Bønn

Bøn.

Saasnart bønnen ophører at være impulsive ytringer og urlyd for de inderste bevægelser, blir det hykleri. Vil man derved gjøre indtryk paa sig selv eller andre, saa driver man utukt med Guds virkninger. Den søkte opbyggelige anvendelse av bønnen er bønnens prostitution. Om man derved gjør indflydelse paa andre eller blot hæver sin sjæl, om man vil sætte andre eller blot sig selv i stemning og svingninger er likegyldig. Man vanhelliger den umiddelbare føling med Gud og søker ved forsætlig spil at utnytte for sig selv de inderste personlige livsnerver, istedetfor at la dem svinge uvilkaarlig herover og henover ganske av sig selv efter sine egne virkninger. Bønnen som offentlig foranstaltning, som demonstration for Gud og verden, som bekjendelse for Gud og som protest mot de gudløse, bønnen som fromhet og religiøs øvelse, som selvoprystelse og askese, som opbygnings- og omvendingsforsøk, som trosbetraktnings- og religiøs agitasjon, slaar bønnens væsen og sandhet i ansigtet. Sikkert kan den ekte bøn ha den virkning paa os, at vi ved den vil kunne fremkalde misbruk, men vi skal ikke bede av den grund. Vistnok kan den overvældende indre trang uvilkaarlig bryte frem fra hjertets forborgenhet til offentlig bøn, saaledes som det gik Jesus, da han engang ute av sig selv ropte: «Jeg priser dig Fader, himmelens og jordens Herre, at du har skjult dette for de vise og kloke og aapenbaret det for de umyndige». Visselig kan ogsaa nu og da komme til utbrudd hvad der gjensidig bevæger nogle mennesker, som er inderlig ens sindet, men bønnen som gudstjenestlig handling, bøn efter program og bøn som religiøs øvelse ligger uten tvil i den retning som Jesus anviser.

Men er en ekte bøn ikke mulig, naar Guds oprindelige fornemmelser mangler, saa vil overalt, hvor man har en ide om Gud, kundskap om en aapenbaring bli æret som tro, tiltalende fromhet bli pleiet og det hele religiøse liv kirkelig organisert. Bønnen som umiddelbar naiv naturomgjængelse i det dype personlige liv blir plikt og øvelse med alle dens uundgaaelige utartninger. Imot alt dette vender Jesus sig ikke, han holder det vel foreløbig for uavvendelig og sa kun en gang imot: «Den som i aand og sandhet tilbeder Faderen.» Han vil ikke opløse den jødiske bønnepraksis, men opfylde den. Men han sier til den søkende, som i hjertets uro merker Gud: Naar I beder, saa gjør det ganske i det skjulte; ti I kan virkelig bede, de andre kan det endnu ikke. Deres udyktighet undskylder deres uvæsen og rører trods det Guds forbarmelse. Men for eder vil det være hykleri, om deres bøn er andet end usynlige straaler fra den skjulte føling med Gud.

Dermed stemmer det overens, at de søkende nu tildags har en instinktiv motvilje mot den kristelige bønne praksis og intet vil ha at gjøre med den slags bøn. Deres sands for sandhet oprører sig derimot, og de gjør ret i at følge den. Men naar I beder, da gjør det i det skjulte, saa eders bøn kan være en ganske oprindelig livsytring i aand og sandhet, som i uberørt kydskhet søker Guds ansikt.

Og naar I beder, da bruk ikke mange ord som hedningerne; ti de tror at bli hørt, naar de bruker mange ord. I skal ikke være lik dem, for eders Fader vet hvad I trænger, før I har bedet ham.

Naar i vor bøn vort ganske indre liv stiger op til Gud som lukten fra en avslaat eng, da er bønnen kun en lysbølge fra vore hjerters bevægelser, der flyter tilbake til sin oprindelse — uvilkaarlig, umiddelbar, uten indtryk for — og tilføiet følge av forestillinger. Fornemmelser, som utløser livet i os, søker føling med Gud. Men den forlanger ogsaa uttryk, endog saa litet den formaar at skape nogen. Den vil ikke blot utløse sig i uartikulerte lyder, suk, stønnen, rop om befrielse og livsglæde, men vil fatte sig i ord. Likesom alle livsbevægelser i os kjæmper ogsaa bønnen efter fattelig forestilling og klare uttryk.

Men dette er ikke bønnens væsen, det er kun dens tilsynekomst. Dens væsen er hjertets umiddelbare bevægelser, den rene gjenlyd, som Gud finder i os. Men den søker det sprok som er git os mennesker, ikke for at bli forstaat av Gud, men av os mennesker. Gud forstaar vore tanker fra det fjerne. Han fornemmer vore skjulte følelser, vor ufattelige beklemthet og vore længslers ubehjælpelige vingeslag med en tydelighet, som vi aldrig vil kunde forstaa. Han forstaar vore anliggender indskrænket av menneskelig subjektiv opfatning, bedrøvelse og avstumpning. Han fornemmer, hvad vi egentlig vil. Ti han fatter alt efter sin rene virkelighet, utilsløret gjennem vor tildækkede begrænsning.

For hans skyld behøver vi ingen ord, men for vor skyld. Ti naar vort hjertes opadtrængen ikke kan komme til klar bevidsthet, vil den vanskelig kunne gi en personlig føling med Gud. Og naar vi ikke klart kan uttrykke os for ham, da vil vi heller ikke klart kunne fornemme hans svar. Uten fattelig klar vekselvirkning mellem os og Gud synes det derfor umulig at omsætte hans impulser i personlig liv. Men midlet og vidnesbyrdet om klarhet er den anskuelige forestilling, der tydelig kommer til uttryk i ord. Vi taler til Gud, eftersom menneskeord er bærere av vore selvmeddelelser. Og kommer vor føling med Gud paa høide med fattelig klarhet, saa fornemmer vi ogsaa alle de ord han taler til os.

Men hovedsaken er, at i os er virkelig og lever oprindelig, hvad vore ord saa litet kan uttale sig om og skape forstaaelse av, hvilket heller ikke er nødvendig. Ordet skal fødes ut av den oprindelige tilværelse, bli baaret og overstrømmet av den. Uttal ord, som ikke er oprindelig i os, saa blir bønnen usand. Da lager vi ord. Kun munden taler, og den personlige føling med Gud er borte. Da foregir vi noget, og vort indre sier «nei» dertil istedetfor «amen». Vi fornekter vor bøn, vi driver misbruk med Guds navn, vi driver formastelighet med den Helligste, vi hykler i vort inderste.

Derfor sier Jesus: Naar I beder da plapre ikke som hedningerne, for de tror at bli hørt, naar de bruker mange ord. Idag vilde han maaske si: «Som de kristne.» Ti de er likesaa ordrike i sine bønner — i fri og foreskreven tale — og de staar os nærmere end hedningerne, hvem vi kun har hørt omtale. Ogsaa idag mener man at kunne erstatte oprindelige fornemmelser med kunstig inderlighet og henrivende berusende ord, og faa Gud til at høre ved utrættelig tale. Det er hedensk. Det er ikke barnlig.

Derfor I søkende, gjør dem det ikke efter. Ti eders Fader vet, hvad I har behov, før I beder ham. I behøver ikke først at underrette ham omstændelig derom. Det er nok, naar kun et ord antyder, hvad I mener. Han vet bedre end I selv, hvad I egentlig vil. Naar vi taler til mennesker, maa vi uttale os indgaaende og mangfoldig for at bli forstaat. Ti da beror forstaaelsen av uttrykkene, og vore ord dækker saa daarlig, hvad vi vil ha sagt. Men overfor Gud behøver man overhode intet uttryk. Ti han forstaar ved den personlige føling han har med os fra det fjerne vore tanker. Derfor vil vi, naar vor længsel efter Gud skal komme til uttryk, uttale os ganske tilbakeholdent og umiddelbart. Vi vil tale til ham som børn taler til sin far, ganske enkelt, kort, direkte, uten alle omsvøp, kun antydende, ikke utførlig og utbredende. Vogter vi os for alt ordgyderi i bønnen, for pathos og selvberusende ord? Bønnen skal være som stemmen fra en skjult kilde, som man maa lytte til for overhode at fornemme; men ikke skal den være som lyden fra det paatrængende kunstige fossefald.

Eksemplet følger nu anvisningen: I skal bede saaledes:

«Fader vor, du som er i himlen, helliget vorde vit navn, komme dit rike, ske din vilje, som i himlen saa og paa jorden. Gi os idag vort daglige brød, og tilgi os vor skyld, som vi forlater vore skyldnere, før os ikke ut i fristelse, men fri os fra det onde.»

Om Jesus fra sin side virkelig har benyttet, «Fader vor» som eksempel for sine ord om bøn, eller han har git den som svar paa disciplenes begjæring om at bli lært at bede, er for os likegyldig. Ihvertfald er det en bøn, som Jesus vilde ha den, en anskuelig undervisning om maaten at bede paa. Ikke ordlyden eller formen. Ellers motsa Jesus sig selv. Om vi bør bede det efter ham avhænger av, om vi kan efterbede ham, d.v.s. om det for os er træffende uttryk for vore oprindelige følelser.