Sjel og ånd

Det aandelige menneske er «fuld-vokset» i Kristus.

Det aandelige menneske er altsaa av apostelen beskrevet som «fuld-vokset» i Kristus, og i 1. brev til korintierne har vi en sterk motsætning mellem den aandelige og den kjødelige troende. Carnal — eller kjødelig troende kan alene ernæres ved «melk» det enkleste i evangeliet, mens det «fuld-voksne» eller «aandelige» menneske kan motta de «dypere ting i Gud», ting som ikke engang kan tales om med ord, som menneskelig visdom lærer, men med ord som den Hellig-Aand lærer, idet aandelige ting (ting likesaa naturlige som materielle ting paa jorden) omtales av aandelige mennesker med aandelige ord. 1. kor. 2, 10 og 13.

Apostelen sier tydelig, at det «sjeliske» menneske kan ikke motta «aandelige ting», likesaalitt som de kjødelige «smaabarn i Kristus» (1. kor. 2, 14); ti for den sjeliske forstand og visdom synes aandelige ting ikke at være andet end daarskap. Kun aandelige mennesker kan utskille aandelige ting og prøve det, akkurat som man prøver materielle ting. Det aandelige menneske prøver alle ting, for han er ved Aanden istand til at trænge igjennem like frem til kilden og motiverne for alle ting, og han vil skue igjennem sansernes slør hen til de aandelige virkeligheter, som ligger bakom alle ting. Derimot kan det sjeliske menneske ikke bruke andet end sin naturlige forstand. Han kan ikke trænge videre frem end han av forstanden er istandsat, og han vil av den aarsak dømme alt inden den «naturlige» sfere og ikke kunne naa videre frem.

Den aandelige mand er moden i forstaaelse, skriver apostelen, og hvis vi nøiagtig undersøker alle apostelens hentydninger om den «aandelige» og «fuldvoksne» mand, saa vil vi finde, at deling (skille) mellem sjel og aand hos den troende er betingelsen for at naa det trin, hvor man kan kaldes «aandelig» eller «fuld-voksen». For det «fuld-modne» stade er igjen og igjen forbundet med kundskap, lærdom, og dette at kunne utskille aandelige ting. Alt dette har at gjøre med sjelen, som trænger renselse for sjelelivet, saa forstanden eller den mentale del maa bli istand til at motta aandelig visdom, som er et av kjendetegnene paa et aandelig menneske.

Vi taler visdom blandt de «fuld-voksne» (1. kor. 2, 6). Vær ikke børn i forstand, men vær i forstand fuldvoksne (1. kor. 14, 20). Undervisende hvert menneske i al visdom, saa vi kan fremstille hvert menneske fuldkommen (det samme græske ord er brukt om fuldkommen eller fuld-voksen i Kol. 1, 28). Fast føde er for de fuldmodne, for den som ved bruken har faat sine sanser opøvet til at skille (hebr. 5, 14). La os derfor, saa mange som er fuldkomne (samme græske ord som «fuldvoksne» i 1. kor. 2, 6.) være saaledes sindede (fil. 3, 15), eller «modne i forstaaelse», «fuldkomne» i motsetning til «barn», skriver apostelen. For kolossenserne ber han, at de maa bli «fyldt med kundskap om hans vilje i al aandelig visdom og forstand» (kol. 1, 9). Og det er den «aandelige» mand som amnodes om at hjelpe den broder som er blit overlistet av synd; for han alene kan utøve himmelsk visdom, som med fuld troskap kræves for at kunne skille synden ut fra det guddommelige standpunkt, idet han inderlig elsker den vildfarne broder.

Atter skriver apostelen til efeserne: «Til vi alle naar til enhet i troen og til kjendskap til Guds Søn, til mands modenhet, til aldersmaalet for Kristi fylde (Ef. 4, 13).

Enhet i troen, hvilket skulde karakterisere Kristi legeme paa jorden i dets fulde skikkelse, kan ikke aapenbares førend hvert individuelt lem naar frem til et fuldmodent stade og blir «aandelige» mennesker. Og atter igjen kan ikke disse lemmer bli «aandelige», førend de griper adskillelsen mellem sjel og aand, saa aanden helt og fuldt blir forenet med den opreiste Kristus Jesus, og sjelens kar med sin forstand og andre intellektuelle egenskaper blir fyldt og ledet av aanden fra en Gudsbevidst sfere, og ikke fra et lavere liv av den første Adam.

Det aandelige menneske er «gjort perfekt i kjærlighet».

Ordet «perfekt» eller «komplet», hvilket vil si «fuldvoksen» i 1. kor. 2, 6, er som oftest hos Paulus forenet med sind eller kundskap, mens det hos apostelen Johannes er nævnt i forbindelse med kjærlighet. Han taler om de troende, som er «gjort perfekt i kjærlighet» (1. Joh. 4, 18) og fortæller hvorledes den perfekte kjærlighet kaster frykten ut, og hvorledes den gir «frimodighet paa dommens dag». Johannes’s breve viser derfor den «aandelige» mand at være en, hvis sjels hengivenhet er fyldt med Guds kjærlighet, og det i den grad helt fyldt, at kjærligheten igjen strømmer ut fra ham. Gud bor i os, og hans kjærlighet er blit fuldkommen i os, skriver apostelen. D. v. s., at sjelens kar er fyldt saa helt med guddommelig kjærlighet, saa det efter sit maal og sin evne til at motta er «komplet» med Guds kjærlighet, og i denne kjærlighets fylde findes der ikke plads eller rum for det som kan kaldes «frykt».

Men Johannes’s sprok betyr mer end det at den guddommelige kjærlighet som bor i den troende, kan gjennemstrømme sjelens kar. Han beskriver et virkelig liv i aanden hos den aandelige mand, hvad der menes med at leve og vandre i en Gudsbevidst sfere. «Gud er kjærlighet», skriver han, og den som forblir i kjærlighet, han forblir i Gud (1. Joh. 4, 16). Den «aandelige» mand, som lever og vandrer i Aandens kjærlighet, er saaledes «forblivende i Gud». Hvis «frykt» eller «hat» kommer ind, saa er han steget ned i sjelens sfere og har tilladt noget element av det dyriske sjeleliv eller lignende ved angrep fra onde aander at faa virke, han har saaldes tapt samarbeidet med Gud i sin aand. For igjen at faa oprettet en guddommelig forbindelse maa han straks gaa til korset og underkaste det sjeliske element dets strenge krav. Dersom forseelsen kan kaldes synd, maa han bede om renselse i blodet i henhold til 1. Johs. 1, 7 og samtidig motstaa mørkets magt og igjen iføre sig «Guds fulde rustning» for i denne at kunne seire.

Den aandelige mand er «gjort til ett» med alle troende.

Den «aandelige mand» er gjort til ett i aanden med andre i Kristus. Ordet «perfekt» brukt i 1. kor. 2, 6 blev ogsaa brukt av vor Herre Jesus i hans yppersteprestelige bøn for at gi uttryk for den enhet der skulde raade mellem hans diciple, det der laa som en byrde paa. hans hjerte like fra den stund han rettet sit aasyn for at gaa til Jerusalem og paa korset gjøre en saadan enhet mulig. «Som du, Fader, er i mig, og jeg i dig, at de ogsaa maa være ett i os. Jeg i dem og du i mig, saa de kan være fuldkommede til ett (Joh. 17, 21—23). Den fulde enhet som bestaar mellem Faderen og Sønnen — den rene fulde enhet aand med aand, — er den troendes enhet, den ene med den anden i Gud Herrens utsagn i denne henseende er ikke til at misforstaa. Han sier: «At de maa ære ett, likesom vi er ett». Dette vil igjen si, at Faderen og Sønnen bor ved den Hellig-Aand i den troendes aand i perfekt — eller komplet — enhet. Og hermed menes nødvendigvis igjen den samme enhet i aanden med andre troende. Den «aandelige» mand er derfor ikke bare ett med Kristus i Gud, som er kjærlighet, men han finder den samme enhet ved den samme Gud boende ogsaa i andre. Derfor kan han ikke fuldt og helt være i Gud, hvis han i nogen grad tillater det dyriske sjele-liv at raade, dette som kommer tilsyne i splittelser, partier og partiskhet. Jak. 3, 17, og Gal. 5, 20).

Den aandelige mand «vandrer i lyset».

Det er om den «aandelige» mand at aposlelen Johannes skriver: «Hvis vi vandrer i lyset, likesom han er i lyset saa har vi samfund med hverandre og Jesus, hans Søns blod, renser os fra al synd». (1. Joh. 1, 7). Kun den mand kan vandre i lyset, som lever i en gudsbevidst sfere, hvor Gud bor i hans aand. Nogen nedstigning i sjelens sfere og det formørkede kar vil fordunkle lyset.

Den troende som forblir i Gud, som er lyset, han lever og vandrer i lyset, og i dette lys har han samfund med Gud og finder samfund med andre mennesker som vandrer i det samme lys. Under denne vandring vil al ukjendt synd som kommer frem for vor bevidsthet ved det dommens lys, hvori vi vandrer, bli dømt, og Jesu blod renser paa denne maate fra al synd.

Gud er lys, og der er aldeles intet mørke i ham. Den som elsker, han forblir i kjærligheten og i lyset. Dette er opstandelseslivet, eller livet skjult med Kristus i Gud, som apostelen Paulus omtaler. Jesus nævnte dette i sine farvel-ord til disciplene paa salen i Jerusalem, og det blev brakt til virkelig erfaring paa pinsefestens dag, da Jesus var forherliget og sendte sin aand, som løftet deres aand op og ut over sjelens sfere — op til aandelig enhet med ham selv. Naar han forblir i os og vi i ham, da vil verden tro. De saa enheten hos den aandsfyldte discipelskare, der ved den iboende kjærlighet var fryktløse. De saa dem vandre i saadant lys at syndig selvinteresse, slik som den aapenbarte sig hos Ananias, ikke kunde taales iblandt dem.

I lyset av dette og hvad det betyr for Kristus og hans menighet, at alle lemmer paa hans legeme blir «aandelige» og tilpasset eller fuldkom-mengjort paa sin plads i forening med Kristus som det opstandne hode for menigheten, vil det forstaaes, at klarhet over skille mellem sjel og aand ikke noksom kan værdsættes. Ti naar man har hørt op med at leve «efter kjødet» — i sandsebevisdtheten — vil man kunne vokse op til en fuldvoksen «aandelig» mand, en mand som er istand til at forstaa Guds Aand, og som kan skille og undersøke aandelige ting. Ti han vil da være en mand som er helt helliget og hvis aand er helt trigjort fra baade sjelens og legemets herredømme, idet den Treenige Gud har tat bo hos ham (Joh. 14, 23). Og idet han vandrer saaledes, jager han altid mot fuld-endelsen (Fil. 3, 15 og 16).

Hvor lang tid behøves mellem det første skridt i den nye fødsel og til det fuldvoksne trin i Kristuslivet, i betydning av, at aanden er frigjort og satt i forbindelse med vor opstandne Frelser, Jesus Kristus, som har fuldt herredømme over sjel og legeme? Ja, hvor lang tid det kan vare, kan vi ikke nøiagtig si, men av apostelens brev til korintierne og av hebræerbrevet forstaar vi, at de blev lastet for at ha brukt for lang tid i barnetilstanden; ti endnu var de kjødelige og trængte til melk for sit svake aandelige liv, naar de efter tiden skulde ha været lærere, som skulde ha ledet andre til fuldmodenhet. Barnetilstanden kan øiensynlig bli forlænget eller gjort kortere, og trænger ikke at bli maalt efter sædvanlig tidsregning. Sandsynligheten taler for, at det kommer an paa hvor hurtig den troende kan gripe sandheten, og hvor rask han er til at overgi sig selv, naar Guds kundskap har overbevist ham. I alle tilfælder gaar det klart frem av hebræerbrevet, at den troendes stilling har meget at si, naar det gjælder hans fremgang. Naar han skriver til dem at de var træge til at høre, og at de atter trængte til at lære evangeliets begyndelsesgrunde, saa sier han: «La os gaa forbi begyndelseslæren om Kristus og stræbe fremad mot det fuldkomne (Hebr. 6, 1). Dette er omtrent de samme ord som Paulus bruker til filipenserne i 3. kapitel, hvor han fortæller om sin egen iver, naar det gjælder at stræbe fremad.