Guds ild

Guds ild.

Døperen Johannes sier: Jeg døper eder med vand til omvendelse, men han som kommer efter mig er sterkere end jeg, han hvis sko jeg ikke er værdig at bære; han skal døpe eder med den Hellig-Aand og ild. Mat. 3, 11.

Vi lærer herav, at vand var nok til omvendelse. Der sker en ytre renselse ved vandet. En ankerkjetting som hives op fra en leret bund blir ren ved at spyles med vand og skrubbes. Ogsaa Johannes brukte skrubberen paa mange av sadducæerne og farisæerne, naar de kom for at døpes av ham, idet han sa til dem: Ormeyngel! hvem lærte eder at fly for den kommende vrede?

Dette er den frelse som de fleste kristne idag har mottat. Ogsaa Apollos var veltalende og sterk i Skrifterne, han var oplært i Herrens vei, og da han var brændende i aanden talte og lærte han grundig om Jesus, endog han bare kjendte Johannes’ daap. Ap. gj. 18, 24 og 25.

Skriften kalder denne omvendelse for «bare» Johannes’ daap. Han er den som kom med vand og blod, Jesus Kristus; ikke bare med vandet, men med vandet og blodet. 1. Joh. 5, 6. Atter igjen faar vi høre, at Jesus ikke «bare» kom med vandet.

La os igjen tenke paa ankerkjettingen. Skjønt den er vasket med vand og skrubbet ren, saa er der dog allikevel adskillig rust og urenhet paa den. Men tar man kjettingen og lægger ovenpaa en stor sterk jernrist og gjør op en kraftig ild under den, da løsner al rust og alt det som vandet ikke makter at fjerne. Kjettingen blir renset ved ild.

Saaledes maa der ild til for at fjerne den synd som hænger særlig fast ved os. Men nu er det ikke alle som taaler ilden, og saa lar man sig kun rense med vand og lar det være nok dermed. Ogsaa Moses hadde syn for dette, idet han undervist av Herren sier: Alt det som taaler ilden, skulle I la gaa igjennem ilden, saa blir det rent; dog maa det renses med renselsesvandet. Men alt det, som ikke taaler ilden, skulle I la gaa gjennem vand. 4. Mos. 31, 23.

Peter taler til nogen, som visselig kjendte til daapen med vand til omvendelse, men som endnu ikke var fortrolig med ilden: I elskede! undre eder ikke over den ild som kommer over eder til prøvelse, som om der hændte eder noget underlig. 1. Pet. 4, 12. Under ilden faar man en prøve paa, om sjælen vil staa imot synden like til blodet, og Herren sier: Dersom nogen unddrar sig har min sjæl ikke behag i ham.

Det er ikke tale om at kunne bli et aandelig menneske uten ved ilden. Derfor sier Paulus til korintierne: Og jeg, brødre, kunde ikke tale til eder som aandelige, men bare som til kjødelige, som til smaabørn i Kristus. Der var trætter og avind iblandt dem. Ilden hadde ikke faat fjernet dette smuds. 1. Kor. 3, 1.

Vi har eksempler paa, at der er mange som tror noget underlig er kommet over sig, naar Guds ild kommer. Man vrider sig i smerte, taaler neppe at se folk, blir vrantne og grætne, saa man skulde tro ilden gjorde dem endnu mer syndige. Dette kommer av, at de ikke har kraft nok til at bære smerten hos sig selv, hvilket man selvfølgelig skulde og burde gjøre. Men saa en vakker dag løsner rustkakene og smudset forsvinder ved ildens hete, og man smiler atter som en sol og vilde for alt ikke ha undværet ilden. Dog har man følelse av skam over ikke at ha taalt ilden bedre end man gjorde. Og det med rette. Ti der staar skrevet: Syndere bæver paa Zion, skjælven har grepet vanhellige. Hvem kan bo ved fortærende ild? Hvem kan bo ved evige baal? Jo, den som vandrer i retfærdighet og taler hvad ret er, som foragter vinding av undertrykkelser, som ryster sine hænder, saa han ei rører ved skjænk, som stopper sit øre til for ikke at høre blodraad, og som lukker sine øine for ikke at se paa ondt. Es. 33, 14 og 15.

Vor Gud er en fortærende ild. Frykter man ilden, saa er det fordi man elsker synden og sig selv mer end Gud. De gamle profeter gjorde tjeneste ved Guds ild. Elias sa til Baals profeter og til folket, at de skulde slagte to okser og lægge den ene paa deres eget alter for Baal, men han vilde ta den anden okse og lægge paa Herrens alter. Baals profeter ropte paa sin Gud fra morgen like til middag, og de hinkede omkring alteret og ropte: O, Baal, svar os! Men der var ingen røst og ingen som svarte. Da sa Elias, at folket skulde træde nær til ham, og han istandsatte Herrens nedbrutte alter og la veden tilrette og huggede oksen istykker og la den ovenpaa veden. Og han fyldte fire krukker med vand og øste det utover brændofret og over veden indtil tre gange, saa vandet fyldte graven omkring alteret.

Da traadte Elias frem og bad til Herren, og Herrens ild fortærte brændofret og veden og stenene og støvet; og vandet som var i grøften opslikkede den. Og alt folket faldt ned paa sit ansigt og sa: Herren, han er Gud! Herren, han er Gud! 1. Kong. 18, 24 og flg.

Den som er tro mot Gud i det lys han har, han vil uvægerlig komme ind i Guds ild. Naar ilden lyser paa avstand, da kan man fryde og varme sig i dette lys; men naar man kommer ind i ilden, da fortæres baade ofret og de baand som bandt det til alteret. Gud bruker ofte mennesker for at binde os fast til alteret; men naar ilden falder, da fortæres baandene sammen med vor egen urenhet. Det heter at vi skulde ha salt hos os selv og holde fred med hverandre. Men man kan vel ogsaa gjerne si: Hav ilden hos dig selv, likesom det er din egen urenhet den skal fortære, og la ikke ildens smerte gaa ut over andre.