Erkjente Gud - Gudserkjennelse

Erkjende Gud — Gudserkjendelse.

Hvor sælsom er menneskenes spørgen efter Gud. De gjør sig op en mening om Gud og tar anstøt av alt som ikke stemmer hermed. De gjør Gud ansvarlig for vilkaarlige ting og hændelser som de mener staar i motstrid med Gud og hans væsen, skjønt de ellers altid lever og handler som om deres saker ikke vedkommer ham. Naar deres skjæbne ikke er efter deres ønske, saa beskylder de Gud for ikke at være retfærdig og kjærlig, ja benekter endog hans eksistens, som om den var avhængig av deres tanker derom. Saasnart det gjælder Gud gebærder ogsaa ellers fornuftige mennesker sig som narren. Stadig hører man kloke folk si: Hvordan kan der findes en Gud, naar det kan hænde, og det kan finde sted. Istedetfor at indse feilen ved sine forestillinger, bedømmelser, slutninger og tankebaner, bebreider de Gud og aner ikke, at de med sine tvil og fornektelser kun træffer sine egne begrepsguder og bevisene for sin egen blindhet for Gud. Gud befinder sig hinsides grænserne for vor forstand og vor fornuft. Vi kan ikke med vor begrænsede forstand fatte Guds uendelige væsen. Naar vi ikke engang kan forestille os, at en ørn lukter saa langt som vi ser, skulde vi da ikke engang bli færdig med at ville fastsætte, hvad der ikke alene bare ligger utenfor vore evner, men ogsaa utenfor vort væsen. Vi skulde skamme os over at leke med gudsbegreper som barn med dukker. Gud overgaar al erkjendelse (Matt. 11, 27). Men dermed er ikke sagt, at vi intet kan erfare om ham og derved kan lære at kjende ham. Vi oplever ogsaa ellers meget som vi ikke kan forstaa, — tænk bare paa livets, stoffets og kraftens hemmelighet. Saa langt vi med vor forskning trænger ind i disse hemmeligheter, saa langt viker de tilbake for os. Men allikevel tilhører disse virkeligheter os som en sikker besiddelse i vor erfaring. Vi kan altsaa erfare ting, som vi ikke kan forklare os.

Saadan erfarer vi ogsaa Gud; ti vi oplever ham i os og om os. Vi oplever hans levende skapning gjennem hvilken han aapenbarer sig og uttrykker sig langt mer klart og bevidst end en kunstner gjør i sit verk. Vi oplever ham i hans forsyn og førelse, uten at vi blir os det bevisst. Vi maa først gjøres opmerksom paa det. Det maa gaa op for os, at der lever og virker noget bakenfor. Men denne erfaring blir ektere, sandere og tilforlateligere jo mindre vi vil begripe og fastslaa den forstandsmessig. Jo mer vi forholder os rent mottagende — lar den lyse op eller skjule sig — eftersom det behager Gud, jo mer vil vi bli bevart for skuffelse, og desto mindre ligger vi under for det at ville gjøre noget ut av det. Den som forventningsfuldt skuer ut efter Gud, og som naar et lys gaar op for ham bærer det trofast, kysk og hengiven i sin sjæl, som Maria bar paa engelens budskap, han vil altid bli mer oplyst av Guds hemmelighetsfulde lys. Ganske umiddelbart vil hans aand vaakne til levende forstaaelse av Gud, til en længtende uro, fuld av spørgen og dragning mot ham. En ukjendt livsfølelse vil blomstre op og fylde vort væsen med duft og lysning fra hans væsen. Det er dette jeg forstaar med tro — sans for det som ligger bakenfor de synlige ting. Men denne sans vidner om et væsen i os, som er utstyrt med evner til dette liv, vi har et mottagelsesorgan for hans livs usynlige straaler, som forstand og fornuft er blind for.

Dette er grundlaget for vor gudserkjendelse. Men det vilde være syndefald og en styrten ned i indbildningens avgrund, om vi gjorde det som Gud lot gaa op for os til grundlag for et system, eller om vi med vor forstand endog bare vilde dra slutninger som ikke var git os av ham. Gudserkjendelsen maa værne om sin oprindelses art, hvis den ikke skal forvirre sig ind i teologiske begrepers nat og bli gudsbespottelse.

Hvad det gjælder er, at sjælens sans efter Gud altid aapner sig og utfolder sig mer og mer. De guddommelige erfaringer vokser, naar mennesket i sin holdning og i sit liv er rettet mot Gud. Men det vil ikke si det samme som, at man med sine tanker er indstillet paa forestillingen om Gud, saa disse meninger og opfatninger og synsmaater er bestemmende for gjøren og laden. Netop disse personlige dunster av tanker, følelser og viljesytringer er den ugjennemtrængelige hindring for erkjendelsen av Gud. Vi maa ut av dem. Det er jo ogsaa saa, at det første en ekte, sand erfaring av Gud bevirker er, at alle vore religiøse tankespøkelser falder sammen.