Indre hykleri

Indre hykleri.

Farisæisme og skriftlærdom er den største fare for Jesu disciple. Jesus saa deri et gjæringsstof, der som surdeigen litt efter litt gjennemtrænger alt og omsætter og likedanner det med sig selv. Derfor er det meget vigtig at bli klar over denne utartning, som truer efterfølgelsen.

Hvad er denne arts og retnings kjendetegn? Der føies forklarende til: «som er hykleri». Jesus forstod med hykleri noget ganske andet end vi. Det har allerede avstedkommet nok forvirring at man holdt farisæerne og de skriftlærde for hyklere i vor forstaaelse av ordet; ti det var de utvilsomt ikke. De var i det mindste likesaa ærlige mennesker som alle, der idag og i forgangne tider ivret for Gud og mente det alvorlig. Bevidste hyklere var de ikke. Deres motstand og kamp mot Jesus var en samvittighetssak for dem. De saa i ham den farligste reformator og fiende av den overleverte religion, og de ryddet ham avveien for Guds og folkets skyld med den samme oprigtige overbevisningssikkerhet, hvormed katolikerne har forfulgt kjætterne. Den rette vurdering av farisæerne er av stor betydning. Ti kun naar vi forstaar ret deres religiøsitet, kan vi bli ganske klare og sikre om den nye tilværelse som Jesus aapenbarte og vilde gjøre os delagtig i. Vi erkjender den nemlig da ogsaa gjennem dens motsætning.

Det gjælder derfor at holde for øie den fromhet og det forhold, som Jesus erklærte var hykleri, og ta i betragtning det som han bekjæmpet i farisæismen for at faa et tydelig begrep om den farlige surdeig og erkjendeden i dens forskjellige elementer.

I bjergpredikenen stiller Jesus farisæernes utilstrækkelige retfærdighet likeoverfor den nye moral som er eiendommelig for Guds rike. Farisæernes lære gik ut paa at holde det sanselige jeg i tugt og orden. Jesus forkyndte den skapende utfoldelse av gudslivet i os efter de iboende love, — et liv av indre nødvendighet paa grund av den spirende sandhet i os.

Nu er det mulig at denne nye tilværelse kan utarte til en farisæer — retfærdighet, at, istedetfor den positive opfyldelse av alle livskrav ut fra sjælens kildevæld — istedetfor at den skjulte, uutgrundelige sandhet kommer tilsyne i hver livsytring, kan igjen indtræde lydighet mot bestemte sædelige pligter, at man ikke lever oprindelig efter sjælens syn og smak, men efter sædelige grundsætninger, som synes at motsvare dette, at det nye livs sprudlende umiddelbarhet blir erstattet av refleksjon over en ny livsopfatning. At det nye væsen ikke utfolder sig, men at bare det gamle væsen blir avrettet efter forskrifter og bragt i en form som ligner det nye, er ikke bare mulig, men er sked.

Istedetfor menneskets nyskapelse og utfoldelse av det oprindelige væsen i alle livsytringer er der traadt en kristelig levevis, som efter sit væsen er farisæernes og de skriftlærdes retfærdighet om end i kristelig livsform, og likesom hin er den utilstrækkelig for Guds rike, fordi den er av en anden art, en anden oprindelse. Den er ikke Jesu efterfølgelse, men efterlignelse, ikke levende, skapende Jesusvæsen, men sædelig livsholdning efter hans lære, ikke utfoldelse av det oversanselige i mennesket, men selvovervindelse av det sanselige jeg, ikke gjenfødelse, men indstilling, ikke frihet, men lovmessighet, ikke Guds aapenbaring, men skriftlærd fromhet, ikke liv i Guds rike, men sædelighet paa denne verdens vis.

Farisæernes og de skriftlærdes surdeig er altsaa en kopiering og efterligning av det spirende guddommelige livs tilsynekomst ved en lignende indre og ytre adfærd og optræden, hvorved naturligvis ikke den egte virkelighet blir efterapet, men bare de forestillinger man gjør sig om den blir fremstillet. Surdeigen er efteraperi av Jesus eller det nyskapte menneske.

Denne fare er altid forhaanden og for alle. Jeg sætter det tilfælde at en har fornemmet ropet til liv i sin sjæls dyp og har reist sig op fra ruinerne av sit tidligere liv for at efterfølge Jesus. Da er der altid fare for at hans sanselige jeg, som tilsynelatende gaar helt med paa dette, ubemerket tar styret i sin haand og søker at frembringe det som bare kan komme av sig selv, d.v.s., som bare kan fremstaa som Guds skapning. Man fylder sin bevidsthet med de rette tanker og lever nu bevidst kristelig efter disse teorier. Man søker ved bearbeidelse av sig selv at frembringe det som bare blir egte ved en ny vorden. Saa kommer man uforutset til imitation og surrogat som ikke har utviklings- og livsbetingelser i sig. Dette skinvæsen fortrænger og undertrykker saa den guddommelige gjerning i mennesket. Og sjælen kvæles under jegets mas. Den spirende sandhet tørrer bort og dør. Jo mere dette sker jo ivrigere arbeider man med og mener at leve det nye liv. Sjælens syn og smak er jo for længe siden gaat under i en «opfatning».

Hvorfra kommer denne i sandhet dæmoniske utartning? Derfra at man vil gjøre mer ut av sig selv end man er. Man eftergjør, efteraper og fremstiller, man indbilder sig hvad man ikke har oplevet, man konstruerer, istedetfor at vente paa «det man skal vorde». Man later «som om», der hvor man mangler noget. Man stormer med sin kundskap foran oplevelsen. Man eftertænker, efterføler, eftergjør hvad man har hørt og tænkt sig om den nye skapning. Og saa utarter det guddommelige verk paa grund av dette usande til en overspændt indbildning.

Man vil derfor ikke undre sig, naar jeg har det indtryk, at vore dages kristendom er ganske gjennemtrængt av farisæernes og sadducæernes surdeig. Jeg veirer den i alle fromme leire. Istedetfor at leve av «hvert ord som gaar ut av Guds mund», d. v. s. istedetfor indre befrugtning gjennem livets krav og hændelser (Guds viljes- og sandhetsytringer) gaar man under i efterapelse av Jesus. Og at man mener at se Jesu plan i dette er bevis for, at man selv er blit surdeig. Igrunden er usandheten i os det stof Jesus saa indtrængende advarer mot, usandhet i enhver form. Dermed fatter vi ogsaa straks konsekvent de forskjellige arter av væsen og adfærd som Jesus opfattet som hykleri. Til sandhet hører virkelighet i motsætning til skin og indbildning, egthet i motsætning til efterligning, oprindelighet i motsætning til alt makverk og tilegnet, — de impulsive, ubevidste livsytringer i motsætning til al bevidst reflektert holdning. Inderlighet som liv indenfra i motsætning til al ytre optræden ogselvstændighet. D.v.s. livets indre nødvendighet istedetfor avhængighet og indflydelser, indre enhet i motsætning til tvesind, helhet i motsætning til halvhet og lunkenhet, troskap i motsætning til kompromisser, sandfærdighet i motsætning til al slags selvbedrag.

I almindelighet forstaar man med hyklere folk som fører andre bak lyset. Men Jesus mente ogsaa alle, som sætter blaar i øinene paa sig selv. Man kan indbilde sig noget, som man gjerne vil tro. Hvor mange bekjender ikke høit sin fattigdom i aanden; men de har dog store tanker om sig selv og farer op om nogen kommer dem for nær. Eller de tjener menneskene og sætter sit liv ind for dem, men i inderste grund er det sig selv de vil tilfredsstille. Eller de holder sig selv for de syndigste og uværdigste mennesker, men ser ned paa andre «som endda ikke er kommet saa langt». Eller de optræder som kjærlighetens herolder, men kommer stadig til at kaste stener og dømme, naar der gis en anledning. De tror paa Gud, men merker intet til ham, de stoler paa ham, men har allikevel bekymringer, de sier: «Skje din vilje» — men kan ikke finde sig i den. De er saa beskjedne, men derved fulde av krav. De elsker menneskene, men lar dem ikke engang komme til orde, end si at de har ærefrygt for dem. Dette er altsammen hykleri.

Men ogsaa alt ytre væsen, alt det man gjør og er i det ytre — ikke indenfra, alt som ikke er helhjertet er hykleri. Al eftergjort, tillært optræden, som er i motstrid med det skjulte væsens art, er hykleri. Jesu dype mistro overfor fromheten var ikke bare dengang berettiget, men er det altid. Er ikke den meste fromhet forestillelse? Man fremstiller sig ikke ærlig og redelig som man er, men som man efter et eller andet forbillede gjerne vilde være. Alt som blir fremkaldt utenfra er hykleri, al lære og opdragelse til lydighet mot bud forfører til hykleri, hvis man ikke makter at vække tillive en tilsvarende indre oplevelse. Derfor opfatter Jesus lovmessigheten som saadan for hykleri; ti den foranlediger menneskene til at gi sig utseende av — og leve og handle anderledes end de indenfra maa, og hindrer netop derved en egte, oprindelig, opfyldelse av budene.

I alt det som gjøres «for Guds skyld» mot vor næste, som ikke sker umiddelbart, ureflektert, der kan Gud ikke aapenbare sig. Om det er sig selv eller Gud eller andre man vil gjøre indtryk paa er likegyldig — det renser ikke handlingens urenhet. Alt som bare er teori, hykler vi. Hvor mange hævder ikke ting, som de ikke har set, sandheter, som de aldrig har erfart, og holder sig til noget, som de slet ikke kjender. Hvad vi har begrepet er dermed ikke paa længe vor oplevelse. Man kan lære og forstaa en hel del uten at ha anelse om selve saken. Enhver forstaaelse, som ikke er livsens lys i umiddelbar føling med virkeligheten, og enhver visshet, som ikke grunder sig paa egen erfaring, er hykleri. Ti den er en indre usandhet, hvor saglig rigtig den end er.

Kun naar vi vandrer i det lys, som er gaat op for os, lever vi av sandheten. Men hvis vi lager os kunstige belysninger av andres klarhet, kommer vi ikke til lyset, men kommer ind i begrepenes mørke. Hvis vi blir behængt med fremmede frukter, bedrar vi os selv. Kun hvad der vokser ut fra os selv er vort væsens og vort livs levende frukter. Den som tilegner sig noget, som ikke er git ham, som er frembragt i ham, som ikke er rundet av ham selv, den baner vei for usandheten, og maa ikke undre sig om han blir ganske gjennemsyret av den.

Den som bare søker teori, men ikke praktiserer, den som bare beskjæftiger sig med sig selv, istedetfor at omsætte sig selv i liv, den kan indbilde sig at høre til Guds rike; men i sandhet forblir han utelukket, og hvad han holder for oplevelse er bare en erkjendelsessensasjon.

Men ogsaa al klapjakt hører til surdeigens farligste utartning. Kun den umiddelbare vorden og virken er egte og har liv i sig selv. Det som frembringes med voldsomhet og omstendelighet er kunstig makverk uten liv og frugtbarhet, selv om det gjælder sjæles frelse, mørkes opklaring osv. Al forseren og agiteren er et usandhetens gjæringsstof.

En anden art usandhet er det, naar vi som Guds barn, som søskende, altid vil gjøre noget særlig og foragter dagens opgaver.

Allerede det at skjelne mellem arbeide i Guds rike og det almindelige liv, mellem virke for Herren og dagsverket, mellem gudstjeneste og arbeide, er usandt. Alt tilhører Gud, og overalt vil han aapenbare sig. Alt er vanartet og skal irettesættes. Derfor har vi ikke noget særlig at gjøre, men har bare at sørge for, at alt det vi har at gjøre sker paa en ny maate, at vi beaander det, at vi opfylder det indenfra, fra det oversanselige. Det er derforhykleri, naar man stræber efter en utpræget hellighet, hengir sig til særlige asketiske ydelser, anmasser sig et egenraadig arbeide for Herren, foretar religiøse eksersitier og forsømmer de almindelige pligter mot menneskene og de uanseelige opgaver som det almindelige liv bringer med sig. Hvis ikke Guds rike kommer netop her, hvordan skal det da komme?

Beslegtet med dette er tilbøieligheten til at gaa utenom det man skulde gjøre ved istedet at uttænke sig en hel del. Enhver som vil gaa Jesu vei merker meget snart, hvad der for ham er det første skridt, hvormed han fast og bestemt træder ind paa den nye vei, — hvad netop han skal gjøre og lade, hvori omvendelsen til sandheten maa vise sig for ham. Og det samme gjælder paa alle stadier i utviklingen. Der vil altid paany ut fra vor indre forfatning og vor livsstilling opstaa bestemte fordringer, som skal stadfæste vort discipelskap.

Og det eneste rette og sande er at opfylde netop denne nærmestliggende opgave.

(Fortsættelse.)