Brev fra år 1913 (Min frelser)

Brev fra Olga Olsen.

Gud være lovet! Han opreiser de ringe av støvet. Han tok sig i sandhet av det som ingenting var. Dette gjorde han for at vise at det hele var av ham, av naade. Tok han ut det som var noget, da vilde det sneversynte menneske finde en aarsak til at nære sin æresyke. Den som ingenting er, d. v. s. den som erkjender den sande tilstand, blir staaende som den fattige, den mottagende, og han vil ved den naade og kjærlighet han mottar, bli end mere bøiet og fattig i sin aand. Gud oplater for en saadan hans øine, han begynder mer at forstaa at mennesket er helt igjennem fordærvet og kan ikke gjøre det mindste av sit eget som blir rent.

Først kommer forstaaelsen utenfra, siden kommer den indenfra. Vi erfarer det, og byrder og sorger blir fra den stund vor uadskillelige ledsager. I den tilstand har vi altid læge behov. Han formaar og vil fuldkommen frelse oss fra den dødsfare vi altid vandrer i. Min Frelser er min lovsang. Naar jeg har Ham, har jeg ikke lyst til noget paa jorden. Hvad skulde jeg vel med det? Salige vishet, jeg tilhører Ham i al evighet, jeg tilhører ikke mig selv! Jeg længes usigelig efter min sjæls elskede, og jeg er frimodig; ti jeg har erkjendt at det er av Ham bestemt. Hanvidste fra evighet av at jeg var fordærvet. Han vidste jeg formaadde intet godt. Men han bestemte sig for at ta mig med i dette store verk, Guds hemmelighet, som har været fortiet og fremdeles er skjult for alle utenfor. Hvad skal vi da si til dette? Sandelig Han bringer et menneske til taushet og stilhet. Hans grænseløse godhet bringer et menneske til at forstumme. Han er uransagelig i visdom. Jeg længes efter at skue med utildækket øie, efter at utbryte i lovsang med rene læber. Job. 36, 15.