Døm ikke

DØM IKKE.

Naar Jesus fortsætter: Døm ikke, saa skal I ikke bli dømt, fordøm ikke saa blir I ikke fordømt o. s. v., saa handler dette ikke om løn og straf, men om aarsak og virkning. Den som er ubarmhjertig gaar ubarmhjertig til grunde, den som ikke meddeler liv, han unddrar sig livet. Men den som er barmhjertig opnaar barmhjertighet, den som deltar i livet blir delagtig i livet. Med henblik paa denne lov advarer Jesus mot ubarmhjertighet: dømmer ikke, forkast ikke. Den hvilende ubarmhjertighet er likegyldighet, overse nogen er ringakt, den virksomme ubarmhjertighet er dom og forkastelse. Dommens vesen er, at man gjør den som har begaat feil, forgaaelser og forseelser til en personlig bevisst forbryter, og paalægger ham det fulde ansvar derfor. Forkastelsens vesen er, at man frasier nogen hans menneskeværd og eksistensberettigelse og utstøter ham av den menneskelige omgjængelse. Det ene som det andet er et mottræk av forstaaelse, begrep, forbarmelse, hjelp, opreisning og retfærdighet, som er Guds børns eiendommelighet. Dom og forkastelse er en umiddelbar ytring av den iboende ubarmhjertighet, som utspringer fra det følelsesløse og selvsøkende «Jeg».

For dom og forkastelse kan kun medfølelse og følelse av ansvar for andre frelse os. Vil vi være den høiestes barn, saa maa vi søke føling med mennesker og anta os dem istedetfor at dømme og utstøte dem. Først naar vi har vundet indre føling med nogen kan vi forstaa ham. Og kun naar vi har forstaat ham kan vi bedømme ham. Men kan vi i sandhet bedømme nogen, saa er det umulig for os at fordømme ham. Ti at forstaa alt er at tilgi alt. Fra den indre sjæliske føling med ham utspringer ganske av sig selv forbarmelse. Der fremkommer et indre «maa», man maa anta sig ham og hjælpe ham at bære hans skyld og last, man maa træde i skranken for ham, og man maa søke at bringe ham paa ret spor og hjælpe ham til frelse. Da ser vi i enhver synd for alle en nød, og vi søker at bli den elendige til frelse.

Jesus taler i motsætning til at dømme og fordømme her disse ord: Forsvar, eller nøiere: løs! Ved dom og fordømmelse binder vi den elendige i hans forgaaelser og forkaster ham som en hjælpeløs bundet skyldner; vi støter ham ind i sin skyld og lar ham forgaa deri. Det motsatte derav skal vi gjøre. Vi skal løse ham fra det onde som har bundet ham og frigjøre ham fra hans skyld. Vi skal si til ham: Du er igrund uskyldig saa meget du end er skyldig, du kan ikke for det, naar du er blit ført ind i det, saa det er egentlig ikke dig, du vilde det heller ikke, du var kun besat. Saa talte Jesus paa korset: «Fader, tilgi dem; ti de vet ikke hvad de gjør.» Dette er forbilledet efter hvilket vi skal løse.

Og denne frifindelsestale virker virkelig befriende. Allerede den oprigtige forbarmelse løser synderen inderlig, saa sjælen begynder at hulke. Da aander hans sjæl og utløser sig i ekeldom, skam og længsel fra den skjæbne som han var fanget av under kraften av den levende indflydelse, der utgaar fra en saadan talsmand og løser. I grunden er det Guds forløsende naade, der gjennem et saadant barn av den høieste, formidler sig til den fattige sjæl. Men saadan løsen virker tilbake paa den som meddeler det. Det løser ham ikke alene fra den almindelige tilbøielighet til at dømme og forkaste; men det er som aapenbaring av barnekaaret hos Gud av befriende virkning for ham overfor alle forgjængelige og usunde tilskikkelser.