Etterfølgelse i dyd

Efterfølgelse i dyd.

Paa vandringen kom Jesus til en landsby, og en kvinde som het Martha mottok ham i sit hus. Og hun hadde en søster som het Maria. Denne satte sig ved hans føtter og hørte paa hans tale. Men Martha gjorde sig megen møie med at tjene ham, og hun traadte til og sa: Herre, bekymrer du dig ikke om, at min søster lar mig bli alene med at opvarte dig? Si hende dog at hun skal hjelpe mig. Men han svarte hende: Martha Martha! Du gjør dig megen sorg og møie. Der behøves dog kun saa litet. Maria har valgt den gode del, av hvilken intet vil gaa tilspilde.

Saaledes synes mig ordlyden til den oprindelige haandskrift at ha været over disse berømte ord. Man har da til «der behøves kun litet» føiet: «eller meget mer kun ett.» De fromme har den uvane ubemerket leilighetsvis at springe over fra det vanhellige vilkaarlige til det aandelige. Men det ligner ikke Jesus først at si: Du behøver ikke at gjøre mange omstændigheter, jeg behøver kun litet, og da med fromme øienslag tilføie: egentlig behøves kun ett, hvormed netop Maria og jeg nu er beskjæftiget. Og da har man «der trænges kun litt» helt slettet ut og latt Jesus si den omsorgsfulde Martha: «Ett er fornødent.» Paa denne maate opnaaes det i denne historie at finde grundlaget for det asketiske katolske, det virksomme verdensliv og det fra verden flyktende og opbyggelige liv, hvilket laa fjernt fra Jesus. Han vilde ikke ha et adskilt religiøst liv og virke der staar i motsætning til vanhellig beskjæftigelse. Dette er de skriftlærdes og farisæernes hykleri. Men han vil besjele alt som er menneskelig.

Jesus fremholder ikke her Marthas virksomhet og Marias hellighet, men han sier hende kun, at hun ikke skal gjøre saa mange omstændigheter, da han kun trænger svært litet, og at det var bedre at forbli hos ham end at besvære sig med opvartninger. Rikelig bevertning har kun forgjængelig vÆrdi, men fortrolig livsutbytning uforgjængelig. Derfor har Maria rett, og Martha skulde ta eksempel av hende. Dette er omtrentlig den oprindelig mening med hvad Jesus fremholder.

Jesus formaner altsaa til enkelhet i leveset og til indskrænkning til det nødvendigste til bedste for uforgjængeligelivsværdier. Selvsagt bestaar dette ikke i opbyggelse og en spesifik religiøs drift, men i høren og gjøren i alt det i vort liv, hvor Gud lar sig fornemme i gripen og opfyldelse av Guds vilje, slik som han gir sig tilkjende i alle livsspørsmaal. Uten tvil ogsaa i de huslige sysler, erhvervsplikter og i fornødenheter under familiens forsorg. Men vi skal ogsaa her som over alt ellers indskrænke os til det nødvendige og la alt overflødig fare, saa vi kan ha tid og kraft til det som foruten dette er nødvendig. Vi skal ikke leve for «brød alene», men for at virkeliggjøre alle Guds livsytringer, som ved os skal træde frem i livet. Men dette kan vi ikke uten naar vi kun arbeider for det daglige brød og alt hvad dertil hører saa meget som det er Guds vilje og tjener til livsophold. Hvad der gaar utover dette berøver os livet, eftersom det indvikler os i forgjængelige og værdiløse foretagender og forhindrer de uforgjængelige Guds livsaapenbaringer, som skulde virke gjennem os. Mer end alt andet gjælder det derfor for discipelen at gripe og opfylde det uforgjængelige i livet og ikke underkaste sig og la sig forbruke av et forgjængelig aak.

Og mer end nogen gang er denne Jesu formaning idag paa sin plads. Ti vor levemaate, beboelse og vort selskapsliv er nu tildags blit saa uhyre omstændelig, indviklet og overdrevet at der kræves en uoverskuelig fylde av overflødig behov, indbildte plikter, bekostning, arbeide og aandskraft. Under alt dette kan intet menneske være inderlig samlet, være ubefanget og skikket til at høre og gjøre de levende Guds Ord, som trænger ind i vort liv og øre. Larmen fra alt jaget, den voldsomme anspændelse av alle kræfter, fylden av ytre sensasjon, byrden av plikter samt opfyldelsen av alle livsstillingens daglige gjøremaal er saa stor, at man ikke kan høre den uavladelige Guds tale som angaar os. Og den indre uro og angst, sorger, bekymringer, mistanke, usikkerhet og nervøsitet med alle sine følger, rastløshet, overanstrengelser og endelig motstandsudygtighet overfor rivninger, forvirringer, adspredelser og den berusende nydelse i alt formeget surrer mennesket saa fast i tomheten og river dem saa op deri, at sjelens indre liv i denne fordærvede febertilstand hverken kan aande eller leve, end si utfolde sig og komme til at virke efter Guds vilje.

Tusind gange mer gjælder derfor disse Jesu ord til os: Gjør eder ikke saa megen sorg og møie! Der behøves kun saa litet for at leve! Ta dog bort alt overflødig, hvormed I gjør eder møie og sorg, saa I kan være frie og beredt, mottagelige og ydedyktige for det som har virkelig livsværdi. Alt overflødig belaster. Kast det av, saa blir livet let, da vinder I tid og kraft. Bli fordringsløse saa blir I uavhængige, livsmægtige, bevægelige og overlegne. Bekymrer eder ikke for hvad der ikke angaar eder, saa blir I eder selv, fuldvægtige og voksne til at opfylde alt hvad I skal opfylde. Beskjæftiger eder ikke med noget som ikke har den rette aand og livsværdi. Da er I samlet, beredt og levende til alt hvori der er forstand og værdi. Indskrænk eder til det inderlig nødvendige, da er I frie og tilgjængelig for alt hvad Gud forlanger av eder.