Renhet

Renhet.

En farisæer bad Jesus at spise med sig til middag, og han traadte ind og satte sig tilbords. Og farisæeren undrede sig, at han ikke vasket sig før maaltidet. Men Herren sa til ham: I farisæere, det ytre renser I, fate og bægere, men eders indre er fuldt av rov og ondskap. I daarer, sørger ikke den som tar sig av det indre tillike for det ytre? Rens derfor meget mer det indre, saa er alt rent for eder.

Som bekjendt var der i den jødiske lov en fylde av renselsesbud, som blir befulgt paa det mest pinlige. Det var for jøderne en umulig tanke at gaa tilbords uten først at vaske sig og rense fate og bægere ganske rene efter de lovbestemte forskrifter og paa det nøieste at iagtta alle ytre leveregler. Men bak disse ytre udadelige loviske fordringer skjulte der sig en utrolig urenhet, ondskap, gridsket og hjertets forvildelse. For enhver ubesmittet iagttager var det en paafaldende og forbausende ytre renhet i saker og ting forenet med en samvittighetsløs urenhet og følelsesløshet likeoverfor det som rører sig i det indre. Da derfor farisæeren fæstet sig ved at Jesus satte sig tilbords uvasket, uttalte han hensynsløst sin forbauselse over denne motsætning og søkte at indprente ham, at det først er den indre renhet som gjør et menneske rent. Ti intet av det som er utenfor mennesket kan, naar det kommer ind i ham, forurense ham; men det som kommer ut av mennesket gjør ham uren, som han ogsaa sier ved en anden anledning (Mark. 7, 15). Naar man altsaa sørger for hjertets og sindets renhet, saa sørger man tillike for det hele livs ytre holdning; ti den indre renhet vil ikke kunne fordra den ytre urenhet. Derfor skulde de rense det indre, saa blev alt rent for dem.

Paa den maate som hos jøderne bestaar denne motsætning visselig ikke mer. Samvittighetsløsheten overfor alt det som skjulte sig i det indre var en følge av den alt beherskende og pinlig regulerte lovmessighet. Ti under den pinlige iagttagelse av ytre bud mister man den indre følelse, som ikke blir berørt derved. Siden menneskeslektens opdragelse i moralsk-religiøs henseende er lagt an efter samvittigheten, er denne i menneskeheten igjen blit en magt, der ikke kan bringes til taushet ved ytre udadelig færd. Og dog bestaar endnu idag den samme motsætning, om end under en anden form. Derfor har Jesus formaning ingenlunde mistet sin betydning.

Det siviliserte anstandsbegrep, de selskapelige former og skikke og den uskrevne leveregel «æren» er hos det dannede menneske traadt istedetfor de lovmessige regler for alt det ytre. Alt dette behersker nøiagtig paasamme maate de ytre forhold og griper enhver som vil regne sig til de anstændige mennesker, til de dannede kredse og til mænd med ære. Anstøt mot de her nævnte skikke og regler er i vor tid likesaa merkbar som dengang og blir betydet med den samme farisæriske foragt og selskapelige utelukkelse. At man kommer tilbords med smudsige hænder, fører kniven til munden, undlater at presentere nogen, overser en eller anden høflighet, sier sin mening like ut, er ret og slet umulig for et anstændig menneske og vil av alle bli betragtet som simpelt, fornærmelse og at saare. Med saadant kan man ikke omgaaes, og ethvert liketil ord som træffer nogen maa man sone. Ingen maa gjøre noget som ikke lar sig forene med den sædvanlige ære, hvad der støter den gode sædvane og hvad der selskapelig ikke er anstændig. Man er da pinlig strenge iagttagere av alle former, enten det gjælder tandpuds, hvad slags krave man benytter eller det gjælder et æresord.

Men den indre renhet, følelsernes anstændighet, hjertets høflighet, sindets renhet den ene overfor den anden kan man her ofte søke efter forgjæves. Vaskede hænder forbinder sig med en uvasket mund, anstændig iagttagelse med uanstændige foretagender, pinlig æresfølelse med urene intriger, udadelig holdning med skjult simpelhet og ondskap. Man behandler hverandre med al selskapelig finhet og respekt, men tar ikke hensyn til hverandre under andre forhold, i sygdom, nød og hjelpeløshet; men man beskjæftiger sig midt i det gode selskap med forkjærlighet i at dømme andre og kaste stene. Man lar rolig et fattig menneske gaa tilgrunde under iagttagelse av al elskværdighet. Man træder ingen dame for nær, men besudler sig med hemmelige urene begjær. Man undgaar pinlig enhver ytring som kan fornærme, men bærer skadefro den bitreste sladder videre. Man sier intet ord som ikke er sandt, men bedrar derved samvittighetløst sin næste, man holder altid sit ord, men bryter ubetænkelig troskapen. Man er en mand av ære fra isse til fotsaale, men vender samvittighetsløs kappen efter vinden.

For disse tilstande gjælder idag Jesu ord: I holder paa det ytre, tar overalt vare paa formen og viser eder ulastelige, men indad er I simple, raa, vildfarne og smudsige. Bak den synlige velanstændighet skjuler sig et uanstændig sindelag. Eders sandhet er en kjortel til dække for eders uoprigtighet. Eders høflighet maskerer kun eders hensynsløshet. Eders forbindtlighet skjuler den simpleste egenkjærlighet. Gjennem eders behagelighet og elskværdighet glimter eders ondskap. Saa rene som I er i alt det man ser, saa urene er I i alt det man ikke ser. I daarer, bli dog rene indvendig, gode, hjelpsomme, da er I det ogsaa i alle ytringer, ogsaa naar de ikke er iklædt de sædvanlige former. Da behøver I ikke mer den selskapelige maskes manerer og politur og den dannede iagtagelse, eftersom eders rene menneskelighet ved enhver livsytring kommer tilsyne paa en naturlig maate.

Derfor behøver Jesu disciple ikke mer være ængstelig for ikke at optræde korrekt efter de former man anser for de rette i dannede kredse, ikke mer reflektere over hvorledes de skal ta sig korrekt ut, ikke frykte for at være taktløs, men de kan bevæge sig umiddelbart efter sine følelser. De bør gi sig selv hensynsløst og leve like frem. Naar kun det inderlig nødvendige i hvert øieblik blir født ut fra deres rene menneskelighet, saa vil det altid i sin form og gehalt gi det eneste sande, saa enhver, som det angaar, med seirende og overbevisende kraft griper oplevelserne. Naar vi inderlig indehar den rette stilling til vore medmennesker og deler samfund med dem ut fra levende følelser, da er vort forhold til dem en overstrømmende fylde av al fin moral, eftersom det utspringer fra den umiddelbare føling med dem. Man kan vistnok optræde taktfuldt efter de almindelig herskende regler, hvis de ved vane er blit til en anden natur. Men virkelig taktfuld er og lever kun den i hvem den fine følelse for andre lever og rører sig, saa den umiddelbart former al ytre optræden. Derfor, sørg for at I blir inderlig rene og retskaarne, for da vil ogsaa alle eders livsytringer fremkomme fint, ædelt og paa en sømmelig maate.

Men det Jesus fremholder og formaner til træffer ikke alene den herskende moral dengang, men ogsaa det som brukes i vor tid. Der gis en ytre og en indre moral, en bevidst moral og et væsens moral. Ogsaa idag er det saa, at de fleste moralske mennesker holder strengt paa ikke at gjøre sig skyldig i nogen ting. Men derved blir de merkelig ufølsomme og likegyldige overfor de slemme følelser og drifter fra deres indre. De tar sig pinlig ivare for ikke at gjøre nogen ondt, de er imøtekomne mot alle, elskværdige, behagelige og hjelpsomme mot saadanne som de blir paavist er i nød, og de er dypt tilfreds dermed og er med sig selv overbevist om, at de har gjort alt vel i dette. Men den sande følelse overfor andre er mistroisk, dømmende, haard, ondskapsfuld, skadefro og tar tingene ilde op. Det ytre forhold er daddelløst rent, uangripelig og efterfølgelsesværdig, men det indre strutterav egenkjærlighet og ondskap. Ingen moralsk mand vil træde nogen pike for nær, men at hun vækker urene begjær foruroliger ham ikke. Man optræder altid beskedent og avslaar enhver anerkjendelse, men dertil er man allikevel fuld av indre fordringer og er ute av sig selv, naar de ikke blev opfyldt. Hvor mange synes ikke virkelig udadelige, men bakom gløder ondskap. Hvor mange lever ikke for andre, men er i sit indre væsen helt igjennem egoistisk begrænset. Saa er man da i alle ytre forhold pinlig opmerksom paa moralsk renhet, men i det indre hersker umoralske følelser, slemme begjær og hensynsløs egoisme.

Et bevis for at det er saa, ser jeg i den almindelige tilstand, at alle moralske forhold beror paa selvovervindelse, d. v. s. paa overvindelse av følelser og lyster som hersker i os. Man har gjort op med sig selv at det ikke kan gaa uten denne motsætning mellem følelse og forhold, et vidnesbyrd om, hvor almindelig denne spænding er mellem sædelig bevidsthet og sædelig væsen. Følgen derav er det forsætlige, møisommelige, kvalte og kunstige i de ytre sædelige forhold, hvad der i sig selv er symptom nok paa, at det ikke er rørelser som strømmer umiddelbart ut fra hjertet, men at det er reflektert, selvgjort, og at der trænges den yderste viljeanstrengelse for at holde sig paa plads.

Parallelen til senen med farisæeren blir fuldkommen, naar man tænker paa, at Jesus ogsaa idag blir forkastet av moralisten, som sier, at hans forhold ikke altid var saa feilfri, at der ikke kunde gjøres indvendinger. Man beskylder ham for hensynsløshet, temperaments lidenskap, uretfærdighet og ukjærlighet overfor sine motstandere. Men hans forhold gjælder ikke bare disse moraldommere, men den ganske moral i vor tid. Han vil si: I eksemplariske moralister, i det ytre holder I eder moralsk udadelige, men eders indre strutter av urenhet og ondskap. I daarer sørg for eders følelsers renhet; ti naar de er rene, da vil hele eders forhold være rent uten at I behøver at akte paa regler og bud, uten at I altid har for øie deres grundregler og synsmaater, uten at I tar eder iagt og uten at I altid behøver at holde fast i tømmerne.