter Herren, bort fra venner og slegtninger og hendes fars hus. Der foregaar en haard kamp i hendes indre. Paa den ene side er de hun har kjær efter kjødet og som har hende kjær paa samme maate. De hegner om hende og passer hende paa menneskelig vis. De søker at vise hende kjærlighet og omsorg i alle maater, især naar det gjælder at motstaa det himmelske kald. Da er de isandhet godheten selv. Hvis sjelen ikke lar sig overtale blir godheten forandret til raseri. De blir ofte syke, nervøse, ja døden nær, fordi denne sjels interesse ikke længer dreier sig om dem. De skjønner at hun er blit fremmed for dem.

Paa den anden side kjender hun Herrens kald, og Aandens drift til at følge dette kald. Hun kjender at hos Herren alene kan hendes hjerte tilfredsstilles. Han alene har det evige liv, og det liv er det eneste som kan mætte hende.

Hun maa vælge mellem det himmelske og det jordiske. Vil hun ha de naturlige goder eller de himmelske? Den enkelte sjel maa vælge selv, og som han vælger, skal han lønnes. Rom. 14, 12.

V. 58. Saa kaldte de paa Rebekka og sa til hende: Vil du reise med denne mand? Og hun sa: Ja, jeg vil reise. Bestemt og greit svarer hun: ja, jeg vil reise. Slik er det med bruden. Aanden driver paa i hendes indre. Det er som om alle hendes sjels kræfter jager mot det ene, mot ham som hun ikke har set; men som hun dog tror paa, og som hun ikke har kjendt, og dog elsker. Hun fryder sig med en usigelig og herliggjort glæde ved tanken paa at se ham som han er og hun vælger at følge denne drift av Aanden. Hun vælger at følge det himelske kald. Hun vælger at gaa ut fra sin slegt og bo som fremmed, indtil hun kommer hjem til ham, som hendes sjel elsker.

V. 59, 60. Saa lot de Rebekka, sin søster og hendes amme og Abrahams tjener og hans mænd reise. Og de velsignet Rebekka og sa til hende: Vor søster bli til tusinde gange tusinde, og din avkom ta sine fienders port i eie!

De lot hende da reise og velsignet hende. De velsignet hende til striden. Det som fødtes av hende skulde overvinde fienderne. 1. Mos. 25, 23.

Efterat sjelen er født av aanden, opstaar der strid mellem kjød og Aand, likesom der blev strid mellem Esau (kjød) og Jacob (aand). Men der er sagt: den ældre (kjødet) skal tjene den yngre (aanden). Aanden skal herske over hendes fiender: kjødet. Aandens frugter: kjærlighet, glæde, fred, langmodighet, mildhet, godhet, trofasthet, sagtmodighet og avholdenhet skal seire over fienderne. Ethvert av disse vaaben skal benyttes til at overvinde de tilsvarende fiender hun møter. Hat skal beseires av kjærlighet, mismot av den glæde hun faar i Gud, ufred av Guds fred, utaalmodighet av den Guds langmodighet som efterhvert blir i hende, haardhet av mildhet, ondskap skal beseires av godhet. Rom. 12, 21. Utroskap beseires ved trofast at øve sig i gudsfrygt. Opblaasthet ved at holde sig nær til Herren. Fil. 4, 5. Sagtmodighet skal da bli vitterlig og beseire andre opblaaste sjele. Begjærlighet beseires ved gjentagen avholdenhet.

Til dette blir bruden velsignet, ikke til at «føle» velsignelse.

V. 61. Saa tok da tjeneren Rebekka og drog bort.

Aanden tar da og fører sjelen dit han vil. Han veileder hende til hele sandheten. Han tar av Herrens eget og gir hende. Han fortæller hende det han hører av Herren.

Kristus aapenbares efterhvert for sjelen. Hun faar se ham som Menneskesønnen og som Guds søn. Hun faar se ham i fornedrelsen og faar høre om ham i ophøielsen. Hun følger, og han leder stadig ind i et større lys, i dypere sandhet.

V. 63, 64. Isak gik ut henimot aftenen til stille betragtning paa marken; og han opløftet sine øine og saa, og se der kom kameler. Og Rebekka opløftet sine øine og saa Isak, og hun skyndte sig og steg ned av kamelen.

Rebekka fik øie paa Isak og hun steg ned.

Naar sjelen faar øie paa Kristus, saa maa hun ned. Veilederen har nu faat vise hende Kristus i fornedrelsen. Hun har ikke set ham før. Fordi hun lydig følger efter kan han aapenbare for hende store hemmeligheter. Hun faar se Kristus som tjener, under alle.

Hun faar se ham gjemt under et foragtelig dække; ja saa gjemt at de midt i Zion snubler paa ham.

Hun elsker ham end mer end før og forstaar mer end nogen anden dybden av hans frelserverk. Hun attraar av hele sit hjerte at leve hos ham i fornedrelsen.

Og hun sa til tjeneren: Hvo er denne mand som kommer os imøte paa marken? Og tjeneren sa: Det er min Herre. Saa tok hun sløret og tildækket sig.

Er veien slik? Er det ham som har gaat her? Er han prøvet i dette og i dette? Ja, her er han prøvet. Dette er min Herre. — Og hun tildækket sig.

Bruden ønsker sig ikke andre kaar end sin Herres. Derfor tilslører hun sig. Hun tilhører ham og ønsker ikke mer at være noget. Hun attraar at leve i det lave, upaaagtet av andre. Hun elsker sit slør og sin ensomhet.

Under alt dette er der strid mellem kjød og Aand. Kjødet vil ikke det som Aanden vil; men der er sagt om Rebekka’s æt, at hendes avkom skal beherske fienderne. Den ældste, (kjødet) det jordiske, skal tjene den yngste, Aanden. Det er Guds ord, og dette tror hun.

Hun tror at hun en dag skal bli ophøiet hos ham i herlighet efter at ha vært fornedret, likesom han efter at ha vært længst nede er sat over alt. I denne tro lever hun saa sort som hun er Høis. 1, 5. Saa skrøpelig og ringe i sig selv. Denne tro skal heller ikke gjøre hende tilskamme.