Jobs bok 7. kap.

Jobs bok.

V. 11. Saa vil da heller ikke jeg lægge baand paa min mund; jeg vil tale i min aands trængsel, jeg vil klage i min sjæls bitre smerte.

Job lar sin sjæl faa luft i denne bitre smerte. Han kan ikke længer lægge baand paa sig. Sorgen er for stor til at kunne skjules. Almindelige lidelser kan bæres i stilhet; men voldsomme lidelser kan ingen magte at skjule. Nei, sier Job, jeg kan ikke længer tie: jeg maa tale i min aands store trængsel. Min sjæls smerte er mig for stor, jeg maa ha luft. V. 12. Er jeg et hav eller et havuhyre, at du sætter vagt over mig?

Denne stakkels sjæl befinder sig i en usædvanlig stilling og øiner ikke utløsning derfra; derfor vet han ikke hvilke ord han skal bruke for at uttrykke sig. Hans sjæl er utspændt til usigelige pinsler og dog øiner han ikke utløsning. Han ser sig selv som en fange — han føler sig uendelig og dog sammentrukket.

Fordi han ikke kan faa nogen til at forstaa hans lidelser, spør han om han er et hav i bredde og længde i forhold til den vældige prøvelse. Eller er han et havuhyre (hval), hvis svære skikkelse forbauser alle? Hvorfor er den omgit av en celle? Hvad mener Job med dette?

Der er mange ting av mindre omfang, som er virkelige celler, og som endog er meget trange. Har da hvalen en celle, den som har det vældige hav at boltre sig i? Eller har havet vægge? — Ja, isandhet! Jeg finder mig selv utspændt, jeg øiner ikke bund eller grænse og dog kan jeg ikke undkomme. Lidt sand hindrer mig i mit raseri, sier havet, og hvalen kan ikke komme ut av havet endskjønt der findes ingen som holder den fangen.

Slik er det og med mig. Jeg kan ikke unddra mig mine lidelser i dette helvede, endskjønt det er for mig som en uendelighet. Intet binder mig til dette, og dog er jeg en fange i dette kollosale hav. Min celle har hverken vægge eller fæstningsvolde omkring den, og allikevel er jeg en fange midt i friheten!

V. 13, 14. Naar jeg sier: Min seng skal trøste mig, mit leie skal hjælpe mig at bære min kummer, da skrækker du mig ved drømme og forfærder mig ved syner.

Hvis, sier Job, jeg tænker at række mig ind til mit hvilested, hvilket er det centrale dyp i mig, for der at finde hvile og trøst, da finder jeg at min smerte forøkes. Netop der vor jeg før fandt en særlig fred og hvile, der finder jeg nu mine værste lidelser; ti dette dyp vil ikke længer ta imot mig.

Jeg er som en banlyst overalt, og frygt og rædsel efterjager mig. Tusinde tanker og grublerier plager mig, mine drømme og mine fantasier er bare om frygtelige ting. Alt hvad jeg ser, forfærder mig.

V. 15. Og saaledes vælger min sjæl at kvæles, død heller end denne benrad.

Dette valg som han gjør tilkjendegir at det stadie hvor sjælen gaar tilgrunde ved ild og død, forekommer den lettere at bære, end det han nu er i, endskjønt det ser ut til at være næsten det samme. Naar sjælen kvæles, mister den livet, d. v. s. naar den gaar ut av sig selv og ikke finder hvile i Gud. Det kjendes slik, idet Gud ikke tar imot den paa en følbar maate, fordi han har til hensigt at rense den end yderligere. Den befinder sig da likesom svævende mellem himmel og jord, uten at finde et bestemt tilflugtssted, hvor den kan bli mottat. Dette stadie er ilden som følger, efterat døden er indtraadt.

Det maa bemerkes at denne død, ild og dødsrike, som jeg omtaler, ikke er noget som foregaar herefter eller angaaende det ytre menneske. Det er alt angaaende det indre menneske og angaaende det som finder sted i den sjæl, som Gud renser i dette liv, før den naturlige død indtræder; og det kan kun forstaaes i Aanden.

Sjælen gaar ut fra sig selv, m. a. o. den uttømmes og dør, og denne uttømmelse kaldes død.

Den tid som gaar hen da sjælen er i døden, uten at bli mottat i Gud paa en følbar maate, og uten at bli gjenoplivet i ham, kaldes ilden, eller tilintetgjørelsens stadie. Sjælen er da likesom i en kvalt tilstand, uten dog at være istand til at dø.

Det at føle sig i dødsriket er vidt forskjellig fra dette, endog det ene kan ligne det andet.

Naar sjælen er blit mottat i Gud, og han saa efterpaa tilsynelatende forstøter den, idet den ikke længer finder sig selv antat av Gud, da befinder den sig i et dødens rike. Den sjæl som har hvilt i Gud har fundet sig uendelig meget mer tilfreds der end da den var i sig selv, derfor er dens lidelse dobbelt stor, naar den finder sig bortstødt av ham. Det er som en engel, der er nedstødt fra himlen til helvede.

I denne tilstand er det faa som kommer, eftersom Gud ikke kan faa ført mange sjæle ind i en saadan lidelse. Han gjør det, fordi han ønsker at de skal opnaa en usigelig fylde av ham selv, saa de ut av den fylde igjen kan fylde andre sjæle i stor utstrækning.

V. 16. Jeg er kjed av dette; jeg gider ikke leve evindelig; la mig være, ti mine dage er et pust.

Her taler sjælen om tilintetgjørelsen og dødsriket. Der er intet haap tilbake om at bli befriet derfra. Sjælen mister for altid haapet om at komme tillive igjen og faar en fuldkommen forvissning om at den er uttømt i døden.

Det maa forstaaes og skjelnes klart, at i alle stadier en sjæl gaar igjennem er der ild og renselse. Det er en slags død som altid fører ind til et nyt liv. Mange tar feil her og mener, at naar de har passert disse tilstande av død og liv, saa er de naad til endemaalet. Der er en masse omskiftninger som finder sted mellem død og liv, — førend en sjæl naar frem til døden i det centrale dyp, hvilket er den hovedsakelig ting.

Denne død i sjælens midtpunkt er haard og grusom, og den varer ved indtil den har fortæret alt. Ikke en trevl findes tilbake.

De foregaaende dødsprocesser som sjælen gik igjennem, efterfulgtes straks av liv; men ved denne totale død derimot, gaar sjælen ganske tilgrunde. Den tilintetgjøres helt.

Men likesom død og tilintetgjørelse gaar foran opstandelse, og likesom det er nødvendig at mennesket paa denne maate blir til støv, førend det kommer frem til liv, saaledes er det ogsaa nødvendig at sjælen førend den gaar ind i Gud, skulde fortæres og tilintetgjøres ved ild.

Et dødt legeme gaar tilgrunde kun ved forraadnelse. Sjælen, efterat den er agtet død, gaar tilgrunde kun ved den fortærende ild, som brænder bort alt uten skaansel.

Ikke des mindre opnaaes dette gradvis, likesom et dødt legeme heller ikke straks mister sin menneskelige skikkelse; men litt efterhvert, eftersom det blir fortæret av orme. Naar et menneske nylig er død, synes det at efterlate sig litt haap om at komme tillive igjen; men naar det er kommet i graven og efterhvert blir fortæret, findes der intet haap om at faa det tilbake igjen.

Gud har git os eksempler i sit ord om opstandelsen. Mange blev opreist efterat døden hadde indtraadt; men de hvis legemer var tilintetgjort maatte Guds egen søn gaa i døden for at faa opreist.

Ikke før er Jesu død indtraadt førend gravene aapner sig og de døde kommer frem. Math. 27, 52.

Det maa forstaaes at renselsesprocessen, efterat en sjæl er gaat ind i døden med Kristus er vidt forskjellig for den enkelte. Det er eftersom Guds planer er med sjælen, og eftersom der er rester av selvliv, og uvilje til at døde og tilintetgjøre det. Det er slik i den naturlige død, at et svakt legeme blir før til støv. Et sterkt kraftig legeme har mer motstandskraft. Det er akkurat paa samme maate med tilintetgjørelsen av selvlivet. Dog kommer det meget an paa hvad Gud har bestemt med den enkelte sjæl.

Der er lette og kort ildprøver: men der er ogsaa nogen av dem som er saa usædvanlig haarde, at sjælen kan ikke skjelne den fra selve dødsriket.

Jeg er kjed, sier Job, jeg orker ikke at leve evindelig.

Han ser ingen utløsning; ingen forandring har han haap om. Denne fortvilelse og haapløshet er kun for sjælens vedkommende, idet den har mistet al støtte og alle hjælpekilder i sig selv. Tilliden til Gud har den allikevel i sit inderste, om end ikke fuldt bevidst og kjendbar. Forat dette skal bevises sier Job: La mig være; for mine dage er et pust. Som om han vilde si: Jeg er jo intet, jeg eksisterer ikke længer; det er derfor dig alene, som kan løse mig ut fra denne stilling og gi mig andre dage; ti mine dage er ingenting.

V. 17. Hvad er et menneske, at du agter ham stort og at du retter din hu paa ham.

I sin store elendighet og den voldsomme smerte han føler begynder Job at profetere om hvad følgen av denne trængsel kan være. Han sier i sin forundring: Hvad er et menneske, at du agter ham stort, efter at ha fornedret ham til det yterste? At du retter din hu paa en saadan elendig stakkar som mig?

Job vet godt at Gud elsker ham endog i hans dypeste fornedrelse, og at hans hjerte brænder for ham. Selv naar Job er gjenstand for den haardeste prøve paa Guds retfærdighet, saa faar han gjennem alt skue hans overflødige kjærlighet til ham.