Skjult rikdom

Skjult rikdom.

Ved tro nektet Moses, da han var blit stor at kaldes Faraos datters søn, idet han heller valgte at lide ondt sammen med Guds folk end at ha en kortvarig nydelse av synden, og han aktet Kristi vanære for større rigdom end Egyptens skatte; ti han saa hen til lønnen.. Hebr. 11, 24—26.

Ja i sandhet var dette skjult rigdom for egypterne dengang, ja for mange av israel ogsaa, da vel de fleste av dem hadde det synlige mer for øie end det usynlige. Moses kunde ha blit en stor mand i verden, maaske en fyrste, hvem mange hadde beundret og set op til; men han valgte heller Kristi vanære, da han saa hen til en større rigdom end den han kunde ha opnaadd i Egypten. Den løn synden gir er død, men Guds naadegave er evig liv i Jesus Kristus, vor Herre. Rom. 6, 23. Moses hadde valget mellem en kortvarig nydelse i synden og derefter død, eller en kort tids lidelse og vanære og derefter evig liv og herlighet. Moses hadde frit valg, men han valgte ret. Dog forstod han ikke tilfulde dette sit valg, før han var modnet saavidt i alder, at han kunde skjeldne mellem ondt og godt, mellem rent og urent, mellem det ædle og det uædle.

Egyptens skatter og ære var eftertraktet paa den tid, og det har bevaret sin anseelse til idag, saa endog mange av dem som var begyndt i Aanden at øine de himmelske skatter har tapt disse avsyne og vendt sig bort efter den nærværende verden, som Demas. De har derved git sit sindelag tilkjende. Den sande mammon og de skjulte herligheter kunde ikke byde paa ære og rigdom i denne verden, derimot tvert om paa vanære, hvorfor man gik sig træt, og slap fra sig de evige skatter for at gripe de jordiske.

Apostelen Paulus var som dødsdømt, som den ringeste, et skuespil for engle og mennesker, men i haapet var han rik. Han var hungrig, tørstig, nøken, miskjendt, hjemløs, mødig, han arbeidet møisommelig med sine egne hænder, han var æresløs. Alt dette utholdt han for Jesu skyld, for tjenestens skyld, og fordi han saa hen til belønningen.

Jesus led taalmodig korset for den glæde som ventet ham uten at agte paa vanæren. Derfor sitter han nu ved Faderens høire haand og bier paa, at Gud skal lægge alle hans fiender til en skammel for hans føtter.

Verden med dens lyst forgaar, men den som gjør Guds vilje blir til evig tid.

Alle de hellige saa hen til en bedre opstandelse. Hebr. 11, 35—38.

Kjære broder og søster! Du som nævner dig med Kristi navn, hvad vælger du? Vælger du at lide ondt som en god Jesu Kristi stridsmand? 2. Tim. 2-3.