Selvbiografi

Uddrag av md. Guion’s engelske autobiografi.

Du er ikke tilfreds, O min Gud, med at gjøre mig til en gjenstand for din naade; du vil ha mig som et offer for din retfærdighet.

Førend Kristus blev aapenbart i mig, bar jeg kors og trængsler fordi jeg maatte bære det, siden blev korset mit hjertes glæde og begjær.

Kjærligheten til Gud optok mig ganske og aldeles og tok mine tanker tilfange.

Min eneste adspredelse var de stunder jeg fik være alene med dig, min Gud; al anden adspredelse var for mig en smerte.

Jeg tapte aldrig din nærværelse, hvilken stadig blev git mig ved en guddommelig og vedvarende tilstrømning, ikke som jeg før tænkte mig det, ved anstrengelse av hode, eller ved at tænke paa dig; men i dypet av viljen.

La Guds domme faa virke og være, saalænge det behager Gud; ti da vender de tilbake til refærdighet. Det er en naade, at vi dømmer, for derved at løses.

Hvordan min mand og min svigermor end behandlet mig, svarte jeg kun ved at være stille. Det kostet mig heller ikke saa meget at tie; ti jeg var saa optat av at beskjæftige mig med det indre liv, at jeg var ufølsom for alt andet.

Jeg uførte de ringeste tjenester for at ydmyge mig selv.

Naar de blev opbragt over noget, saa bad jeg omforladelse selv om jeg var uten skyld. Jeg bad min kammerpike om tilgivelse, naar hun var fortørnet. Hun benyttet sig av dette til egen fordel.

Alt avhænger av viljen som er den største av alle kræfter. Viljen drar kræfterne efter sig ind i Gud, det evige midtpunkt, hvor de forenes til et. Da disse kræfter ikke er vandt til at være samlet; men adspredt, kræves der i begyndelsen mer anstrengelse for at faa dem samlet. Av den grund er arbeidet i den første tid mere kjendbart. Siden er samarbeidet saa kraftig, at det blir helt naturlig.

Da jeg efter den lange prøvetid blev frigjort fra mig selv, blev jeg forbauset over hvor klart jeg saa og gjennemskuet alle ting.

Jeg eiet ikke længer Gud; men han hadde tat mig helt i besiddelse. Da jeg ikke længer ventet at finde noget i mig selv, da fandt jeg alt i min Gud.

Jeg mistet dig i mig; men fandt dig igjen i dig selv, i det urokkelige, for aldrig mer at miste dig.

Der er mange sjæle, som er utvalgt av Gud til at dø med Kristus; men som gaar hele sit liv i en døende tilstand med mange fremmede lidelser, uten dog for alvor at dø. Grunden er den, at de under gode paaskud beholder noget for sig selv, og slipper ikke det som Herren kræver av dem. Det er derfor faa som virkelig faar smake fylden av Gud, hvilket er et tap som de først faar kjende virkeligheten av, naar de kommer over paa den anden side.

Jeg var tilfreds med alt det som hendte, uten at ta notis av det. Naar nogen sa: ønsker du dette eller hint? var jeg forbauset over at jeg ikke længer fandt noget i mig som ønsket. Jeg vilde ikke længer. Gud vilde og det var nok.

Naar Jesus Kristus, Guds visdom, aapenbares og vinder skikkelse i en sjæl, efterat det gamle menneske agtes dødt, og sjælen for alvor er gaat ind i et nyt liv, vil hun finde at Kristi rikdomme blir hende meddelt.

Djævelen frygter for en sjæl, som gaar dødens vei. Han angriper ikke de som gaar frem i tro. Jeg kjendte at jeg hadde en saadan magt over Satan og hans hær, og det synes mig som han maatte flykte fra helvede hvis jeg var der.

Alle sjæle som er kommet ind i det apostoliske liv, har store lidelser at gjennemgaa. Jeg mener ikke de, som paatar sig selv en stilling, men de som er kaldt av Gud dertil. De, som av sig selv attraar en apostels stilling, besidder ikke den grad av hellighet, og har heller ikke evne til at lide, eftersom de ikke har ofret sig selv.

Mennesket ønsker at lede Gud, istedetfor at ledes av ham. Man ønsker at ha en vei for sig selv, istedetfor at gaa den vei han vil.

Alle de mennesker, som har gjort mig fortræd og som paa den maate har vært middel til at rense mig, de har trodd at de gjorde Gud en tjeneste.

Jeg reiste til Father M. Bertot for at faa hjælp i en vanskelig stilling jeg var i, men jeg fik ikke sagt et ord til ham.

Jeg fortalte ikke om den naade du hadde overøst mig med O Gud, fordi du ikke tillot det.

Han behandlet mig som en nybegynder i Gud, og jeg lot ham tro at jeg var det.

Folk hatet mig og sa: «Den og den er hellig; men de er imot hende, hun har ingen venner.» Jeg lot de tro om mig hvad de vilde, og sa intet til mit forsvar. Jeg var tilfeds ved at se andre tjene dig. O Gud, idet jeg følte mig selv sat ut av betraktning.

Naar du var som mest avvisende mot mig, O Gud, var jeg mest ivrig til at fornekte mig selv.

I en haard troesprøve som Md. Guion hadde, og som varte i flere aar, sier hun blandt andet: «I min fortvilelse ropte jeg: Helvede; men ikke synde!» Jeg saa bare ondskap i mig. Hvis jeg hadde vist at denne stilling jeg var i, var en troesprøve, da hadde jeg vært lykkelig; men jeg trodde jeg var den største synder som levet. Aandelige bøker fant jeg intet i, fordi de svarte ikke til min stilling. Jeg stod alene, for Gud tillot mig ikke at aapne mig for nogen, hverken om mine indre eller ytre trængsler. Det er intet som koster saa meget paa, som dette at tie i sin smerte. Intet er heller saa effektivt; ti det dræper selvlivet. Naturen gaar derved tilgrunde.

En dag skrev jeg efter en, som jeg saa op til som en der var fremskreden i Gud. Da du ikke tillot mig at aapne mig for nogen, O Gud, maatte jeg be ham om ikke at komme. Han blev fornærmet, hvilket jeg blev meget forbauset over. Jeg forstod da, at han ikke praktiserte selvlivets død, selv om han var en god kristen.