Beskjedenhet

Beskedenhet.

Jesus sa engang en lignelse, da han saa hvorledes gjæsterne opsøkte de fornemste pladser; og han sa til dem: Naar du er buden i bryllup, saa sæt dig ikke øverst. Det kunde være en mer fornem gjæst tilstede end du, og verten kunde komme til dig og si: Gjør plads for denne. Da maatte du beskjæmmet ta en daarligere plads. Men naar man indbyder dig, saa sæt dig nederst, saa verten kan si til dig: Ven, sit høiere op! Da vil du faa ære av de andre gjæster. Ti den sig selv fornedrer skal ophøies, og den sig selv ophøier skal fornedres.

Jesus gir med disse ord en lignelse, men ingen anstandsregel for indbydelse. Ellers vilde det ha været en lære om den uoprigtige beskedenhet slik som den hersker idag. Ti man tør ikke sætte sig utvunget tilbords, men overlægger ængstelig med sig selv, hvor mon den øverste og nederste plads er at finde for saa at unddra sig den bedste plads. Man ydmyger sig for kun at blir skjøvet frem, og man anstiller sig meget fordringsløs for desto mer indtrængende at kunne regne med, at enhver i al stilhet gjætter sig frem til det anstandsmæssige. Kan man virkelig tænke sig at Jesus har kunnet gi denne avskummede hykleriske anvisning: Sæt dig nederst, saa du kan bli nødet til at sætte dig høiere op for saa at bli æret av alle de tilstedeværende.

Nei, han sagde dem den lignelse, da han la merke til hvorledes den ene fortrængte den anden og gjorde sine fordringer gjældende. Fortrinnet i den sædvanlige omgjængelse menneskene imellem blev ham et billede paa livets love, der gjælder deltagelsen i Guds rike. Likesom man som oven omtalt sikrest kommer til at gjøre sig gjældende, naar man sætter sig nederst, da man paa en paafaldende maate blir nødet høiere op, saaledes vil man ved at være paatrængende løpe den risiko at bli ydmyget. Saa blir ogsaa her den fornedret som ophøier sig, og den blir ophøiet som fornedrer sig. Efter disse livets love skal vi forholde os, men naturligvis ikke paa en saadan maate, at vi foregir noget andet end det vi vil, saaledes som den uegte beskedenhet gjør det. Men at vi virkelig forholder os saadan som det nye livs vekst kræver det. Ti det handler ikke her om belønning for beskedenhet, men om den naturlige virkning av fremtrængen og tilbakeholdenhet likeoverfor det kommende Guds rike. Al «sig selv fremtrængen» bringer os i den nye vorden tilbake, og al «sig selv tilbakeholden» derimot fremad.

Det er en ny vorden, og et menneske kan ikke ta noget av sig selv, uten at det blir git ham. I menneskeheten som i den enkelte er Guds rikes komme et objektiv verk, som fremspirer ved vekst, det er en skapende utfoldelse av det i os, som ikke er av denne verden.

Vi kan hverken frembringe eller utbrede denne Guds aapenbarelse i os. Det maa alt komme av sig selv og utspringer fra det skjulte dyp, der er utilgjængelig for vor forstand og vilje. Det maa trænge videre frem av sig selv og faa virke ved livets føling med det ubevidste. Dette kan ikke naaes ved vilje og energi, det kan kunopleves. Derfor kan vi intet gjøre, men maa vente paa det som kommer. Man kan ikke virke, men kun yde av hjertets kildevæld.

Og vi kan intet ta os. Uten mottagelse ingen fødsel, uten befruktelse ingen fruktbarhet. Kun en kan i sandhet skape noget, og det er Gud. Vi kan i vor vekst kun utfolde, hvad han har lagt i os, og i vor virken kun frembringe hvad han virker i sjælelivet. Derfor kan vi kun ha omsorg for hvad der er git os og vente paa det som vil bli os git. Al fremtrængen utover dette er ufruktbart, utmattende krampe, og det at gripe efter alting fører kun til uholdbart — ikke levedygtig makverk. Ti der hvor Gud ikke skaper maa mennesket strande og fortæres i vanmakt.

Derfor er al fortrængen og det at ville rydde væk, al ophøielse og tiltvingelse av det onde, eftersom det ødelægger livsspiren; det er overspændthet og sønderrivelse, eftersom det ikke kan frembringe noget liv. Det forstyrrer det som vokser frem av sig selv og skader den umiddelbare utfoldelse av livet. Derimot beror den indre fruktbarhet paa sandhet, ekthet, levedygtighet og den indre lovmessighet. Her maa alt faa vokse og utvikle sig i det ubevidste. Herpaa beror det usynlige væsens originale forfatning i os, og dette livs eiendommelige genialitet. Alt dette gjælder saavel for Jesulivets selvutfoldelse i vor personlige forfatning og livsførsel, som for hans livs vækkende og befruktende videre-virken blandt menneskene.

Saasnart vi selv vil gjøre noget ut av os, hvad vi ikke i det ubevidste allerede er blit, eller vi vil ta noget, som ikke er os git, eller vil virke noget, hvortil vi mangler den indre bestemmelse, dygtighet, kraft, fuldmakt og dygtighet, eller vi vil foreta os noget, hvortil vi virkelig ikke er kaldt av Gud, maa Guds rike i os og dets utbredelse ved os strande. Vi geraader da baade i vor væren og virken i skin og usandhet, vore gjerninger blir noget slet avstumpet makverk, vi blir hyklere og bedragere, blændere og forførere. Det objektive gaar under i subjektiv vinding og vilkaarligheter. Vi lever og spekulerer over vor egen dygtighet, og konkursboet maa komme. Vi sætter paa feil plads det som ikke er av denne verden. Med elementer av denne verden, med hjernespøkelser, paafund, gjøren og laden, kunstige vækkelser, selvsuggesjon og overdrivelser søker man at erstatte de skapende Guds aapenbarelser i os og ved os. Paa denne maate blir det hele verdsliggjort, gjort kjødelig og fordærvet.

Den som holder sig for at være mer end han virkelig er befinder sig i selvbedrag. Den som vil mer end han formaar overanstrenger sig.

Saa forløfter man sig grepet av gamle vaner og drifter, man forstyrres ved stønnende at slæpe paa usande laster og blir ute av stand til at løse enhver virkelig opgave eftersom man har paatat sig formeget. Man bryter tilslut sammen, og det livsverk som man opbygget paa en kunstig maate gaar tilgrunde. Paa denne frygtelige maate blir enhver fornedret som sig selv ophøier.

Hvor mange tror ikke mer end de er anbetrodd. Tro er opkommende føling med det som ligger bakom. Ekte og sand tro er altsaa sjelens indre duelighet til at føle, se og høre. Troen er i grunden ikke viljens sak, men en formaaelses og oplevelses sak. Men hvor mange tar ikke Guds dypeste hemmeligheter og gjør fordring paa disse som betrodde virkeligheter, skjønt de i sandhet ikke har anelse derom. Hvor mange søker ikke mot bedre vidende og vilje at overtræffe alle andre paa en hensynsløs og vaagehalsagtig maate med ting, som for dem selv er ganske fremmede og uvirkelige, som om veien til oplevelse sker ved anmasselse. Men de forvilder og indvikler sig kun i sine egne indbildninger og suggetive baand. De forfeiler saaledes troen og geraader i overtro. De besmudser og forstokker ikke alene sin intellektuelle samvittighet, men ogsaa sin moralske og religiøse.

De hensygner i raa respektstridig likegyldighet, og gjøres uimottagelige likeoverfor alle livets gaader og undere, og de forsmækter sjelisk i sine utskeiende religiøse teorier, istedetfor i de guddommelige hemmeligheter at finde kilden til et høiere liv, der kun kan aapenbare de sande oplevelser. Saadan blir den fornedret som sig selv ophøier.