Fader vår

Fader vor.

Bruken av «Fader vor» i aand og sandhet avhænger ikke av en bestemt grad av det nye livs utfoldelse i os, men kun derav, at det overhode virkelig rører sig derinde.

Kunde vi engang høre det, som om vi aldrig hadde hørt det, saa det kunde gjøre et oprindelig indtryk paa os! Det er ved bruken gjort saa almindelig. Vanen har gjort os saa avstumpet for det. Men ogsaa da forstaar vi det ikke uten videre levende, uten naar det paa en eller anden maate lever i os, hvad det uttaler. Kun naar hans bøn er vor længsel, vet vi hvad det mener.

Vor Fader i himlen.

Hvilken jublende lykke overstrømmer ikke dette utrop. Det kan kun den kjende og maale som oplever det. Denne Altets livsglød, som bærer og gjennemtrænger os, under hvem vi sitrer i en ny uhørt livsbevægelse, den som valter i os skapende, og som vi føler trænger livsvækkende ind paa os under alle hændelser: vi oplever den som vort livs frelse. Der gives kun et uttryk derfor, med hvilket vi kun utilstrækkelig og stammende kan uttrykke denne underbare hemmelighet, nemlig «Fader.» Altets livskraft føler vi som en uendelig kjærlighetsglød, hvilken er vor livssfære, hvori vi hører hjemme. Og dens fremvælden oplever vi som en faderlig makt av uendelig visdom og taalmod, der bærer, fører, bevarer og hjælper os. Hvad vi er, stammer fra ham. Hvad der rører sig i vor sjels dypeste grund er hans væsens straaler. Vi tilhører ham uløsbar. Han er vor himmelske Fader. Ti han er urkilden til det oprindelige væsen, som spirer i os. Vor længsel derefter og trangen til fuldendelse og fylde er av faderlig art. Jo virkelig, vi er hans ektefødte børn. Ti vi er søkende og kan ikke komme til ro, før hans livstrang er opfyldt i os. Vi sporer hans pulsslag i os. Derfor, naar vore følelsers spænding utløses, utbryter vi i ropet: Fader.

Men hvem formaar at utsi, hvad der ligger deri. Den overvældende dagsbevidsthet; da vi kom til erkjendelse av Gud, vor Fader, oplyste han, efter natlig dunkelhet, den ganske verden for os — indhyllet i Hans Herlighets livsflod. Klarheten over tilværelsens bevidsthet: Ti han fremstraaler fra det dype som sandhet for os selv; for hele vort liv rører sig under Guds skapermagt. Følelse av absolut forborgenhet: Ti vi føler os sikker i vor Faders arme. Paradisets salighet: Ti vi har gjenvundet det tapte i hans livssfære. Himmelske Fader! Jubler vi; ti vi har himmel paa jorden.

Alt dette kommer over os, naar vi staar for Gud, ganske utenfor os selv i det liv vi har fra Faderen. Vi staar overvældet og ophøiet av hans uendelige naade, lykkelig i hans kjærlighet, fyldt med anelse om hans herlighet, under livets dragende makt, som utgaar fra ham og som jager mot menneskehetens maal (fuldendelse).

Denne urlyd fra det overstrømmende livs guddommelig oprindelse er kun naturlig der, hvor den ganske tilværelses grundtone, hvor menneskets søken over den ufatbare indre uro, er kommet til klar guddommelig oplevelse. Der hvor Gud i Jesus er kommet tilsyne i det længtende hjerte, og hvor hans skapende rop til liv har faat vække det oprindelige væsen. Ingen kan kalde Gud «Fader» uten ved Jesus Kristus. Ti først naar vi ser ham, skuer vi ind i vor himmelske Faders hjerte. Har Jesus faat gjort os seende, da er vort sinds baand og indsnævrede forstaaelser av Gud fratat os, disse som tilhyllet verdens virkelighet og skjulte den bakenfor liggende sandhet; og alt ligger for os i vor himmelske Faders soleklare lys.

Naar vi øie til øie med ham blir overvældet av denne navnløse barnelyst, da forglemmer vi ganske os selv over hans herlighet; og den salighet vi føler utløser av sig selv dette længselens:

Helliget vorde dit navn.

Navnet er uttryk for Guds væsens aapenbarelse. Saaledes blir der gjennem hele det gamle testamente talt om Guds navn. Det er Guds-begrepet, som vi kjender ham. «Dit navn» vil altsaa her si: Du alt levendes urkilde og Fader for alt oprindelig væsen. Ak, at du menneske i denne din ubeskrivelige herlighet kunde «holde dig hellig.»

Helliget betyder her naturligvis ikke avsondring fra alt sedvanlig menneskelig. Det er ikke ment tilbedelse og religiøs glæde, frygtsomhet, ærefrygt, avholdenhet fra misbruk og ringagt.

Guds navn er hellig, og ingen sporer noget av hans aapenbarelse, som han uttrykker det, uten at bli ganske festlig stemt. Han behøver ikke først at bli gjort hellig. Nei, Jesus mener her noget andet end hellig behandling. Han opfylder ogsaa her den gudstjenestlige ærbødighet for Guds navn, der gik saa vidt, at man ikke engang vaaget at uttale hans navn. Mer fuldkomment sagt: Han aapenbarte ham ved sit liv og sin virksomhet, han var ganske et organ for hans virkninger. Saaledes helligede Jesus Guds navn, som han forkyndte.

Helliget betyder, Gud som det, hvad hans navn uttrykker, i enhver av hans væsens faser og i ethvert træk av hans livs aapenbarelser blir bragt til levende tilsynekomst. Aapenbarelse av Guds herlighet i personlig væsen og liv er den eneste helligelse og tilbedelse, den eneste Guds lovprisning, der er sand. Beder vi altsaa, at Guds navn skal bli helliget, saa ønsker vi, at han som Fader maa komme til at gjælde overalt i renhet og fylde. Dette er den længsel, som opflammer i os, naar vi føler os som hans barn og blir opmerksom paa hvad vi har i ham. I dette ønske og trang maa Guds kjærlighet, som er utøst i vor hjerter, strømme over.